Erling Tiedemann |
24. august 2009
Afhentningen i Brorsons Kirke af de afviste asylsøgere kan måske være anledning til at en fornyet gennemtænkning af forholdet mellem statsmagt og kirke, skriver Erling Tiedemann i dagens "Etisk set"
DEN ULYKKELIGE SAG om afviste asylsøgere i Brorsons Kirke har affødt mange kommentarer. I forbindelse med politiets afhentning af nogle af de afviste asylsøgere, som formentlig ville være foregået fredeligt nok, hvis ikke hidkaldte aktivister havde søgt at lægge politiet hindringer i vejen, har det synspunkt været fremført, at ordensmagten har tilsidesat en uskreven, men dog gældende regel om kirkerummet som et helle.
Andre har ment, at der slet ikke findes sådanne heller i et moderne retssamfund. Deri tager de nu fejl. Grundloven fastslår således, at vort private hjem er et helle – eller som det udtrykkes: "Boligen er ukrænkelig." Det indebærer, at husundersøgelse, beslaglæggelse og undersøgelse af breve og andre papirer samt brud på post-, telegraf- og telefonhemmeligheden alene må ske efter en retskendelse, medmindre en lov hjemler en særegen undtagelse. Boligen er altså et helle – ikke i absolut forstand, men dog som hovedregel.
Selve idéen om et helle er således ikke uforenelig med en demokratisk samfundsforståelse, tværtimod. Men findes der også en etisk, omend ikke lovfæstet regel om, at et kirkerum er et helle i forhold til ordensmagten?
Svaret er, at det afhænger af forholdet mellem stat og kirke. Nogle har i den forbindelse udtalt, at forestillingen om kirken som et helle hører hjemme i den katolske middelalder og ikke passer med en evangelisk-luthersk forståelse.
DENNE UDTALELSE ER kun delvis korrekt, idet et kirkehelle også findes i nutiden i katolsk prægede lande. Her kan det i såkaldte konkordater (det vil sige grundlæggende aftaler mellem stat og kirke) eksempelvis være fastsat, at staten garanterer kirkebygningers ukrænkelighed og kun fraviger dette princip, hvor der er tale om overhængende fare for liv, sundhed og ejendom.