Dansk tv bliver mindre og mindre sagsorienteret og mere og mere følelsesladet. "Hvordan følte du det?" er efterhånden et hyppigere spørgsmål på tv end "Hvad skete der?". Det er en kritisabel udvikling, den har været i gang længe, og der kan åbenbart hele tiden sættes nye rekorder i, hvor lavt tv-nyhedsformidlingen vil synke.

Senest i dækningen af busulykken i Tyskland natten til lørdag, hvor tre personer blev dræbt. Hændelsen er på alle måder tragisk, og det er en dybt ulykkelig historie for alle implicerede parter. Men det er samtidig en begivenhed, der mangler perspektiv. Der kommer ingen ændringer af nogen art efter trafikulykken. Enestående er begivenheden heller ikke, for hver dag dør der mennesker på de danske veje.

Alligevel sender de danske tv-stationer journalister og kamerahold til ulykkesstedet for at rapportere direkte fra efterspillet. Sagesløse ofre jages rundt og afkræves svar på spørgsmålet "Hvad følte du?" i utallige varianter. Journalister sendes også til Amager og den pågældende institution, der arrangerede rejsen, for at spørge pårørende om, hvad de følte, da de hørte nyheden om ulykken. Ingen biperson synes for perifer til at blive spurgt på direkte tv om sine følelser. Hvorfor ikke spørge tv-journalisten, hvad han følte, da han spurgte de pårørende, hvad de følte?

Nej, det er alligevel for absurd, men pointen er, at der ikke er så meget at sige, når ulykken rammer, og man savner ord for det skete. Derfor bliver de mange tv-indslag om busulykken på mærkværdig vis fyldt med almindeligheder, samtidig med, at der svælges i død og ødelæggelse.

Der skal nok være dem, der mener, at det er "godt tv", hvor følelserne kommer frem og der bliver fortalt en menneskelig historie. Men det er ikke godt tv. Det er respektløst overfor ofrene for ulykken og de pårørende at jagte dem rundt i mediemanegen, når de tydeligvis har mest brug for fred eller et forstandigt menneske at tale med. Og det er hovmodigt over for alle de endnu ganske mange tv-seere, der forventer seriøs, fakta- og sagsorientereret nyhedsformidling, at spise dem af med følelsesporno.