etik.dk > Debat > Etisk udfordring Forstør Send Print

Send artiklen Vi er altid etisk forpligtet til at anerkende hinanden til din ven.

Vi er altid etisk forpligtet til at anerkende hinanden

-- Hvad jeg savner i den offentlige debat er et bedre funderet beredskab, så etiske spørgsmål faktisk analyseres og diskuteres etisk, siger Niels Jørgen Cappelørn. --

- Leif Tuxen.

Læs også

flexblock

Tema

Etisk udfordring

flexblock

Kommenter Hold mig opdateret Del

Dorte Remar | 2. oktober 2009

En fælles etik er nødvendig for at undgå konflikter i et pluralistisk samfund, siger dr.theol. Niels Jørgen Cappelørn, der er leder af Søren Kierkegaard Forskningscenter og medlem af Det Etiske Råd

Hvad er det største etiske problem i dag?

– Det er at nå frem til en fælles etik i et pluralistisk samfund i en globaliseret verden. Hvis ikke vi sammen får udformet en fælles etik, hvad angår de grundlæggende etiske forhold, forstår vi ikke hinandens motiver og handlinger, og konflikter er uundgåelige.

– Udgangspunktet er her ikke lighed. Vi er ikke alle lige, og vi bliver det heller ikke. At gennemtvinge lighed medfører en undertrykkelse af forskellighed og ender i en diskriminerende ensretning. Udgangspunktet er derimod ligelighed. Fundamentalt set er vi alle lige meget værd som mennesker. Jeg er altså ikke mere værd end andre. Det betyder, at jeg etisk set altid skal anerkende andre, uafhængigt af hvem de er, og hvad deres baggrund er. Jeg skal forstå, at andre også omfatter ?de andre", som vi ofte kalder dem, der er anderledes end os selv. Og at "de andre", som jeg etisk set skal anerkende, også omfatter dem, vi gerne kalder "de fremmede".

– Pointen er her, at den anden altid er forskellig fra mig. De andre vil i alle situationer være forskellige. Derfor kan jeg ikke afvise andre med den begrundelse, at de er forskellige fra og anderledes end mig. Det vil sige, at det bliver et gensidigt forpligtende forhold, hvor vi skal anerkende, at vi er ligeværdige og menneskeligt set har samme værdi.

Annonce

– Det betyder for mig, at jeg ikke kan nøjes med at anerkende de andre, der anerkender mig. Jeg må hele tiden selv tage initiativet. For hvis jeg venter på, at den anden eller de andre skal anerkende mig, bliver det rent lurepasseri. Vi bliver mistænksomme og mistroiske over for hinanden i stedet for at anerkende hinanden. Kort sagt er jeg etisk forpligtet til at begynde med at anerkende den anden.

– Det er en etik, som har sin grund i nogle værdier, vi kan være fælles om. Jeg har svært ved at tro, at vi kan blive uenige om værdier som tillid, troværdighed og retfærdighed. Dér, hvor problemet opstår, er, når vi skal til at konkretisere værdierne og tolke, hvordan vi for eksempel forstår troværdighed i den konkrete situation. For etisk handling har altid med det konkrete at gøre.

– Et aktuelt eksempel er spørgsmålet om legalisering af aktiv dødshjælp. Hvordan bliver vi enige om det? Der er en grundværdi, vi kan kalde livets ukrænkelighed. Hvordan tolker vi det i forhold til en anden grundværdi: menneskets selvbestemmelse. Hvad vejer tungest? At livet er ukrænkeligt, og at vi ikke må begå drab? Eller at den døende ikke længere forstår sit liv som værdigt, føler sine smerter ubærlige og ønsker at få gjort en ende på livet?

– Endnu et aspekt kan være, at lægerne har aflagt løfte om at helbrede og lindre, men ikke om at dræbe. Og kan man i forbindelse med aktiv dødshjælp spørge, om man kan pålægge de pårørende at udføre det? Dertil kommer alle de religiøse argumenter, som ikke må glemmes i en sammenhæng som denne, hvor der så ville opstå andre former for uenighed.

– Vi kan gå videre og tage ytringsfrihed, som er en af de demokratiske værdier, der har været diskuteret mest på det seneste. Gang på gang er det blevet sagt af politikere og fremtrædende mediefolk, at ytringsfriheden er ukrænkelig. Hvis det er rigtigt, er ytringsfrihed blevet absoluteret, og man nærmer sig en værdifundamentalisme, hvor tolkning er udelukket.

– Det er ikke den værdiforståelse, jeg argumenterer for. For hvis man absoluterer en demokratisk værdi som ytringsfriheden, har man påbegyndt ophævelsen af selve demokratiet. Jeg argumenterer for en værdiforståelse, hvor værdierne er grundlæggende, men hvor vi hele tiden skal tolke den måde, de praktiseres på. Der kan være situationer, hvor der er andre værdier, vi må vægte højere. Og den diskussion er for mig en væsentlig del af det, jeg ser for mig som en fælles etik. Ikke noget sammentømret, men en løbende folkelig samtale.

– Det er vigtigt at få føjet til, at det ikke kun forbliver samtale, for så bliver det snak, men at den etiske debat skal munde ud i, at vi handler efter, hvad vi siger i den debat. Ellers bliver det uansvarligt.

Synes du, at etiske spørgsmål fylder nok i den offentlige debat?

– Det er et spørgsmål, der kun kan svares nej på, for der opstår jo hele tiden nye etiske spørgsmål. Hvad jeg savner i den offentlige debat er et bedre funderet etisk beredskab, så etiske spørgsmål faktisk analyseres og diskuteres etisk.

– Ofte foregår den etiske debat baglæns, hvor vi begynder at overveje etiske aspekter og løsninger på noget, der er blevet et problem. I stedet forestiller jeg mig, at vi begynder at diskutere etik allerede, når vi kan se, at et problem nærmer sig. Det kræver en etisk bevidsthed og meget gerne en fælles etisk bevidsthed, som kan komme igennem opdragelse, undervisning, samtale og ved at lytte til vores fortællinger, hvor vi kan hente masser af god erfaring.

– Som professor i etik Jesper Ryberg har sagt i en tidligere Etisk udfordring, kan man ikke bygge etik på mavefornemmelser. Etik kræver eftertanke, refleksion og argumenter, og det er det, der skaber den etiske bevidsthed og det etiske beredskab.

– Hvis ikke vi har det, kommer man let til at reagere fordomsfuldt. Og fordomme er jo egentlig, at man har truffet sin beslutning, inden man er begyndt at overveje den, og sådan kan man ikke arbejde etisk. Etiske spørgsmål klares heller ikke ved at springe fra enkeltsag til enkeltsag. For etiske enkeltsager kan kun løses individuelt og personligt. I den offentlige debat må vi derimod forholde os principielt til etiske spørgsmål ud fra det konkrete, ellers kuldsejler vi samfundsmæssigt i en totalt fragmenteret moral.

Hvornår stod du sidst i et etisk dilemma?

– Ethvert ansvarsbevidst og hensynsfuldt menneske kan kun svare: I dag.

Hvad er den største etiske udfordring, du har mødt?

– Det ville være uetisk af mig at offentliggøre den i en avis. Så det kan jeg ikke svare på.

remar@kristeligt-dagblad.dk

Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2 | 3 | 4

FACEBOOK: Bliv ven med etik.dk

Del Hold mig opdateret

flexblock