Ja, det er noget underligt noget med aktiv dødshjælp. Det får mig uværligt til at tænke på Euthanasi-programmet i '33 i Tyskland. Jeg kan ikke lade være. Ordene er de samme.

Ifølge kristendommen så er lidelse en del af livet. Måske skulle man hellere lære folk at leve med lidelse på en mere accepterende måde, end at se mennesket som en mekanik, en arbejdsrobot for samfundet som bare skal aflives, når det er slidt op.

I store dele af den 3die verden, hvor der ikke findes læger og smertepiller, der lever man med religiøsitet og meditativ selvkontrol, for at overkomme lidelsen. Dette giver både lindring og en mere harmonisk død, hvor kroppen dør i sammenhæng med sindet. Det kunne vi lære meget af.

Jeg er bruger af psykiatrien og bor på en af dens institutioner. Som bruger af statens foranstaltninger til hjælp til syge borgere, så stiller jeg mig ret kritisk.

Jeg vil faktisk påstå, at store dele af psykiatrien forholder sig til psykiske lidelser med en adfærd, der minder meget om aktiv dødshjælp.

Statens institutioners, måske ubevidste holdning til disse lidelser, er at vi er et eller andet underligt dyr. Selvom der er gjort meget for at bygge bro mellem behandlere og patienter, så siger min egen erfaring, at det på ingen måde er lykkedes.

Mange af mine venner dør omkring mig. De dør i en alder fra 20 til 50 år. For det meste af kropsligt sammenbrud og organsvigt grundet den elendige medicin og simpel omsorgsvigt. Medicin er ikke løsningen på menneskelig ulykkelighed. Rigtigt mange psykisk syge, bliver ikke ret gamle. Det sparer jo også en masse penge til al den førtidspension. Smart.

Man medicinerer 5 gange mere end nødvendigt. Ofte helt uden varige resultater. Samtaler og hygge, er der reelt ingen adgang til, personalet ser mest deres job som vagtarbejde. Beboerne er mest til besvær. Udbrændtheden og afstumpetheden er en tradition, ikke et fænomen. Personalet er ofte velmenende socialister, som er skolet i at tage fuldstændig afstand til deres patienter, ved at intellektualisere alting til regler for adfærd o.s.v.

Denne behandling, er så ringe, at jeg kan sige den minder om aktiv dødshjælp.

Aktiv dødshjælp er således ikke et nyt fænomen i Danmark. Den har været her hele tiden. Den er bare et af de mange tabuer, vi lever med.

Det samme kunne vi sige om vores ligegyldighed overfor det gigantiske alkoholmisbrug, der er i Danmark.

Debatten om aktiv dødshjælp, er interessant, fordi her kommer mennesker på banen, som åbenlyst gerne vil dø og have hjælp til det. Dette kan det store socialistiske redder-samfund ikke tåle.

For det af-religioniserede samfund, er døden mest et videnskabeligt problem, som vi nok snart for løst! Man vil ikke se virkeligheden i øjnene og acceptere at vi alle skal dø. Derfor vil man heller ikke hjælpe folk med det.

Jeg mener nu ikke at man skal give aktiv dødshjælp. Jeg mener man skal lære folk at dø. Ude i verden er der mennesker der kan dø, ved hjælp af ren beslutning.

Det er denne åndelige udvikling vi skal prøve at få gang i, hos os.

At man har ret til at få koblet maskinerne fra og lægge sig til at dø, smerter eller ej.

Selv har jeg gode erfaringer med en religiøs tilgang til mine problemer. Denne har faktisk gjort mere for mig, en hele behandlersystemets mange spildte ressourcer, som mere er tiltænkt behandlernes følelser og beskyttelse af samfundet, end reel videnskab eller reel hjælp.

Vi har meget langt til det samfund, som reelt tager sig af sine svage. Unge som gamle som døende. Som bekendt skal et samfund måles på hvordan det tager sig af sine svage.

Vi kender alle de talrige historier fra plejehjemmene, fra institutionerne, fra hele handicapområdet. Det er ikke enkelttilfælde. De er udtryk for den generelle holdning i Danmark, fordi vi er så socialistiske og så lidt kristne.

Disse steder er dødshjælps-fabrikker, ikke rare steder. Jeg ved dette vil falde nogen for brystet og det gør det netop fordi tabuet er så stærkt. Ikke desto mindre er det den virkelighed vi lever med, så længe vi ikke accepterer døden og smerten i livet, fremfor at flygte fra den hele tiden.

Debatten om aktiv dødshjælp, er således hykleriets hykleri.

Jeg ved med mig selv, her mens jeg arbejder mig langsomt ud af mine problemer på trods af det velmenende hykleri, at jeg vil sørge for ikke at have behov for døds-hjælp, når jeg kommer så langt. Det vil jeg klare selv.

I et land som altid fokuserer på symptombehandling og problemflugt og gærdet-er-lavest-løsninger, så ville det være smart at starte med at fokusere på..

-Aktiv livs-hjælp. Og så lade det med dødshjælp ligge lidt.

Kære Johannes.
Din beskrivelse af psykiatrien lyder alt for bekendt, desværre. Det gør mig usigeligt ondt, at det eneste , , samfundet kan tilbyde dig, er tvang og livsfarlig medicin, som udtrykkeligt IKKE helbreder.
Aktiv dødshjælp findes skam også i mange andre dele af samfundet.
For nylig blev vi bekendt med, at der årligt dør 50.000 patienter på vore hospitaler på grund af slendrian.
Selv er jeg som utallige andre blevet smittet med resistente bakterier, så en kræft, der ellers kunne opereres, er blevet uhelbredelig.
Min mand har ligeledes uhelbredelig kræft.
Får vi så hjælp til at leve så godt og længe som muligt?
Nej, velfærdssamfundet, der i så mange år har flået os i skat, har intet at tilbyde.
Moren har gjort sin pligt. Moren kan gå!
Aktiv dødshjælp har vi mere end nok af allerede.

Hej Else Sommer

Må jeg give alt mulig medfølelse med jeres situation.

Jeg tænker gang på gang at menneskehedens forestilling om sin egen mageløshed, er og bliver dens største sårbarhed.

Jeg kan ikke lade være at give dig denne link, om alternativ kræftforskning. Ikke for andet end måske inspiration, den ene eller anden vej.

Det er om Dr. Ryke Geerd Hamer

http://www.groveloejer.dk/sidsels/2004/05/krftpatienter_pas_p_dr_ryke_ge.html


En ting, står mig lysende klart, efter mine erfaringer med sundhedsvæsenet, det er at min egen indsats for at få det bedre, med hvad der nu synes at virke, ikke bare giver mig fred i sindet og håb i sig selv, men også er en sejr over den diletantkomedie som samfundet spiller foran mig.

Det vigtige for mig er at kunne dø med et smil på læben, med min ven Gud i den ene hånd og min egen i den anden, så at sige, - at jeg ved jeg har gjort en god indsats for mig selv og for verden.

Selve ordet "uhelbredelig" er en absurditet i sig selv. Som om vi lever evigt.