Send artiklen Nej til aktiv dødshjælp. Det nådige skøn er nok til din ven.
Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Nej til aktiv dødshjælp. Det nådige skøn er nok

Kommenter Hold mig opdateret

Legalisering af aktiv dødshjælp er et skridt mod et endnu mere individualiseret og dermed fattigere samfund, advarer mag. art. og tidligere programdirektør Mette Bock

Helge Adam Møller (K) argumenterer den 9. februar for, at dansk lovgivning skal tillade aktiv dødshjælp. Hovedargumentet er, at når vi som mennesker har ansvaret for hele vores liv, så bør vi ikke – mod vores vilje – fratages ansvaret for vores sidste time.

Jeg er imod aktiv dødshjælp eller assisteret selvmord, som er en mere præcis betegnelse. Jeg er til gengæld en varm fortaler for det, man kan betegne som det nådige skøn, der mere klinisk betegnes som passiv dødshjælp.

Møllers argumentation kan synes rimelig i et individualiseret samfund, hvor alt er dit eget ansvar, du er din egen lykkes smed – og fejler du, eller bliver du dødeligt syg, så er ansvaret såmænd også dit eget. Det er dit ansvar – og din skyld!

Møller overser imidlertid, at der fortsat er to afgørende forhold, vi ikke har ansvaret for: Livets begyndelse og livets afslutning. Han overser også væsentlige forhold, som mange uhelbredeligt syge mennesker kæmper med: Ud over smerten ved at se døden i øjnene lurer den dårlige samvittighed over at ligge familien til last. Helt urimelige tanker, men alligevel et faktum for mange.

Annonce
Gennem fem år var jeg direktør i Muskelsvindfonden og mødte i den anledning flere patienter med den uhelbredelige sygdom amyotrofisk lateral sclerose (ALS), der for de fleste, der rammes, medfører døden i løbet af få år.

Når jeg talte med disse patienter, var det tydeligt, at de, ud over sorgen over at have fået en dødelig sygdom, var stærkt bekymrede for den belastning, deres situation var for familien. Jeg er ikke i tvivl om, at mange i den situation ville have valgt aktiv dødshjælp, hvis det var muligt. Ikke fordi de ønskede at dø – men fordi de ville tage hensyn til familien.

Det er ikke rimeligt, ikke værdigt og ikke menneskeligt at sætte døende mennesker i den situation. Hvis det overlades til det enkelte menneske at skulle tage stilling til sin egen død, havner vi i et samfund, hvor mennesket ikke blot er frigjort – men frit i luften svævende uden noget eller nogen at holde sig til.

Af samme grund valgte jeg også at trække mig som formand fra Danmarks Radios programetiske udvalg, da DR forrige år valgte at vise et på mange måder rørende dokumentarprogram om en mand med netop ALS. Han valgte rejsen til et europæisk land, hvor aktiv dødshjælp er en velorganiseret forretning, og tv-holdet var med helt tæt på, da det assisterede selvmord blev gennemført.

Baggrunden for min protest var ikke mangel på respekt for mandens valg, som virkede meget velovervejet. Men situationen blev uden kritiske spørgsmål fremstillet, som om det assisterede selvmord var lige så enkelt at gennemføre som et tandlægebesøg, ja faktisk lettere, for konen kunne sidde og nusse ham under fødderne, mens giften blev indtaget.

Vi forsimpler vort liv, og vi undervurderer den lykke og trøst det er at få støtte af fællesskabet, når nøden er størst, hvis vi overlader ansvaret for egen død til det enkelte menneske.

Der er noget meget smukt over det enkle løfte, som læger afgiver: De skal helbrede, lindre, trøste. Er helbredelse ikke muligt, skal der lindres. Forsvinder håbet helt, er trøst og omsorg centralt, for mennesket er ikke

alene, og det er ikke et apparat, der skal henkastes, hvis maskineriet ikke virker efter hensigten.

Gennem århundreder har læger med stor indføling håndteret det nådige skøn: at lade livet ebbe ud, når det ikke længere giver mening for hverken den enkelte døende eller hans familie at klamre sig til det. Men ansvaret for døden er ikke en ekstra byrde, som den enkelte døende skal påtage sig i en i forvejen fortvivlet situation.

Ved at legalisere aktiv dødshjælp får vi et endnu mere individualiseret og dermed fattigere samfund. Det samfund, der derimod mestrer den kunst, det er at drage omsorg for døende ved at lindre og trøste, er et samfund præget af ansvar, fællesskab og medmenneskelighed.

Mette Bock
mag.art. i filosofi, cand.scient.pol. og tidligere programdirektør i DR,
Sehestedsvej 4, Horsens
Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2

FACEBOOK: Bliv ven med etik.dk

Hold mig opdateret

flexblock
flexblock
flexblock

Nyhedsbrev

flexblock
flexblock

Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger

Prøv os i 4 uger – gratis og uforpligtende

Billede af Kristeligt Dagblads avis
Persondatapolitik og cookies

Alt fra Kristeligt Dagblad

  1. k.dk​
  2. religion.dk​
  3. kristendom.dk​
  4. etik.dk​
  5. pilgrimsvandring.dk​
  6. bogbasen.dk​
  7. hjertedating.dk​
  8. foredragslisten.dk​
  9. eftertanke.dk​
  10. mindet.dk​
  11. kirku.dk​