Hjælp til en værdig død handler om livshjælp til det sidste
For mig er den nødvendige hjælp til afslutningen på livet, altid en hjælp til at skabe en værdig ramme om livet – helt til det sidste, og jeg vil derfor gerne takke Karin Dahl Hansen for hendes klare "Nej til aktiv dødshjælp" i Kristelig Dagblads leder lørdag den 13. februar. Et standpunkt, jeg deler.
Det kan være svært at se et menneske, man elsker, sygne hen og miste sit greb om helbred og tilværelse. Jeg har stor forståelse for, at man i den situation kan ønske at skabe værdighed i forholdet gennem muligheden for at vælge en ”ordineret afslutning på livet”.
Men vi må aldrig give den døende den eksta byrde, at skulle træffe det valg.
Jeg vil derfor gerne starte der, hvor Karin Dahl Hansen slutter. Nemlig med, hvordan der er behov for at fokusere på lægernes og ikke mindst plejepersonalets kompetencer til livshjælp, lindring og omsorg i den sidste tid af livet.
På hospice har vi mange års erfaring i livshjælp gennem støttende tilstedeværelse, smertelindring, behandling og omsorg -også for pårørende i den sidste tid. Men på Diakonissestiftelsen er der som i resten af landet langt flere mennesker, der dør på vore ældreinstitutioner end på hospice. Derfor et det vigtigt, at de helt nødvendige kompetencer ved livets afslutning er indarbejdet i ordinær ældrepleje. Det kræver en undervisning, tid og systematisk indsats.
På Diakonissestiftelsen har vi med udgangspunkt i arbejdet på hospice og vores ældreinstitutioner arbejdet med at udvikle kompetencer ”ved livets afslutning” siden 2008. Mere end halvdelen af de faste medarbejdere, der har ansvaret for vore ældre plejeboliger og døgnenhed har været med i et forløb, hvor medarbejderne får flere kompetencer til at hjælpe i den sidste tid. Med ”livets afslutning” har vi sat ord på, hvad god pleje ved livets afslutning er, og medarbejderne har svaret på, hvad de gerne vil have kompetence til, hvad de kan, og hvad de synes, de mangler. Det gab har vi så arbejdet med at fylde ud i et bredt fagligt fællesskab med inddragelse af Diakonissestiftelsens Hospice, præster og Uddannelsescenter. Der er blandt andet udarbejdet faglige oversigter, systematisk teori- og metodeudvikling, overdraget erfaringer fra hospice, og vi har udarbejdet en lille ritualbog. Og så har vi givet medarbejderne mulighed for at udvikle deres kunnen gennem samtale og refleksion, hvor man vender tilbage til svære og gode situationer, danner personlige erfaringer og systematiserer gennem udvikling af de faglige standarder.
Og det virker. Vores medarbejdere giver udtryk for, at den medicinske undervisning, arbejdet med ritualer, det bevidste arbejde med anerkendende samtaler og den faglige vejledning på området har givet dem en kompetence, der afspejler sig i større sikkerhed og handlekraft i situationen. Også når handlingen er – at turde vente – og lade døden komme.
Men den sikkerhed holder ikke til, at der opstilles muligheder for aktiv dødshjælp. Der må aldrig herske tvivl om, at vi som samfund, som institution og som plejepersonale er der for at hjælpe og skabe værdige rammer for livet – til det sidste.