Presse over stregen

Men hvis en journalist kan slippe af sted med det, så kan Per Ramsdal vel med lige så stor ret sige, at han heller ikke mente, hvad han sagde, eller hvad? Hele den telefonsamtale, som har ført til politianmeldelse af Per Ramsdal, har i hvert fald været ført på falske præmisser, og det må da være et problem at anse noget, der er foregået på en falsk og forførende præmis, for at have validitet.

Jeg mener, selv politiet må jo ikke afsløre folk under cover eller arbejde på falske præmisser, så hvorfor kan det så være en legitim journalistisk metode? Og hvor går grænsen? Sælger journalister også narko, når de skal afsløre narkomaner og små pushere med forførende journalistik? Eller tør man ikke det, for tænk hvis man ikke kunne bortforklare sin hashklump i lommen med, at man arbejder under dække?

I MINE ØJNE er der tale om forførende journalistisk af værste skuffe – et "sensationsdilemmaspil" som kan forsættes i det uendelige. Kan det mon også lykkes at afsløre jordemoderen som ringes op og spørges, om hun vil bistå den fødende asylsøger? Eller kan B.T. få afsløret lægen, som er parat til operere, eller andre mennesker, som i B.T.'s øjne "forsynder" sig ved at vise medmenneskelighed? Har B.T. slet ingen etik eller i det mindste professionel selvrespekt?

I min tankeverden har mediernes fornemste opgave altid været at være vagthund – at være "den fjerde statsmagt", som kritisk og årvågent skulle kontrollere og holde øje med treheden af den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt.

I stedet har B.T. påtaget sig rollen som politiets lille hund, der snuser rundt i lokaler, som de har tiltusket sig adgang til ad bagdøren i ly af falske hundetegn. I jagten på at få en enkelt person til at gå i fælden som skyldig, taber B.T. helt fokus, og det der var sagens kerne, nemlig flygtningene og det danske systems håndtering af deres sager, forsvinder helt ud i tågerne. Det er fordrejende og dårlig journalistik.

Kirsten Sandholt,

sognepræst,

Landemærket 4,

København K