- JEG HAR DEN 5. september politianmeldt den journalist ved dagbladet B.T., der tidligere på ugen kontaktede Per Ramsdal og tilbød sin hjælp til at hjælpe de afviste irakiske asylsøgere med at skjule sig, skriver Kirsten Sandholt. -
- colourbox
Kirsten Sandholt |
8. september 2009
Per Ramsdal blev udsat for fordrejende og dårlig journalistik, mener sognepræst Kirsten Sandholt, der nu har anmeldt BT-journalisten til politiet
VI LEVER I ET DEMOKRATI, og det skal vi værne om. Vi skal heller ikke spænde kirken og evangeliet for en politisk vogn, og derfor har jeg heller ikke skrevet under på nogen form for fælles præsteprotester i forbindelse med de flygtninge, der har opholdt sig i Brorsons Kirke på Nørrebro, for jeg er ikke interesseret i et præstestyre eller præstevælde.
Og selvfølgelig mener jeg, man skal overholde loven, ellers kan demokratiet ikke fungere.
Men ethvert menneske kan naturligvis havne i et dilemma, hvor ens samvittighed kalder en til at gøre noget andet, end loven foreskriver. Står man i et sådant dilemma, må man gøre sig et valg og være rede til at betale prisen for det valg, man har gjort.
Man kan ikke sætte demokratiet over styr, bare fordi man ikke er rede til at betale prisen for de gerninger, der giver en fred i samvittigheden. Sådan er det. Men når alt det er sagt, så stiller jeg ikke op i det kor, der fryder sig over, at en journalist fik taget præsten i Brorsons Kirke, Per Ramsdal, med bukserne nede, som Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti udtrykte det. Tværtimod.
JEG HAR DEN 5. september politianmeldt den journalist ved dagbladet B.T., der tidligere på ugen kontaktede Per Ramsdal og tilbød sin hjælp til at hjælpe de afviste irakiske asylsøgere med at skjule sig. B.T. tager ifølge medierne anmeldelsen med ophøjet ro, for chefredaktør Peter Brüchmann mener, det er en helt legitim metode at fare frem, som man har gjort.
B.T. har "afsløret" Per Ramsdal ved at tilbyde ham hjælp med at skjule illegale flygtninge, hvis han har brug for det. Det er faktisk ulovligt at tilbyde at skjule flygtninge, men skidt med det, for B.T. er vel hævet over loven, ikke? Man kan jo bare sige, at man ikke mente, hvad man sagde, fordi man arbejdede under dække.
Men hvis en journalist kan slippe af sted med det, så kan Per Ramsdal vel med lige så stor ret sige, at han heller ikke mente, hvad han sagde, eller hvad? Hele den telefonsamtale, som har ført til politianmeldelse af Per Ramsdal, har i hvert fald været ført på falske præmisser, og det må da være et problem at anse noget, der er foregået på en falsk og forførende præmis, for at have validitet.
Jeg mener, selv politiet må jo ikke afsløre folk under cover eller arbejde på falske præmisser, så hvorfor kan det så være en legitim journalistisk metode? Og hvor går grænsen? Sælger journalister også narko, når de skal afsløre narkomaner og små pushere med forførende journalistik? Eller tør man ikke det, for tænk hvis man ikke kunne bortforklare sin hashklump i lommen med, at man arbejder under dække?
I MINE ØJNE er der tale om forførende journalistisk af værste skuffe – et "sensationsdilemmaspil" som kan forsættes i det uendelige. Kan det mon også lykkes at afsløre jordemoderen som ringes op og spørges, om hun vil bistå den fødende asylsøger? Eller kan B.T. få afsløret lægen, som er parat til operere, eller andre mennesker, som i B.T.'s øjne "forsynder" sig ved at vise medmenneskelighed? Har B.T. slet ingen etik eller i det mindste professionel selvrespekt?
I min tankeverden har mediernes fornemste opgave altid været at være vagthund – at være "den fjerde statsmagt", som kritisk og årvågent skulle kontrollere og holde øje med treheden af den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt.
I stedet har B.T. påtaget sig rollen som politiets lille hund, der snuser rundt i lokaler, som de har tiltusket sig adgang til ad bagdøren i ly af falske hundetegn. I jagten på at få en enkelt person til at gå i fælden som skyldig, taber B.T. helt fokus, og det der var sagens kerne, nemlig flygtningene og det danske systems håndtering af deres sager, forsvinder helt ud i tågerne. Det er fordrejende og dårlig journalistik.
Kirsten Sandholt,
sognepræst,
Landemærket 4,
København K
FACEBOOK: Bliv ven med etik.dk