Eutanasi og den gode død

VI GRIBER IND i mange naturlige livsprocesser, som stiller os over for spørgsmålet: Hvad vinder vi, og hvad taber vi? For eksempel er hele øko-bevægelsen et eksempel på troen på, at vi vinder mest ved så vidt muligt at lade naturens egne processer råde.

Når spørgsmålet om eutanasi eller aktiv dødshjælp dukker op igen og igen i dagens debat, uden at man synes at kunne komme til en endegyldig klarhed, er det, fordi det handler om noget så essentielt som at gribe ind i menneskets egen livsproces, og det stiller os over for en vanskelig etisk udfordring.

Den seneste meningsmåling viser, at der nu er flertal i befolkningen for at indføre aktiv dødshjælp, mens politikerne ikke er parate. Vanskeligheden skyldes blandt andet, at døden er en del af det personlige liv og som sådan en privatsag. Mens lovgivning og jura alene forholder sig til handlinger og adfærd som samfundsanliggende.

Derfor kommer der et skisma mellem det personlige valg i forhold til aktiv dødshjælp og det faktum, at det ikke er personen selv, der skal udføre handlingen. Så hvis man legaliserer aktiv dødshjælp, legaliserer man i virkeligheden døden som en ret, den enkelte kan kræve af samfundet. Og dermed skabes et etisk misforhold, da den, der er ansvarlig for beslutningen, ikke selv skal være ansvarlig for handlingen.

Dertil kommer spørgsmålet om den gode død. Eu betyder god, men kan også betyde let i betydningen gøre let, derfor kan eutanasi også betyde at gøre døden let. Men er den lette død også lig med den gode død? Når man legaliserer dødshjælp, hvor døden ikke er umiddelbart nært forestående, legaliserer man i en vis forstand også drab.