Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger

Spørg etikpanelet

Stil dit spørgsmål om etik, moral og hverdagens dilemmaer til etik.dk's panelister

etik.dk > Temaer etik.dk > Medieetik Forstør Send Print

Send artiklen Er Haiti-katastrofen blevet gjort til medieunderholdning? til din ven.

Er Haiti-katastrofen blevet gjort til medieunderholdning?

Haiti.Ødelæggelserne efter sidste uges jordskælv i Haiti har været massive. Det samme har mediernes dækning af katastrofen. --

- STR/Scanpix Denmark

flexblock

Tema

Medieetik

Haiti

flexblock

Kommenter Hold mig opdateret Del

22. januar 2010

Flere eksperter er kritiske over for de mange følelsesladede historier og billeder fra Haiti

"Og jeg skal advare om voldsomme billeder...".

Siden jordskælvet i Haiti den 12. januar er tv-seerne dagligt blevet varskoet om, at der var grusomheder på vej mod dagligstuen. Sårede børn, nødtørftigt tildækkede lig og desperate skæbner har fyldt avissider og tv-kanalers nyhedsflader. Omfanget af katastrofen er enormt. Det samme er mediedækningen, og som Kristeligt Dagblads tv-anmelder, præsten Sørine Gotfredsen, påpegede i den forgangne uge, er spørgsmålet, hvornår de mange grufulde indslag går fra at være nyttig oplysning til at blive et øjebliks dragende gys for seerne.

- Jeg har for eksempel meget svært ved at se relevansen af, at vi skal se mennesker blive gravet ud af sammenstyrtede huse. Den slags gør andre menneskers lidelse og drama til ren underholdning, og jeg tvivler på, at det er nødvendigt for at vække folks lyst til at hjælpe – hvilket skulle være det eneste argument for at bringe det, siger Sørine Gotfredsen, der mener, at flere medier i den seneste tid har tilsidesat god etik i jagten på nye historier.

For medlem af Det Etiske Råd Klavs Birkholm der selv er journalist, handler den etiske diskussion i forbindelse med mediedækningen af katastrofen i Haiti først og fremmest om, hvorvidt man bør vise det første billede.

Annonce

- Kan man overhovedet tillade sig at vise et menneske i uværdige omstændigheder, der er ved at dø? Krænker det ikke det enkelte menneske og seerne? Det etiske syndefald finder sted, når man første gang viser billedet, og det bliver ikke mere eller mindre uetisk, fordi man viser mange billeder. Jeg kan godt se, at der er noget krænkende i at udstille et menneske i nød, men jeg tror også, at det er nødvendigt for at gøre katastrofens omfang forståelig for resten af verden og mobilisere den humanitære indsats. Der er tale om en undtagelsestilstand, og derfor bliver man nødt til at vise det første billede. Når det drejer sig om de mange billeder, har jeg det personligt sådan, at det er usmageligt. Men smag er ikke det samme som etik, understreger han.

I forhold til rednings- og genopbygningsarbejdet tjener videreformidlingen af al elendigheden da også et formål, fortæller direktør i Læger uden Grænser Michael Gylling Nielsen. Siden onsdag den 13. januar har organisationen modtaget over seks millioner kroner i forbindelse med jordskælvet i Haiti.

- Billederne er med til at vække medfølelse over for ofrene, og jeg er meget overrasket over den positive reaktion, vi har oplevet fra den danske befolkning i forhold til Haiti. Tsunamien kunne man forstå, fordi der var mange danskere, som var direkte berørt af situationen, men denne gang har danskerne også villet hjælpe. Det kan der være mange grunde til, men det, at man forholdsvis hurtigt har set, hvad der er sket derovre, har helt sikkert været medvirkende, siger Michael Gylling Nielsen.

Er det overhovedet muligt at formidle katastrofens omfang uden at vise billeder af mennesker i uværdige situationer? Klavs Birkholm fra Det Etiske Råd mener, at det burde være sådan.

- Men verden er gennem de senere årtier blevet billedbedøvet, og derfor skal der noget helt ekstraordinært til for at lukke øjnene op. Under Vietnam-krigen viste man billedet af den brændende pige, der var ramt af napalm og løb ud ad vejen, og det ene billede var dengang nok til at ændre en hel verdensopinion. I dag bliver vi bombarderet af billeder, og derfor må der noget stærkere til, før verden reagerer på katastrofer som den i Haiti. Samtidig er konkurrencen mellem medierne taget til, og i kampen om at overgå hinanden er anstændighed ikke et parameter.

Berlingske Tidende bragte i denne uge et foto af en såret haitiansk pige, hvis køn er blottet mod kameraet. Hun ligger halvnøgen og hjælpeløs på en båre omgivet læger, da fotografen tager billedet. Chefredaktør Christian Jensen fra avisen beklager billedet.

- Rent fotografisk og fortællemæssigt er billedet af høj kvalitet, men det er ikke værdigt for den pågældende pige, som i forvejen er i en dybt ulykkelig situation. Derfor skulle vi ikke have bragt det billede, siger han og understreger, at det er mediernes – i dette tilfælde Berlingske Tidendes – ansvar at beskytte personer i sådanne situationer. Men han understreger, at det også er afgørende at skildre virkeligheden – selvom den er barsk.

- Når katastrofen drejer sig om, at der er mellem 70.000 og 75.000 døde, så skal vi selvfølgelig afspejle den grusomhed, men vi skal gøre det med respekt og omtanke. Vi skal ikke krænke ofrene, men vise læserne begivenhederne, som de er, og den balance må vi dagligt forsøge at ramme. Det er en svær afvejning, men i forhold til førnævnte billede har vi helt klart overskredet vores etiske grænse, siger Christian Jensen.

Hvornår går man for langt? Ikke bare for medierne, men også for organisationer er grænserne vanskelige, fortæller Michael Gylling Nielsen fra Læger uden Grænser, der har udarbejdet et stramt etisk regelsæt.

En dansk læge fra organisationen medvirkede i den forløbne uge i et tv-indslag, hvor han omtalte helbredet hos en patient, der muligvis var døende, mens manden stod ved siden af uden at forstå, hvad der blev sagt.

- Det indslag var lige på grænsen. Men de folk, der arbejder i disse situationer kan ikke altid sætte sig tilbage og overskue situationen. Fokus er et andet sted, siger Michael Gylling Nielsen.

Det er ikke de voldsomme billeder, som lektor ved systematisk teologi på Aarhus Universitet Peter Lodberg har fundet mest stødende i dækningen af katastrofen i Haiti. Det er forsimplingen af situationen.

- I det aktuelle tilfælde behøver medierne slet ikke at lede efter ubehagelige billeder. De er alle steder, og det bliver en hårfin grænse mellem information og underholdning. For mig bliver det til underholdning i det øjeblik, man ikke forsøger at beskrive kompleksiteten i sådan en situation. Men det strider mod mediernes logik om at forenkle, og denne forenkling synes jeg ofte skævvrider billedet af, hvad der egentlig foregår.

Ifølge ham følger medierne deres helt egen liturgi, når det gælder dækningen af katastrofer: Først nyheden om fænomenet, dernæst fokuserer man på individer og personlige omkostninger for det enkelte menneske. Endelig følger historierne om, at nødhjælpen ikke når frem, og den sidste type historier vidner om en manglende viden om, hvor vanskeligt det er at agere i et samfund, der er fuldstændig brudt sammen, mener Peter Lodberg.

Som tidligere generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp har Peter Lodberg fulgt katastrofer og nødhjælpsarbejde på nærmeste hold gennem en årrække, og han har registreret en stigende katastrofebevidsthed i medierne siden tsunamien i 2004.

- Det er, som om man har ledt efter en tilsvarende katastrofe lige siden. Medierne er mere optagede af den naturskabte katastrofe end den menneskeskabte, og den strukturelle nød, der plager mange steder i verden, får man stort set ikke formidlet i disse år, fordi man i stedet fascineres af det spektakulære. Naturkatastrofer fascinerer, fordi vi pludselig oplever magtesløshed i et samfund, som ellers hviler på, at vi som mennesker magter det hele og kan kontrollere alle begivenheder. Samtidig indeholder den slags katastrofer et nærmest religiøst element. Hvordan kan det ske? Er det skæbnen? Hvorfor er det altid Haiti, der bliver ramt? Vi begynder at tale om det i religiøse termer, som om der er en usynlig kraft, der straffer det udsatte haitianske folk, siger Peter Lodberg om anledningen til den massive dækning.

I tiden efter jordskælvet har flere danske medier haft indslag, der var etisk problematiske, mener præst og tv-anmelder Sørine Gotfredsen.

- Det er i høj grad etisk diskutabelt, når man trækker pårørende frem i medierne, som vi eksempelvis har set det med forældrene til den forsvundne danske FN-medarbejder. Selvfølgelig gør de det frivilligt, men man kan godt diskutere relevansen af at grave så meget i enkelte menneskers følelser. I forhold til nyhedsdækning må man altid stille spørgsmålet om, hvad seerne har brug for at vide. Hvad bliver vi klogere af? Et interview med forældrene er ren følelsesporno, og der er samtidig den risiko, at de to mennesker, som står i en ekstrem situation, siger ja til en eksponering, de bagefter vil fortryde. Jo tættere man kommer på det enkelte menneskes skæbne, desto værre, siger Sørine Gotfredsen, der er bekymret for om den massive mediedækning gør os forhærdede over for tårer, nød og elendighed.

- En ting er, at det er etisk problematisk. Noget andet at vi som seere risikerer at blive immune over for lidelse, når vi får det i så store mængder.

terkelsen@kristeligt-dagblad.dk

Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2 | 3 | 4 | 5

FACEBOOK: Bliv ven med etik.dk

Del Hold mig opdateret

flexblock

Annoncer

Sommerkurser i Vrå

Tag på højskole og få en kæmpeoplevelse 1, 2, 3, 4, 5, uger

www.vraahojskole.dk

Tommerup Efterskole – TE

Giv dit barn et super år på TE med Lyst til livet – mod til mening

Læs mere – Klik her

'Livet selv'