Lars-Henrik Schmidt, filosofiprofessor ved Aarhus Universitet, er modstander af organdonation, som han kalder kannibalisme. Men han anerkender de mennesker, der ønsker at gøre noget godt for andre – eller deres egen samvittighed
Hvordan begrunder du din modstand mod organdonation?
Jeg tror, mange mennesker forestiller sig, at de giver en gave. Men nej, det gør de ikke. De har ikke forstået, at en gave er, når man giver noget til en anden, man selv kunne have brugt. Ved organdonation svarer gaven til, at man losser en ting ud til andre, som ikke længere er brugbar for en selv. Der er en virkelig stor forskel i min horisont. Det, der fortvivler mig, er, at så få har fattet, hvad det handler om. Jeg ser det som kannibalisme: Du æder et andet menneskes organer, akkurat som man kender det fra traditionelle beskrivelser af kannibalisme. Hvis man antager, at cellerne i kroppen reproducerer sig igennem syv år, så har man på den tid overtaget en andens organ. Jeg har bare forsøgt at få folk til at tænke sig om og tage en pause. Men jeg ønsker heller ikke at fremtræde som hykler. Jeg har selv fået blodtransfusion, og det er jo en avanceret form for vampyrisme.
Levende donorer, der giver en nyre væk, kunne vel godt selv bruge den?
Jeg synes, det er enormt flot, når folk giver knoglemarv eller giver en nyre til et kært familiemedlem. Det er en smuk gestus, synes jeg. Her deler man noget. Men der er stor forskel på det og så at donere sine organer, når man er død.
Er der en vis portion selvgodhed i det at donere?
De fleste mennesker i dag har jo så meget overskud, at de er i stand til at sige, at de giver for deres egen skyld. Det er, fordi det gør dem godt at gøre noget godt for andre. Så kan man sige til sig selv: "Det var dagens 25-øre: Jeg har givet blod i dag".
Hvorfor tror du, danskerne er blevet mere gavmilde med deres kropsdele?
Jeg er sikker på, at kampagnerne har fået folk til at donere mere. Og min pointe er en kyllinge-pointe i den forstand, at jeg ikke selv vil gøre det. Men jeg har ikke noget etisk problem med, at andre gør det, hvis de mener, de kan hjælpe.
Kan man se den øgede vilje til at donere som et udtryk for et ændret syn på kroppen?
De færreste mennesker forstår kroppen. De tror ikke, man har brug for sin krop. De betragter kroppen operationelt og maskinelt som noget, der betjener dem. Sådan noget, som bare skal få os til at fungere. Det har jeg forsøgt at advare imod.
vaaben@kristeligt-dagblad.dk