Forældrene må gerne engagere sig i skolen, men kun på skolesystemets præmisser, mener næstformand i organisationen Skolelederne, Claus Hjortdal
Hvis forældre gerne vil bidrage til at skabe en bedre folkeskole, er det så ikke helt fint?
– Jo, bestemt. Men det skal ske inden for de mål og rammer, der er folkeskolens virke. Skolesystemet er indrettet sådan, at undervisningen er kommunernes ansvar. Hvis forældrene er utilfredse, så må de bearbejde kommunen.
Men hvorfor sige nej, når forældrene nu frivilligt tilbyder hjælp?
– Det er også svært, men vi risikerer nemt at skabe A- og B-skoler, selv inden for samme distrikt, og vi er imod, at forældrene er med til at underbygge de forskelle, der allerede er. Hvis forældrene gerne vil gøre noget, må de gå ind i skolebestyrelsen eller påvirke kommunalpolitikerne ad anden vej.
Er det ikke en bagstræberisk tankegang, at ingen må gøre noget ekstra, hvis ikke det kommer alle til gode?
– Jo, det er det måske, men det er vores holdning, at alle skoler skal behandles ens.
Risikerer man ikke, at der slet ikke er nogen, der gider gøre en forskel?
– Jeg forstår godt, hvis nogle forældre føler sig afvist. Men de kan gøre meget andet end at bygge legepladser og samle penge ind. Nogle steder har man en forældrebank, hvor forældre støtter op om udflugter, virksomhedsbesøg og ting, der påvirker undervisningens indhold frem for blot de ydre rammer.
Men er det ikke endnu værre at skabe A- og B-skoler på indholdssiden?
– Sådan kan man ikke gøre det op. Man er jo ikke nødvendigvis en B-skole, fordi man bor i et landdistrikt og besøger landbrug og fabrikker. Det giver en større rummelighed, og det er grundpillen i folkeskolens tankesæt.
henriksen@kristeligt-dagblad.dk