Ormen i æblet

En anden stor ændring er medikaliseringsbølgen, der har skabt en forventning om, at problemer kan ordnes hurtigt og medicinsk.

– Alt skal løses ved lægens bord: stress, skoleproblemer, dårligt humør og skaldethed. Det som før var en naturlig del af livet, skal lægen og medicinen tage sig af. Ja, selv døden skal lægen ordne medicinsk, siger hun med henvisning til debatten om aktiv dødshjælp.

Præstø har ikke længere nogen togstation. Arbejdspladser er der heller ikke nok af. Men de nedslidte arbejdere fra den nu nedlagte industri bor her stadig. Sammen med børnefamilietilflyttere, der pendler til job i København.

Men også pensionisterne er faldet for de smukke omgivelser. Lotte Hvas og hendes mand har 1700 patienter i deres praksis placeret i et gulstensparcelhus. Og tre ansatte: en sygeplejerske og en social og sundhedsassistent samt en uddannelseslæge. Så der er trangt i det lille tekøkken, hvor der også bliver taget blodprøver og målt blodtryk og givet vacciner. Og travlt: Selv om det er marts, og forårssolen bager ind ad de store vinduer, viser vægkalenderen stadig februar måned. Blodtryk, vejning af børn, måling af hjerte- og lungefunktioner og andre prøver bliver uddelegeret til de ansatte. Patienterne kommer kun ind til lægen, når det behøves:

– Jeg ender med de mere komplicerede og spændende sager, siger Lotte Hvas.

En af dem, der tager plads i den røde stol over for lægen, er Helen, 54-årig hjemmehjælper. Hun har arbejdet, siden hun var 13, også i industrien og i landbruget. Nu er kroppen slidt ned, og hun har tilmed haft en lille blodprop. Hun vågner om natten med frygtelige smerter i den ene arm. I forvejen får hun smertestillende, men "det hjælper ikke en dyt," siger Helen og sukker dybt. Lotte mistænker noget nervebetændelse og tjekker hendes følsomhed i fødderne med en stemmegaffel og foreslår et ekstra præparat.

– Er det kostbart? spørger Helen nervøst. Lotte kan berolige hende. Helens økonomi er meget stram, og det får de også talt om. Lægen spørger ind til andre ting: Jo, det er gået i orden med arbejdet, og ja, et boligproblem er blevet løst. Nej, der er ikke længere problemer på hjemmefronten. Lotte konstaterer, at de ikke har målt hendes blodsukker, kolesterol og blodtryk i over et år. Det skal gøres.

– Og så er der cigaretterne, som du ikke vil have, jeg spørger om, siger Lotte, og de griner begge indforstået.

Helen har tidligere talt med andre læger, der har løftet pegefingeren for højt over for hendes rygevaner,

– Hvis der fandtes et middel med piller, som kunne stoppe trangen, så var det lige mig, siger Helen, der dog ikke hidtil har forsøgt at kvitte tobakken.

Lotte Hvas fortæller, om de mange midler, der kan hjælpe, hvis Helen er indstillet på det. Lige fra piller til plaster og akupunktur.

– Jeg vil jo gerne. Men min skræk er, at jeg får et nervesammenbrud og tager på i vægt, og så tænker jeg: Jeg gider ikke. På den anden side vil jeg gerne spare pengene. Jeg bruger jo lige så meget på smøger som på mad hver måned. Og det ville jo også være dejligt at have et rent hjem, siger Helen.

– Må jeg gerne blive ved med at spørge til din rygning, eller skal jeg lade være, spørger Lotte Hvas.

– Ja, ja, det må du gerne. Jeg går i tænkeboks, lyder det fra Helen, inden hun siger farvel.

Da døren er lukket, siger Lotte Hvas:

– Hun er en af dem, der skal holde op. Hun er i højrisiko for at udvikle for eksempel sukkersyge. Hende giver det virkelig mening at snakke forebyggelse med. Men jeg nægter at gøre det med alle, som Sundhedsstyrelsen mener, vi praktiserende læger skal. Jeg gør det, når det er belejligt, siger Lotte Hvas og understreger, at det er vigtigt, at patienten selv finder argumenterne:

– Der sidder altid en djævel og en engel på hver skulder, der taler til en misbruger. Og hvis jeg allierer mig med englen, vokser djævlen sig bare større. Sundhedsstyrelsen vil gerne have, at vi spørger til alles alkoholvaner, rygning og motion, så snart de kommer ind ad døren. Alt snavset skal frem, siger Lotte Hvas og vifter med et målebånd:

– Efter de nye retningslinjer skal jeg bruge det her på alle patienter og skrive taljemål ind i alle journalerne. Men hvis jeg begyndte med det, så tror jeg, Helen ville holde op med at komme. Det handler om at bevare tilliden mellem lægen og patienten. Det er gudestoffet, der holder sammen på det hele. Ingen gider påduttes de her ting. Folk tror, jeg er imod forebyggelse, men intet er mere forkert. Vi skal bare tænke os godt om, siger Lotte Hvas.

I løbet af dagen klemmer opgaver sig hele tiden ind i ledige stunder: Lotte Hvas skal finde en løsning for en 19-årig anoreksipige, som hun har forsøgt at få hjælp til i over et halvt år. Imens er pigen blevet tyndere og tyndere. Det er nu en akutsag, hun vejer omkring 40 kilo og vil selv gerne indlægges. Men der mangler specialister i denne region, og Lotte Hvas ringer rundt til en række læger og psykiatere andre steder på Sjælland for at finde en løsning.

Et andet akut tilfælde drejer sig om en ung alkoholiker. Han plejer at kunne drikke sig gennem sine morgenabstinenser, men det kunne han ikke i dag. Han ryster og sveder. Det er en farlig tilstand – man kan dø af alkoholabstinenser. Der bliver ringet medicin ind fra apoteket. Manden bliver tilset og medicineret og får besked om at komme igen næste dag og få mere nedtrapningsmedicin. Måske kan lægen overtale ham til at gå på antabus.

Lotte Hvas oplever i stigende omfang, at raske mennesker møder op i konsultationen for at få et eftersyn, fordi de mange kampagner og fokus på livsstilssygdomme vækker sygdomsfrygt.

– Det er raske, men bekymrede mennesker, der måske har fået lavet et helbredstjek i Matas, der viste, at de havde for meget af et eller andet fedtstof i blodet, som de har sagt kan være farligt, siger Lotte Hvas.

Det er primært et storbyfænomen, men det findes også her på landet. Mange af dem, der gerne vil tjekkes, måles og vejes, selvom de er raske, filtrerer hun fra i telefonen. Hvis der er grundlag for et tjek, kommer de i første omgang forbi sygeplejersken og bliver målt.

Blandt dagens patienter finder vi også en kvindelig revisorassistent i midten af 30?erne, med tre børn og en udearbejdende mand, der sjældent er hjemme på grund af skæve arbejdstider. Hun kommer ofte til lægen med forskellige symptomer: svimmelhed, hovedpine og træthed.

– Man kan ikke rigtig stille en diagnose. I virkeligheden handler det om mangel på ressourcer og om ikke at ville acceptere, at i den situation er man bare træt, siger Lotte Hvas.

– Efterhånden forventer vi, at sundhedsvæsnet skal løse alle problemer. Især når det gælder det psykiske, er det en udfordring. Vi har en kultur, hvor normen er en fuld timemanager, og hvis du en periode ikke er på eller er ked af det, kan du ikke være andet end syg. Det er den eneste måde, du kan holde pause på fra arbejde og andre mennesker. Der er så meget at klare og så mange krav ikke mindst til de unge familier med små børn, siger Lotte Hvas.

Den næste patient er en kvinde med rygerlunger. En midaldrende dame i nederdel og matchende vest. Hun har fået reguleret sin medicin og skal have målt sin lungefunktin for at se, om det har hjulpet. Hendes vejrtrækning piver en anelse, men hun føler selv, hun har det godt. Alligevel kommer Lotte Hvas undervejs i samtalen ind på hendes kondition:

– Den er elendig, siger kvinden lige ud.

– Jamen, det er jo faktisk noget, der virkelig kan gøre en forskel. Den smule ilt, man har som lungepatient, bruger man jo meget bedre, når man har god kondi. Mit bedste råd til dig er mere motion, siger Lotte Hvas.

Og så snakker de også om passiv rygning. Kvindens mand ryger stadig, selvom han er blevet fortrængt til en skammel i bryggerset, fortæller hun, lige inden hun takker af.

Kvinden havde selv tænkt over det med motionen, inden hun kom, og bagefter siger Lotte Hvas:

– Motion virker nærmest på hvad som helst. Men jeg kan ikke ændre patienternes liv, det er dem selv, der skal gøre det, siger hun.

Det er lukketid i konsultationen. Klokken har passeret 15, og normalt skulle Lotte Hvas videre på hjemmebesøg, men hun overlader tjansen til uddannelseslægen og smutter hjem for at lufte sine to labradorhunde inden et møde i København.

I bilen på vej hjem forsøger hun endnu en gang i dag at presse en løsning igennem for sin anoreksiramte patient. Igen uden held. Hun sukker.

– Jeg forsøger igen i morgen. Det skal bare lykkes. Især fordi hun selv er motiveret for at gøre noget.

Med udsigt over den tilfrosne Fakse Bugt lader hun hundene tumle rundt og tisse af. De blev købt, da børnene flyttede hjemmefra. På et tidspunkt, hvor Lotte Hvas selv kom i overgangsalderen.

– Jeg har selv prøvet at blive mødt med omverdenens syn på min alder som et sundhedsmæssigt problem, man burde gøre noget ved, til trods for at jeg egentlig havde det godt, og at det ikke var en ulykke. Og jeg blev mødt af en holdning om, at jeg burde forholde mig til fremtidige sygdomme, hvilket rystede mig, siger hun.

Og netop frygt er en følelse, der dominerer vores forhold til vores sundhed:

– Det er svært at ændre livsstil, og frygt er en supergod motivation. Men undervejs kommer sygdomsfrygten ind under huden. Det der "tænk nu hvis" styrer alting – man er hele tiden i fremtiden. Man skal forholde sig til knogleskørhed, alzheimers og hjerte-kar-sygdomme, 30 år før man risikerer at få lidelserne. Man koloniserer fremtiden ud fra en tanke om, at hvis du tager medicin eller ændrer vaner, kan du skrive noget andet på din dødsattest. Men man glemmer den bekymring, der følger med. Ormen i æblet.

vaaben@kristeligt-dagblad.dk