Send artiklen Må man dræbe, når man får ordre til det? til din ven.
Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Må man dræbe, når man får ordre til det?

Danske soldater er i krig i Afghanistan og slår jævnligt Taleban-krigere ihjel. Men den virkelighed lukker befolkningen øjnene for derhjemme, mener soldaterne. --

- Søren Bidstrup/Scanpix

Fakta

Danmark i krig

Godt 700 danske mænd og kvinder gør i øjeblikket tjeneste som soldater i krigen i Afghanistan...
Læs mere
flexblock
7 debatindlæg Hold mig opdateret

De danske soldater i Afghanistan er jævnligt i ildkamp med Taleban. Det koster menneskeliv på begge sider, men i Danmark vil befolkningen helst ikke vide af krigens rå sider. Derfor fortæller soldaterne ikke dem derhjemme, hvad der reelt foregår

Christian ridser tre streger i det pansrede køretøj. En for hver af de talebanere, han er mere end overbevist om, at han netop har slået ihjel. Han er 22 år og med som gunner på et af de første hold i Afghanistan.

Han har ramt en bil, der uagtet adskillige advarselsskud er fortsat i et hæsblæsende tempo med direkte kurs mod den danske konvoj af køretøjer. Hans skud har stoppet bilen, der er brudt i brand. Og over radioen lyder meldingen, at der ingen overlevende er.

I dag er Christian 26 år. Han er tilbage i Afghanistan som finskytte på Hold 8, og han rammer fortsat plet, når han får ordre til at skyde. Men han tæller ikke længere sine træffere.

– Det var noget, jeg gjorde, da jeg var ung. Ikke for at hævde mig, men måske mere for at stive mig selv af. For at markere, at det var dem og ikke mig, der røg, siger den mørkhårede unge mand.

Annonce
Han sidder afslappet og misser med øjnene mod det skarpe sollys i Camp Price, de danske kamptroppers toptunede hovedkvarter i Helmand-provinsen. De komfortable feltsenge, de varme måltider og den svalende aircondition i teltene står i skarp kontrast til forholdende, sidst han gjorde tjeneste i den afghanske ørken. Dengang levede soldaterne først og fremmest af vakuumpakkede feltrationer og sov på den bare jord i ugevis i de perioder, de var på patrulje i fronten.

De finere forhold har imidlertid ikke taget det grimme ud af krigen.

Alt det, danskerne derhjemme foretrækker, at soldaterne holder for sig selv, når de engang vender hjem – alt det ubehagelige – finder fortsat sted. Børn og civile går til i vildfarne skudsalver. Danske soldater bliver dræbt og lemlæstede og skyder selv igen for at dræbe, når de møder Taleban i benhårde kampe i den grønne zone.

Soldaternes regnskab over dræbte fjender er bare et af mange eksempler på det, man helst ikke vil høre, mener Nikolaj på 28 år, der er gruppefører for en enhed på otte mand i den mere end 150 mand store kampgruppe – den såkaldte opklarings-eskadron – med base i Camp Price. Han ligner indbegrebet af en soldat med sit karseklippede hår og de solide ørkenstøvler plantet i sandet. Det er hans tredje udstationering. Men selvom han adskillige gange har sat sin gruppe i stilling og skudt for at dræbe, ved han ikke, hvor mange han har ramt, og han har aldrig selv sat et mærke i et køretøj.

– Det er ikke sådan, at alle soldater render rundt og laver ridser i lakken, hver gang de har ramt en modstander, men nogle – især de yngste soldater – gør, ligesom nogle soldater også råber og skriger, når de får ram på en fjende. Det er sådan, det forgår i kampens hede. Man er tændt og høj på adrenalin. Det er hårdt mod hårdt, og det lyder grimt, men hernede må man gerne slå ihjel, siger han.

Nikolaj peger på bokseren Mikkel Kessler, der lever af at slå folk bevidstløse, som eksempel. Kessler tilbringer ikke flere år i træningshallen for aldrig at prøve sine slag af i ringen. Han træner ikke for at komme i form, men for at knockoute sin modstander. Sådan er det også for soldaten, siger Nikolaj.

– Jeg tror, at der er mange derhjemme, der helst så, at vi danske soldater træner for at blive de bedste, men at vi samtidig håber på, at vi aldrig får brug for vores træning. Danskerne vil helst have, at vi ikke har lyst til at skyde. Men sådan er det ikke. Når kuglerne fyger om ørerne på dig, og du ved, at du selv og dine kammerater er i fare, så vil du gerne skyde, så er det en overvindelse at lade være, indtil ordren kommer, siger han.

Christian kender så udmærket følelsen af at vente på ordren, når han som finskytte ligger lidt tilbagetrukkent, men kan se, at kammeraterne længere fremme har problemer. Det kribler i fingrene for at få fjenden på kornet og tage ham ud af spillet.

– Det er ikke det at skyde og dræbe, der er det svære. Det er et vilkår ved krigen. Det, der er svært, er at styre den naturlige impuls til at forsvare sig selv og sine kammerater. Det er en overvindelse hver gang, siger han.

De to unge mænd har aldrig fortalt om den del af deres arbejde til familierne derhjemme.

Det ligger mellem linjerne, at de som soldater i en angrebskrig tager andre menneskers liv, men det forbliver usagt. Afstanden mellem de verdener, de lever i, er ikke bare for stor rent geografisk, men også kulturelt. Forældrene og vennerne, der fører velordnede og trygge tilværelser hjemme i Danmark, kan ikke sætte sig ind i den orden, der hersker i Helmand, hvor Taleban-hærens krigere kynisk gemmer sig bag afghanske børn og civile og graver vejsidebomber ned i sandet. Bomber, der fra det ene øjeblik til det andet kan splitte en menneskekrop i atomer.

– Det er en helt anden virkelighed hernede. Den etik og moral, der gælder derhjemme, er på mange måder røget ud ad vinduet. Selvom man taler om en civiliseret krig, så er der jo civile tab, og vi skyder ikke efter benene, vi skyder for at ramme. Ellers bliver vi selv slået ihjel. Den virkelighed forstår man ikke i Danmark, så det gider jeg slet ikke gå ind i hverken med min familie eller venner, siger Nikolaj.

De britiske og amerikanske soldater har ifølge Christian nemmere ved at finde forståelse. De er rundet af nationer, der ved, hvad det vil sige at sende soldater i krig, og deres unge mænd er i generationer vendt hjem fra fronten med oplevelser af død og ødelæggelse i bagagen.

Historierne er blevet dækkes af medierne på godt og ondt. Forfattere har skildret deres skæbner, og filminstruktørerne har sat lyd og billeder til de scener af krigen, der er så brutale, at et civilsamfund ikke har fantasi til at forstille sig dem. Så langt er vi ikke nået i Danmark, mener de to soldater. Det er ikke mere end et par måneder siden, at soldaternes internationale flagdag for første gang blev fejret. Og soldaterne har fra krigens begyndelse været vant til at snige sig ind ad bagdøren, når de lander hjemme i Danmark efter end mission.

Hverken Christian eller Nikolaj længes efter parader eller hæder, men undres over, at det samfund, der har sendt dem af sted, vægrer sig så voldsomt ved at vide, hvad det er, det har sendt dem af sted til.

– Danskerne har ikke lyst til at vide, hvad der foregår. De bryder sig ikke om, at vi ikke får skyldfølelse eller dårlig samvittighed over at ramme Taleban. Og at vi ikke bryder grædende sammen, når civile bliver ramt. Det er uheldigt, det er sørgeligt, men det er ikke noget, vi følelsesmæssigt kan tage på os. De fleste siger måske, at de ting så vil ramme os senere, når vi er hjemme igen og får børn, men jeg er ikke sikker. De ting er sket hernede, hvor virkeligheden er en anden, siger han.

Nikolaj forklarer, at det handler om at tænde og slukke for det hele: for oplevelserne, for minderne og for instinktet til at skyde og dræbe. I lejren og hjemme i Danmark har han intet had til talebanerne og ingen lyst at skyde nogen som helst. Men i felten – ude i den grønne zone, hvor danskerne og Taleban tørner sammen i kampe på liv og død – skal han bare tænde for knappen, så er han klar.

– Det er tænd og sluk, siger han og knipser med fingrene i luften.

Lige nu er instinktet slukket. De to soldater hænger ud i lejren og nyder, at den skarpe sol lidt efter lidt bliver afløst af en sval og behagelig aftenluft.

Der er endnu noget tid, inden aftensmåltidet bliver serveret i lejrens kantine – det såkaldte cookhouse – og de sludrer med et par kammerater, imens de venter. Det er svært at forestille sig, at de to unge mænd, der smiler og på alle måder opfører sig behageligt, høfligt og tillidsvækkende, rummer andet end venlighed. Men det gør de. Det er bare et spørgsmål om at trykke på knappen.

bech-jessen@kristeligt-dagblad.dk
Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2 | 3 | 4 | 5

FACEBOOK: Bliv ven med etik.dk

Hold mig opdateret

Trådet overblik  |  Fladt overblik

Må man dræbe, når man får ordre til det?

jek, publiceret d.07/11 07:40 (for 2 år siden)
Læs artiklen bag debatten her: Må man dræbe, når man får ordre til det?
Selvforsvar er det vel i krig. Og derfor kan enhver soldat vel netop opleve, at de kan være den der tager et andet menneske sit liv. Tror da ikke mange mennesker kan være u-vidende om krigens rædsler - og derfor er vel netop også rigtig mange menesker i Danmark, vel også klar over, st det ikke er søndagsskole forhold der præger en slagmark.
Del Link

Re: Må man dræbe, når man får ordre til det?

Per Erik Rønne, publiceret d.07/11 20:04 (for 2 år siden)
Læs artiklen bag debatten her: Må man dræbe, når man får ordre til det?
Naturligvis - så længe der ikke er tale om krigsforbrydelser.

Krig er ingen picnic, og krig er altid noget modbydeligt noget. Men det er bedre at tage den lille krig i tide end at skulle ud i den store krig; det sandede en anden generation omkring 1940.

Afghanistan og Pakistan skal ses som et hele, og får taleban magten over Pakistans atomvåben så har vi en atomkrig. Så kan vestlige byer som New York og København sagtens blive mål for atombomber, som endda kan indsmugles
Del Link

Re: Må man dræbe, når man får ordre til det?

Jørgen Christensen, publiceret d.08/11 09:54 (for 2 år siden)
Læs artiklen bag debatten her: Må man dræbe, når man får ordre til det?
Måske. Men jeg savner et overordnet perspektiv.

1. For hvilken nation var det, der aktivt støttede Pakistans atomudvikling? Og hvilken nation var det, der støttede afghanske terrorister, uddannede og bevæbnede dem, herunder Al Queda?

2. Den moderne tænkning er en følge af, at man anser globalisering - fredelig samhandel over hele verden - som det rigtige udgangspunkt for al udvikling. Men samtidig nedbryder man nationale grænser, og tilføjer udenlandsk interesse i et andet lands indretning, og som en utilsigtet konsekvens bliver man også sårbar globalt over for terrorister. Det er en selvskabt risiko, også!

3. Med en "krig" ikke set som imod et andet samfunds organiserede fjendtligheder, men imod dets indretning, eller befolkningens holdninger, ikke tilpasset globaliseringens idealer, så står man slet ikke i situationen mellem en lille krig nu i forhold til en stor senere, som du skriver. Det ligner for mig mere et forsøg på at sole sig i fortidens sejre, end en relevant analyse. Nej, der er tale om at voldeligt forcere en udvikling. Og så er det snarere tilfældet, at man VÆKKER til vold, i stedet for den fredelige konsensus. Så jo mere der meningsløst ofres på at bygge militære infrastrukturer i Irak og Afhanistan, bombe bryllupsfester - bombe og myrde og torturere og bortføre og bestikke og manipulere og udsprede propaganda og fordreje - des fjernere kommer man fra målet.

4. Det er klart tilkendegivet, at den strategiske sejr er hjemmepublikummet. De skal tro på tingene, uanset om en million dør ekstra, eller millioner kommer på flugt. I Langtbortistan. Derfor gør man sig efter min bedste overbevisning til MEDSKYLDIG i diverse krigsforbrydelser, ved at spille med i spillet, og aktivt STØTTE meningsløse krige og besættelser. Det er ikke nok at slå sig på brystet og våse om 2. verdenskrig, som tidl. statsminister Anders Fogh Rasmussen, nu naturligvis belønnet med at være NATO-leder (som man kalder en sekretær for). Det er ikke en sejr, men også et markant nederlag for freden.

5. NATO holdes der udelukkende liv i med manipulerede krige. Efter USSR's frivillige opløsning havde organisationen ingen eksistensberettigelse. Men så blev NATO manipuleret til krigen mod Serbien, og siden efter 11.9. terrorhandlingerne, til en uophørlig og uendelig krig imod en form for krigsførelse, som så sandelig AKTIVT er anvendt i masser af lande over hele historien, og AKTIVT stadig støttes af USA selv, når det passer ens kram.
Del Link

NEJ - man må ikke dræbe - heller ikke hvis man får ordre til det!

Frants, publiceret d.31/03 23:00 (for 11 mnd. siden)
Læs artiklen bag debatten her: Må man dræbe, når man får ordre til det?
Soldaten har allerede taget stilling til drab i det øjeblik han melder sig til krigen: Ja, jeg vil gerne have muligheden for at myrde andre mennesker.
Det eneste, der er at gøre for et ungt menneske er, at holde sig hjemme og ikke deltage i krig. Så lader man sig ikke udsætte for, om man skal eller må myrde et andet menneske.

Der er vist et bud i een eller anden bog som lyder: Du må ikke slå ihjel.

De unge mennesker må søge deres oplevelser andetsteds: Klatre i bjerge, foretage en verdensomsejling - eller hvis det absolut skal være noget med krig: Meld jer til Fremmedlegionen eller som leje-soldat.
Mord skal ikke ske i Danmarks navn.
Del Link

Sv. NEJ - man må ikke dræbe - heller ikke hvis man får ordre til det!

Mark Steven Pedersen, publiceret d.13/05 20:51 (for 9 mnd. siden)
Læs artiklen bag debatten her: Må man dræbe, når man får ordre til det?
Frants skrev:

Der er vist et bud i een eller anden bog som lyder: Du må ikke slå ihjel.


Det kan gerne tænkes, men det er i hvert fald ikke i Biblen. Dér står nemlig ikke noget som helst om at man aldrig nogensinde under nogen omstændigheder må tage et andet menneskes liv. Der står derimod: "Lo tirtzach", af verbet "ratzach", som betyder "myrde". Hvis der havde været tale om forbud mod det i det hele taget at tage liv, ville der have stået "lo tiqtol", af verbet "qatal", som betyder "dræbe".

Lad derfor venligst være med at tage Biblen som gidsel i kampen for fejhed og slattenhed. Det har ingenting på sig.

Mark Pedersen, stud.theol.
Del Link

Sv. Re: Må man dræbe, når man får ordre til det?

Martin, publiceret d.02/02 18:23 (for 12 dage siden)
Læs artiklen bag debatten her: Må man dræbe, når man får ordre til det?
Jørgen Christensen skrev:
Måske. Men jeg savner et overordnet perspektiv.

1. For hvilken nation var det, der aktivt...


"Måske. Men jeg savner et overordnet perspektiv.

1. For hvilken nation var det, der aktivt støttede Pakistans atomudvikling? Og hvilken nation var det, der støttede afghanske terrorister, uddannede og bevæbnede dem, herunder Al Queda?"

Savner du et perspektiv? Så lad mig minde om, at USA IKKE udannede al Qaeda for at fremme islamistisk terrorisme, men for at sikre et centralasiatisk brohoved i kampen mod Sovjettyranniets ekspansion. At al-Qaeda i dag har som selvstændigt mål at myrde kvinder og børn i sin foragt for grundlæggende menneskerettigheder, er ikke USAs, men al-Qaedas ansvar.

"(...)fredelig samhandel (...)" - nu er det måske frihandel og kapitalisme der er skyld i angrebene den 11. september 2001 (i modsætning til terroristerne!?)?

"Og så er det snarere tilfældet, at man VÆKKER til vold, i stedet for den fredelige konsensus. Så jo mere der meningsløst ofres på at bygge militære infrastrukturer i Irak og Afhanistan, bombe bryllupsfester - bombe og myrde og torturere og bortføre og bestikke og manipulere og udsprede propaganda og fordreje - des fjernere kommer man fra målet."
Du bliver (ikke overraskende) ved med at placere ansvaret for terrorismen alle andre steder end hos terroristerne. Hvis det stod til dig, sad al-Qaeda og Taleban stadigvæk på magten i Afghanistan. Er det hvad du kalder "den fredelige konsensus"?

Du fremstiller det som om, det er de allieredes hensigt at "bombe bryllupsfester" og "myrde løs"? Tror du selv på det? Du fordrejer, manipulerer og serverer en gang pacifistisk-marxistisk propaganda, som vil gøre Enhedslistens folkevalgte grønne af misundelse.

"Den strategiske sejr" ser vi blandt andet i form af et betydeligt antal dræbte terrorister, en væsentlig svækkelse af netværket al-Qaeda som helhed samt markant forbedrede forhold for den afghanske civilbefolkning.

Det eneste ansvarlige reaktion efter terrorangrebene den 11. september 2001, var at fratage al-Qaeda deres fristed på 647 500 kvm. Man forsøgte med diplomati, men det var som om det ikke rigtigt virkede...

Martn Brix
Fhv. soldat, udsendt med ISAF 4
Del Link

Sv. NEJ - man må ikke dræbe - heller ikke hvis man får ordre til det!

Martin, publiceret d.02/02 18:40 (for 12 dage siden)
Læs artiklen bag debatten her: Må man dræbe, når man får ordre til det?
Mark Steven Pedersen skrev:
Frants skrev:
Der er vist et bud i een eller anden bog som lyder: Du må ikke slå...


Tak til stud.theol. Mark Pedersen for hans opgør med den bibellæsning som Frants her gør sig til talsmand for. Der er nemlig tale om den samme "logik" som Djævelen selv gør brug af: Tag et enkelt bibelvers ud af dets rette kontekst, citér det, kog så din egen blasfemiske "teologi" på det, og overbevis dig selv og andre om, at det er Guds egen tale. Opfordringen til undertegnede såvel som alle mine medmennesker lyder: Lad være med at læse Bibelen som Fanden selv.

Martin Brix
Fhv. soldat, udsendt med ISAF 4
Del Link

flexblock
flexblock
flexblock

Nyhedsbrev

flexblock
flexblock