Man behandler da en gammel hund bedre. Tanker om dødshjælp

TO EMNER MED ET FÆLLES berøringspunkt har fanget min opmærksomhed i november: 1) I staten Ohio har der været store problemer efter en helt mislykket henrettelse. Man overvejer at revidere proceduren. Det har imidlertid været næsten umuligt at skaffe lægelig rådgivning, fordi det strider mod grundlæggende lægeetiske regler at medvirke ved henrettelser. Nu er der planer om at anvende et giftstof i en stor dosis i en blodåre eller i muskulaturen. Metoden har ikke været anvendt hos mennesker, men myndighederne henviser til gode erfaringer fra aflivning af dyr.

2) I en artikel i Jyllands-Posten "En aflivning kan være god" skrevet af dyrlæge Knud Steensborg hedder det i manchetten: "Mange mennesker, der får dyr aflivet, ønsker, at tingene kunne foregå lige så værdigt for mennesker." Steensborg skriver: "Dyrlæger synes ikke, at det er svært at skelne mellem meningsfyldte og meningsløse aflivninger. Det tror jeg egentlig heller ikke, at det ville være hos trænede læger med gode menneskelige egenskaber." – Åh, ja.

Argumentet er ikke nyt i debatten om aktiv dødshjælp (eutanasi). Teologen Johannes Sløk nævnte det i et avisindlæg i 1991 – "Retten til at blive dræbt". Han spurgte, hvorfor man ikke må yde aktiv dødshjælp, "mens det er i sin orden at give sin hund en nådig død. Ved hjælp af dyrlægen".

I en senere kronik lagde Sløk ikke skjul på, at hans indstilling stammede fra en oplevelse af magtesløshed, som lå mange år tilbage. Som ung præst skulle han gennemføre en bisættelse af en mand, og i den anledning opsøgte han enken. Hun var ensom og dybt fortvivlet og ønskede at dø: "Alle mine forsøg på – som man siger – at hjælpe hende videre, strandede ynkeligt (?). Jeg forlod hende i dyb vildrede, for hvordan kunne jeg dog hjælpe hende? Intet kunne nytte noget, og jeg blev vred på vort samfund og dets elendige lovgivning. Jeg burde kunne ringe til en læge og bede ham møde op med en sprøjte hurtigt virkende gift (?). Den oplevelse gik så dybt ind i min bevidsthed, at jeg siden har været en overbevist tilhænger af aktiv dødshjælp."

Men da han mange år efter den oplevelse argumenterede med, at man godt måtte give en hund en nådig død – og hvorfor så ikke mennesker, tænkte han næppe på, at argumentet er af endnu ældre dato, og at begrebet "en nådig død" også er det. Synspunktet fremførtes i mellemkrigsårene i Tyskland, hvor idéerne om eutanasi fik mange tilhængere. I 1925 sagde man, at man skulle kunne gøre for uhelbredeligt syge mennesker, hvad enhver ville gøre for et sygt dyr – nemlig aflive det.