Nej til aktiv dødshjælp. Det nådige skøn er nok

Det er ikke rimeligt, ikke værdigt og ikke menneskeligt at sætte døende mennesker i den situation. Hvis det overlades til det enkelte menneske at skulle tage stilling til sin egen død, havner vi i et samfund, hvor mennesket ikke blot er frigjort – men frit i luften svævende uden noget eller nogen at holde sig til.

Af samme grund valgte jeg også at trække mig som formand fra Danmarks Radios programetiske udvalg, da DR forrige år valgte at vise et på mange måder rørende dokumentarprogram om en mand med netop ALS. Han valgte rejsen til et europæisk land, hvor aktiv dødshjælp er en velorganiseret forretning, og tv-holdet var med helt tæt på, da det assisterede selvmord blev gennemført.

Baggrunden for min protest var ikke mangel på respekt for mandens valg, som virkede meget velovervejet. Men situationen blev uden kritiske spørgsmål fremstillet, som om det assisterede selvmord var lige så enkelt at gennemføre som et tandlægebesøg, ja faktisk lettere, for konen kunne sidde og nusse ham under fødderne, mens giften blev indtaget.

Vi forsimpler vort liv, og vi undervurderer den lykke og trøst det er at få støtte af fællesskabet, når nøden er størst, hvis vi overlader ansvaret for egen død til det enkelte menneske.

Der er noget meget smukt over det enkle løfte, som læger afgiver: De skal helbrede, lindre, trøste. Er helbredelse ikke muligt, skal der lindres. Forsvinder håbet helt, er trøst og omsorg centralt, for mennesket er ikke

alene, og det er ikke et apparat, der skal henkastes, hvis maskineriet ikke virker efter hensigten.

Gennem århundreder har læger med stor indføling håndteret det nådige skøn: at lade livet ebbe ud, når det ikke længere giver mening for hverken den enkelte døende eller hans familie at klamre sig til det. Men ansvaret for døden er ikke en ekstra byrde, som den enkelte døende skal påtage sig i en i forvejen fortvivlet situation.

Ved at legalisere aktiv dødshjælp får vi et endnu mere individualiseret og dermed fattigere samfund. Det samfund, der derimod mestrer den kunst, det er at drage omsorg for døende ved at lindre og trøste, er et samfund præget af ansvar, fællesskab og medmenneskelighed.

Mette Bock
mag.art. i filosofi, cand.scient.pol. og tidligere programdirektør i DR,
Sehestedsvej 4, Horsens