– Der synes at være stor forskel på, hvilke klinikker der siger nej og hvorfor. Det kunne skyldes, at de står meget alene med beslutningen, siger Jakob Ingerslev.

I Dansk Fertilitetsselskab påpeger formand Karin Erb, at der skal rigtig meget til, før et nej er relevant. Det sker kun cirka 10 gange om året, og i de tilfælde behøver man ikke særlig indsigt for at se, at noget er helt galt. Men selvfølgelig er der grænsetilfælde. Derfor er der i 2007-loven også indbygget muligheden for at anke et nej. Det gjorde to kvinder sidste år, og det er i sig selv et tegn på, at meget få kvinder kommer i klemme.

– Langt de fleste af de kvinder, der bør siges nej til, bliver stoppet allerede hos den praktiserende læge. Og det er efter min mening også den henvisende læge, der har det primære ansvar, for det er lægen, der kender kvinderne. Klinikkerne taler jo blot med dem en halv times tid, siger hun.

I Sundhedsstyrelsen, der vejleder lægerne om lovens regler, kan afdelingslæge Peter Saugman-Jensen godt se problematikken, men han mener, Jakob Ingerslev forenkler tingene. Klinikkerne har alle muligheder for at indhente de relevante oplysninger om kvinderne. Hvis den viden får klinikkerne til at drage forskellige konklusioner, kan det også være positivt, mener han:

– Det her er et svært område, og nogle gange ligger svarene ikke lige for. Så får man nej, har kvinden en mulighed for at søge en anden klinik, hvor de måske får øje på forhold, som andre har overset. Alternativet er et system, hvor klinikkerne skal krydse af på en liste over bestemte krav, man skal opfylde for at blive forælder. Det vil være en maskintænkning i dybt menneskelige forhold.

henriksen@kristeligt-dagblad.dk