Send artiklen Nej til aktiv dødshjælp til din ven.
Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Nej til aktiv dødshjælp

1 debatindlæg Hold mig opdateret

Døende skal hjælpes, men ikke til at komme hurtigere herfra

Som pårørende til et menneske, der er død under megen lidelse, kan det være fristende og måske endda forståeligt, at man argumenterer for aktiv dødshjælp. Men tænker man spørgsmålet til ende, er svaret på lidelsen ikke aktiv dødshjælp. Godt nok kommer den døende så hurtigere herfra og undgår måske derved nogen lidelse, men den aktive dødshjælp rejser en lang række andre dilemmaer. For den døende, for familien og for samfundet.

Hvis der blev indført aktiv dødshjælp herhjemme, som senest Helge Adam Møller (K) har argumenteret for, ville alle i den sidste tid være nødt til at tage stilling til, hvordan de skulle herfra. En naturlig død eller en dødelig indsprøjtning? Kan man overhovedet træffe sådan en beslutning som et såkaldt informeret og frit valg? Mange vil måske spekulere over, om de nu ligger andre til last. De pårørende, plejehjemmet eller hospitalet? Ville man måske ikke gøre sin familie en tjeneste ved at komme herfra før sommerferien? Det er også urimeligt at pålægge lægerne at aflive døende. De er uddannet til at helbrede og lindre, til at hjælpe med at bevare livet – ikke fremme døden.

Den massive folkelige opbakning til aktiv dødshjælp i meningsmålingerne afspejler nok i virkeligheden menneskers angst for at dø og pårørendes frygt for at være vidne til lidelsen. At være magtesløse. De fleste har hørt grufulde historier om langstrakte dødsforløb, der er milevidt fra den pludselige død, de fleste foretrækker, når de bliver spurgt. Eller den fredfyldte død, vi kender fra film.

Smerte og lidelse kan vi ikke undgå. Hverken i livet eller i døden, og det er værd i den forbindelse at minde om, at vi i Danmark allerede har adgang til en lang række lindrende tiltag. Lægerne er i dag dygtige til at yde smertelindring, og det er fuldt lovligt at lindre – også selvom det fremskynder døden. Så længe formålet altså er lindring og ikke aflivning.

Annonce
I stedet for at drøfte dødshjælp bør politikerne og meningsdannerne koncentrere sig om livshjælp. Hvordan fremmes vilkårene for døende, og hvordan bliver lægerne bedre til at lindre og drage omsorg i den sidste tid? Det er det, der er behov for svar på og ikke aktiv dødshjælp. kdh

FACEBOOK: Bliv ven med etik.dk

Hold mig opdateret

Trådet overblik  |  Fladt overblik

Nej til aktiv dødshjælp

Hanne Thomsen, publiceret d.14/02 17:05 (for 2 år siden)
Læs artiklen bag debatten her: Nej til aktiv dødshjælp
Hjælp til en værdig død handler om livshjælp til det sidste
For mig er den nødvendige hjælp til afslutningen på livet, altid en hjælp til at skabe en værdig ramme om livet – helt til det sidste, og jeg vil derfor gerne takke Karin Dahl Hansen for hendes klare "Nej til aktiv dødshjælp" i Kristelig Dagblads leder lørdag den 13. februar. Et standpunkt, jeg deler.
Det kan være svært at se et menneske, man elsker, sygne hen og miste sit greb om helbred og tilværelse. Jeg har stor forståelse for, at man i den situation kan ønske at skabe værdighed i forholdet gennem muligheden for at vælge en ”ordineret afslutning på livet”.
Men vi må aldrig give den døende den eksta byrde, at skulle træffe det valg.
Jeg vil derfor gerne starte der, hvor Karin Dahl Hansen slutter. Nemlig med, hvordan der er behov for at fokusere på lægernes og ikke mindst plejepersonalets kompetencer til livshjælp, lindring og omsorg i den sidste tid af livet.
På hospice har vi mange års erfaring i livshjælp gennem støttende tilstedeværelse, smertelindring, behandling og omsorg -også for pårørende i den sidste tid. Men på Diakonissestiftelsen er der som i resten af landet langt flere mennesker, der dør på vore ældreinstitutioner end på hospice. Derfor et det vigtigt, at de helt nødvendige kompetencer ved livets afslutning er indarbejdet i ordinær ældrepleje. Det kræver en undervisning, tid og systematisk indsats.
På Diakonissestiftelsen har vi med udgangspunkt i arbejdet på hospice og vores ældreinstitutioner arbejdet med at udvikle kompetencer ”ved livets afslutning” siden 2008. Mere end halvdelen af de faste medarbejdere, der har ansvaret for vore ældre plejeboliger og døgnenhed har været med i et forløb, hvor medarbejderne får flere kompetencer til at hjælpe i den sidste tid. Med ”livets afslutning” har vi sat ord på, hvad god pleje ved livets afslutning er, og medarbejderne har svaret på, hvad de gerne vil have kompetence til, hvad de kan, og hvad de synes, de mangler. Det gab har vi så arbejdet med at fylde ud i et bredt fagligt fællesskab med inddragelse af Diakonissestiftelsens Hospice, præster og Uddannelsescenter. Der er blandt andet udarbejdet faglige oversigter, systematisk teori- og metodeudvikling, overdraget erfaringer fra hospice, og vi har udarbejdet en lille ritualbog. Og så har vi givet medarbejderne mulighed for at udvikle deres kunnen gennem samtale og refleksion, hvor man vender tilbage til svære og gode situationer, danner personlige erfaringer og systematiserer gennem udvikling af de faglige standarder.
Og det virker. Vores medarbejdere giver udtryk for, at den medicinske undervisning, arbejdet med ritualer, det bevidste arbejde med anerkendende samtaler og den faglige vejledning på området har givet dem en kompetence, der afspejler sig i større sikkerhed og handlekraft i situationen. Også når handlingen er – at turde vente – og lade døden komme.
Men den sikkerhed holder ikke til, at der opstilles muligheder for aktiv dødshjælp. Der må aldrig herske tvivl om, at vi som samfund, som institution og som plejepersonale er der for at hjælpe og skabe værdige rammer for livet – til det sidste.
Del Link

flexblock
flexblock
flexblock

Nyhedsbrev

flexblock
flexblock