Aktiv dødshjælp som forbrugsvalg. Nej tak!

Den konservative Helge Adam Møller slår i Kristeligt Dagblad den 9. februar til lyd for, at man skal indføre aktiv dødshjælp i Danmark. Han begrunder det med, at han hele sit liv har haft mulighed for frit at træffe en række personlige valg med hensyn til bopæl, uddannelse, valg af ægtefælle, rejsemål med videre, mens han som terminal patient ikke vil have mulighed for selv at vælge, hvornår han skal herfra.

"Hvorfor," spørger han, "skal det være andre, samfundet og staten, der bestemmer, hvad der er det bedste og rigtigste for et menneske i den sidste fase af det enkelte menneskes eget liv? Mit liv er mit eget, ikke statens."

LYDER DET besnærende? Efter min mening kun, hvis man ikke stiller krav om, at der skal være en logisk sammenhæng i argumentationen. Det er da uden tvivl sandt, at Helge Adam Møller har haft frit valg (omend vel ikke ubegrænsede valgmuligheder) på eksempelvis bolig- og ægteskabsmarkedet, men kan vi uden videre heraf slutte, at så må der også være frit valg, når det gælder dødstidspunkt og dødsmåde? Endvidere mener han, at det er samfundet, der bestemmer over os i terminalfasen. Men er det nu rigtigt? Er det Folketinget eller sundhedspersonalet på hospitalet, der bestemmer, hvornår patienten skal dø? Nej, det er netop det, ingen af parterne har ret til at blande sig i under den nuværende lovgivning. Hvornår patienten drager det sidste suk, er en afgørelse, man alt efter indstilling kan sige er overladt til Vorherre eller biologien. Det mener jeg er en særdeles betryggende ordning.