Det første portræt af liv

– Ved at se et billede af barnet bliver det personliggjort for forældrene. Især for faderen bliver det, som har været forbeholdt moderen at opleve, meget konkret. 3D-scanningen bliver et ritual, hvor de indledningsvis taler om det abstrakte barn, men når de forlader rummet snakker om "Viggo", og hvad de nu skal ud at købe til ham. Man kan sige, at parret kommer ind som gravide og går ud som forældre, og de læser straks en masse fysiske og psykiske egenskaber ind i det, de oplever på skærmen, forklarer Charlotte Kroløkke, der hørte kommentarer som "se, han har din næse" eller " hun er lige så stædig som mig", når barnet ikke ville vende sig.

De forældre, hun mødte i de private scanningsklinikker, var folk i alle aldersgrupper og fra alle samfundslag. Fælles for dem var, at de var lykkeligt gravide og nysgerrige efter at få ansigt på det abstrakte. I mange tilfælde var fotograferingen en gave fra bedsteforældrene, og familiens ældre generationer var da også tit med, når de første billeder kom på skærmen.
I modsætning til de scanninger, forældrene får tilbudt i sygehusvæsenet, er fokus ikke på risici og skavanker ved 3D-scanningen. Der er med Charlotte Kroløkkes ord tale om ren "prænatal portrætfotografi", og parrene slappede derfor af og så det som "den sjove scanning", når de trådte ind i lokalet. Det vigtigste er at få et godt billede. Lykkes det ikke første gang, inviterer mange klinikker forældrene igen, så de får opfyldt deres behov. Efterfølgende lagde mange par billederne på deres hjemmeside, de sendte dem via mobiltelefoner til venner og familie eller brugte dem på sociale netværkstjenester som Facebook, hvor andre kunne kommentere på det.

– Et foster hører til det mest private, men i dag har man lyst til at formidle det ud til offentligheden. Det ligger generelt i vores kultur, at grænsen mellem det offentlige og private er udvisket, og man udstiller i langt højere grad sig selv.
Selvom Charlotte Kroløkke oplevede glædestårer og åbenlys begejstring i scanningslokalerne, peger hun dog også på, at udviklingen åbner op for etiske problematikker.
– 3D-scanninger kan være med til at skabe en illusion om det perfekte barn, men virkeligheden er af og til anderledes efter fødslen. Nogle af de amerikanske kvinder jeg talte med, efter at de havde født, var skuffede over, at det ikke helt levede op til det, de havde set, og scanningen kan give forældrene en falsk garanti for, at de får et levende barn, der går et liv uden handicap i møde.

Ifølge Charlotte Kroløkke har de danske klinikker i modsætning til amerikanske mere fokus på den etiske side af 3D-scanninger. Blandt andet gør man på klinikkernes hjemmesider opmærksom på, at forældrene ikke må forvente det perfekte barn efter at have set et fotografi. Charlotte Kroløkke tvivler dog på, at alle forældre fremover vil fotografere og føle deres kommende barn.
– Jeg forestiller mig, at flere gravide fuldstændig fravælger teknologien som et modsvar til udviklingen, siger Charlotte Kroløkke.
I de kommende år skal hun forske i en anden slags turisme. Fertilitetsturisme, hvor barnløse vestlige par tager til tredjeverdenslande for at købe rugemødre i ønsket om at få deres eget barn.
– Ligesom ved 3D-scanningen er der også tale om en kompleks problemstilling. Jeg kan sagtens se tingene fra forældrenes vinkel, men jeg kan også se de etiske aspekter – og samtidig handler det naturligvis også om penge.

livogsjael@krisetligt-dagblad.dk