EU's satsning på biobrændstof er kaldt forbryderisk og bliver beskyldt for at tage maden ud af munden på verdens fattigste. Men sådan hænger virkeligheden ikke sammen, mener tidligere fødevareminister og nuværende landbrugskommissær Mariann Fischer Boel (V).

- Når vi i EU holder fast i, at 10 procent af alt brændstof til transport skal bestå af biobrændsel i 2020, er det, fordi transportsektoren udleder klart mest CO2, og tallet er stigende. Den eneste løsning lige nu har vist sig at være biobrændstoffer som ætanol og biodiesel samt el fra vindenergi. Derfor satser vi på disse muligheder, for sammenhængen med forholdene for verdens fattigste er vildt overdreven.

- Når priserne på eksempelvis korn steg så voldsomt i 2007 og 2008, skyldtes det tre faktorer: En dårlig høst i blandt andet Australien. At opsvinget har fået asiaterne til at spise mere kød frem for ris, hvilket kræver mere korn til at opfede dyrene. Og for det tredje spekulerede mange investorer i fødevarer og tvang priserne op.

I Den Internationale Valutafond, Verdensbanken og OECD har analyser vist, at helt op til 75 procent af prisstigningerne skyldtes produktionen af biobrændsel. Er de alle sammen helt galt på den?

- Hvorfor er priserne på korn og majs så raslet ned, samtidig med at produktionen af bioætanol er stigende? Det mangler jeg simpelthen et svar på.

Der går 240 kilo majs - nok til at brødføde en sultende et helt år - på en tank biobrændsel. Uanset hvad, så er det vel mange sultende, man kunne hjælpe, hvis man fandt noget andet brændstof end mad?

- Man skal lige huske på, at vi havde sultende mennesker i verden, inden vi begyndte at tale om biobrændstoffer. Men jeg vedkender gerne, at der er en sammenhæng mellem biobrændstof og forholdene for landbruget i u-landene, men den er slet ikke så afgørende, som OECD og Verdensbanken og andre gør den til.