12. september 2009
Et fængsel i USA kan blive det første på den anden side af atlanten, der drives efter kristne principper
Byen Wakita i staten Oklahoma kan blive det første sted i USA, som bygger et fængsel, der skal drives efter kristne principper. Det skriver News 9.
Målet er at nedbringe antallet af vaneforbrydere. Fængslet bliver målrettet fanger som mangler et eller to år af afsoningen, og som allerede har haft kontakt med en kirke. Fængslet kommer til at ligge midt i den lille by, som kun har få hundrede indbyggere.
Hvad den amerikanske højesteret vil mene om sammenblandingen af stat og kristendom vides ikke, men den har tidligere løftet pegefingre over for fængsler, hvor fanger, der følger kristne rehabiliterings-programmer, får nemmere adgang til prøveløsladelse. Fængslet med de kristne værdier kan bygges, når myndighederne i Oklahoma giver en byggetilladelse.