Den banale etik

I folkeskolens læsebøger i forrige århundrede var det ikke ualmindeligt at finde en af de såkaldte molbohistorier. Den handler om storken, der går rundt på kornmarken for at fange mus og dermed udløser frygt for, at kornet skal blive trådt ned. Landsbyhyrden kunne selvfølgelig gå ind og jage den væk, men da han har nogle store fødder, kunne han nemt trampe endnu mere korn ned end storken. Altså vælger molboerne at løfte markleddet af og sætte hyrden op på dét. Så kan otte mand på den måde bære ham ind på marken, hvor han kan jage den – formentlig hovedrystende – stork væk.

Historien var næppe trykt i læsebøgerne for at genere de gode borgere på Mols, men dels skulle ungerne jo læse noget for at lære at læse, dels skulle de jo også gerne annamme nogle værktøjer til etisk tænkning.

Etisk tænkning? Ja, såmænd. Det handler jo blandt andet om at kunne analysere dilemmaer og afveje legitime, men modsat rettede interesser over for hinanden – og hvad enten det drejer sig om at afhjælpe helbredsmæssige eller sociale problemer, så er det godt at have lært nogle grundregler for etisk tænkning.

Nogle af dem er rædsomt banale – for eksempel denne: Hvis en løsning ender med at øge problemet, er der ikke tale om en løsning.

Når man trods banaliteten kan tillade sig at nævne en sådan regel, skyldes det, at så meget af samfundsdebatten (og af og til også lovgivningen) finder sted, som om det, der er indlysende, ikke var tilfældet.