Hun synes ikke, det er rigtigt, at foreningens budskab ikke bliver taget alvorligt.

– At folk overhovedet reagerer på os, er vel udtryk for, at vores budskab berører dem. Det er jo ikke ligegyldighed, vi møder. Men der er samtidig en tendens til, at vi bliver tiet ihjel i medierne. Og det er da irriterende. Men jeg tror på, at vi mere og mere vil opleve, at de kvinder, der har været igennem en abort, tør stå frem og fortælle om bagsiden af medaljen. Jeg tror, at de med deres dyrtkøbte erfaringer vil komme til at bakke op om vores anliggende – med eller mod deres intention. Vi appellerer til moderhjertet og moderinstinktet.

– Jeg tænker også, at vi har tiden og den teknologiske udvikling med os i form af graviditets-scanninger og 3D-scanninger af fostre i livmoderen. Når kvinder på skærmen ser det lille liv, der bevæger sig rundt med arme og ben, kan de ikke længere forholde sig til det som et graviditetsprodukt – en betegnelse, der er blevet brugt om den tidlige fostertilstand, siger Ellen Højlund Wibe.

Det er helt forkert, mener forfatter og debattør Suzanne Giese, København, der er aktuel med bogen "Med verden i lommen" om kvinderne fra rødstrømpegenerationen.

– Jeg synes, at det er en usmagelig form for propaganda, når der tales om fostre som rigtige børn. Det er det ikke, siger hun.

Suzanne Giese var selv en af dem, der kæmpede for indførelse af fri abort og kalder Retten til Livs sag for ude af trit med udviklingen.

– Jeg opfatter abortloven som en fundamental del af menneskerettighederne og en forudsætning for kvindefrigørelsen. Uønskede graviditeter har gennem historien skabt megen ulykkelig lidelse – både for kvinder og børn. Den del af det er ikke interessant at se på for abortmodstanderne, som udelukkende fokuserer på fostre. Men kvinders krop er ikke et offentligt anliggende, den er privat, og det er en privatsag, om man vil have en abort eller ikke.

– Jeg er meget stor modstander af den religiøse fundamentalisme, der ligger bag den form for abortmodstand. Ofte er disse mennesker i stand til at ophæve enhver form for fornuft. Og hvis man som i USA er parat til at begå mord på abortlæger, er man ude i noget vanvittigt, siger Suzanne Giese, som kalder det for helt urealistisk, at Retten til Liv skulle have en chance for at få afskaffet retten til fri abort herhjemme.

Foreningen har dog inden for det sidste år oplevet en stigende tilgang på omkring 200 nye unge medlemmer, og Retten til Livs gruppe på Facebook tæller 1000 venner.

Lærerstuderende Anders Rønn, Århus, der er medlem af foreningens bestyrelse, brænder for at få unge mennesker med i kampen.

– Jeg får mange tilkendegivelser fra unge, der er forargede og fortvivlede over de mange aborter i Danmark, siger han.

Retten til Liv bestyrer en abortlinje, der hver aften tilbyder anonym rådgivning og hjælp til gravide kvinder. Foreningen udgiver også medlemsbladet Liv, tilbyder undervisning på skoler og gymnasier og har en ny abortmindelund på vej på Sjælland. Hensigten er blandt andet, at kvinder, der har fået abort, skal have et sted at mindes deres ufødte barn.

– Undersøgelser viser, at hver femte kvinde i årevis eller resten af livet kan have svære tanker og følelser i forbindelse med en provokeret abort. Dybt inde i dem selv sidder en dommer, der siger: Jeg slog mit barn ihjel! Det er forbundet med skyld og skam.

– Skal de have den hjælp, de har brug for, skal de møde nogen, der tager deres følelser alvorligt. Ganske jævnligt oplever vi at kunne være til hjælp for aborttraumatiserede kvinder, og jeg er ikke i tvivl om, at det hænger sammen med, at hun oplever, at hendes skyld- og skamfølelse er legal. Og derfra kommer hun så videre. Vi tror også på, at Guds tilgivelse kan give heling, siger landssekretær Ellen Højlund Wibe.

Retten til Liv står for det synspunkt, at livet er ukrænkeligt, og menneskets værdi er knyttet til det at være menneske – med og uden handicap.

– Det er vigtigt, for med den fri abort er det menneskesynet, der står på spil. Hvordan vi behandler de svageste blandt os, heriblandt fosteret, bliver en målestok for hele vores kultur. Når svage grupper undtages fra beskyttelse og udleveres til lovløsheden, da må man spørge, om det er et retssamfund, vi lever i. Jeg mener, at abortloven har skabt et skred i forhold til menneskesynet, idet vi har relativeret menneskets værdi.

– I dag kan gravide mellem 12. og 24. uge få en abort, hvis der er udsigt til, at barnet har et handicap. Hvis vi som den stærke part i samfundet i forhold til ufødte børn skelner mellem et værdigt og uværdigt liv, har vi dømt enhver handicappets liv som uværdigt. Kan vi se dem i øjnene og sige det?

– Når det gælder fri abort til og med 12. uge, så lever vi i dag i velfærdstider og er i højere grad i stand til at hjælpe materielt og psykisk, når en kvinde står og har svært ved at tage sig af sit barn. Og i forhold til tidligere er det ikke længere en skam at blive gravid, når man er enlig, siger Ellen Højlund Wibe.

Hun tilføjer, at i Danmark har vi besluttet, at abort er et gode for kvinden, samfundet og det ufødte barn. Og ingen sætter spørgsmålstegn ved det.

– Men ligesom der engang var bevægelser, der talte imod slaveri og apartheid, der i dag er en skamplet på historien, sådan kan jeg i mine mest optimistiske stunder have samme håb for udviklingen for det ufødte barn. Derfor bliver jeg ved med at kæmpe for at fastholde ufødte børns rettigheder.

remar@kristeligt-dagblad.dk