Er kroppen blevet et reservedelslager?

Men det er ikke kun kampagner, der forsøger at få danskerne til at tage stilling. Erling Tiedemann er katolik, og i den katolske kirke opfordrer man direkte til organdonation, som man kalder "en persons sidste frie kærlighedsgerning her på jorden". Selv ser Erling Tiedemann intet problematisk i at dele ud af kroppens dele:

– Det er kun en tingsliggørelse af kroppen, hvis det ikke er frivilligt. Jeg synes, det er smukt at give sig hen for andre, siger Erling Tiedemann.

Peter Hancke Rossel, lektor ved Institut for Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet, har engageret sig i donationsdebatten i snart 30 år. Også han vil gerne se den øgede donationsvillighed som et udtryk for, at danskerne er blevet bevidste om, at det er uholdbart at køre på fribillet:

– Der har jo været modvilje, så det batter. Og set i det lys er den store velvilje desto mere interessant. Man kunne forestille sig, at folk var blevet mere altruistiske. Men det er de næppe. Jeg tror nærmere, at folk har indset det uholdbare i at modtage goder uden selv at bidrage. Hvis man kommer i den situation, hvor man selv har nytte af for eksempel et nyt organ, kan man jo ikke så godt få det, hvis alle kører på fribillet, siger Peter Hancke Rossel.

Men han tror også, udviklingen handler om, at danskerne er blevet mindre forskækkede over for den teknologiske udvikling:

– Debatten, som den udspillede sig for nogle år siden, var præget af teknologiforskrækkelse. I forhold til organdonation brugte modstandere ord som "Frankensteinsyndromet" og "kannibalisme" og talte om en tingsliggørelse af kroppen. Men den skræk har tydeligvis lagt sig – måske fordi vores viden er blevet større, siger Peter Hancke Rossel.

Og netop den teknologiske udvikling har en stor andel i et ændret syn på kroppen, mener Adam Bencard, postdoc ved Medicinsk Museion på Københavns Universitet og kropsforsker.

– Man kunne tro, viljen til at dele ud af kroppen handlede om, at man ikke længere opfatter kroppen som ukrænkelig. Men jeg tror faktisk, det er den anden vej rundt: I virkeligheden handler det om en generel samfundsmæssig opprioritering af kroppens betydning. Og set med de helt store briller på, tror jeg, det handler om et meget langt, sejt opgør med opdelingen mellem sjæl og legeme i vesteuropæisk kulturhistorie, siger han.

De seneste 50 års sammensmeltning af biologisk og medicinsk forskning har været med til at skubbe på et opgør med forestillingen om, at krop og sjæl er to forskellige ting, henimod en opfattelse af de to ting som en biologisk enhed.

– Teknikken forandrer os og den måde, vi lever i vores krop på. Den krop, vi lever med, bliver formet af forskellige faktorer og påvirkninger. Og netop teknikken og videnskaben er en af de primære kilder til fortolkninger. Jo mere man hører om det eller ser det i fjernsynet, jo mere bliver de tekniske muligheder et element i ens bevidsthed, og jo mere vil beslutningen om for eksempel donation ligge lige for. Det handler om, hvordan vi lever med kroppen. Når man teknisk set kan noget andet med den, får vi også en anden krop, siger Adam Bencard.

vaaben@kristeligt-dagblad.dk