Laura Elisabeth Schnabel |
12. juni 2009
Ole Hartling, ledende overlæge på Vejle Sygehus og tidligere formand for Det Etiske Råd
Hvad er det største etiske problem i dag?
- Svælget mellem rig og fattig og mellem rige og fattige lande. Og svælget øges. Det er fortsat en foruroligende kendsgerning, at nettostrømmen af ressourcer går fra den fattige til den rige verden. Og i den fattige del af verden er forskellen på rige og fattige ofte allerstørst. Det er skidt for de fattiges uddannelse, ernæring, sundhed og levetid. Men det er også dårligt for de rige, fordi det er så dårligt for det samfund, som de rige og fattige deler. Rig-fattig svælget i verden og i de enkelte lande er den største enkeltfaktor af betydning for analfabetisme, undertrykkelse, tortur, korruption og manglende udvikling af sundhedsvæsen, retsvæsen og demokrati. Derfor er det ikke nok at gøre noget for at bekæmpe fattigdom. Man skal også gøre noget for at bekæmpe ekstrem rigdom.
Synes du, etiske spørgsmål fylder nok i den offentlige debat?
- Ja, på en måde, for der henvises til og tales meget om etik. Men så alligevel ikke. For hvordan fylder de etiske spørgsmål i debatten? Kun ved deres mængde, men ikke ved volumen. Får vi belyst de etiske spørgsmål ordentligt? Hvem angår et givet spørgsmål? Hvem lider eventuelt skade? Over for hvem og hvad har vi af forpligtelser? Hvem har et beskyttelsesbehov? Man kan altså spørge, om der er fylde nok i den måde, spørgsmålene debatteres på. Det mener jeg ikke. Vi taler ganske vist meget om etik, for etik er blevet en klædedragt, man ifører sig, fordi den er så klædelig. For eksempel har firmaer nu etiske regnskaber og profiler. Etik er moderne. Men vi tager ikke rigtig brydetag med dilemmaerne i den offentlige debat. Det mener jeg, man gør i Det Etiske Råd. Her forsøger man at give debatten fylde og tyngde.
Hvornår stod du sidst i et etisk dilemma?- Etik er kort fortalt "valget af det gode". Dilemmaet består i at vælge på en sådan måde, at det gode fremmes. Men ved jeg altid, hvordan det gøres bedst, eller ved jeg i det hele taget, hvad det gode er? Hver gang jeg overvejer en handling eller nogle ord og er i tvivl, er etikken med i det. Etiske spørgsmål har derfor altid karakter af dilemmaer. Og livet er spækket med dilemmaer, så hvornår stod jeg nu lige sidst i et etisk dilemma? Det er svært at svare på. For nylig skulle jeg vælge mellem et barnebarns fødselsdag og en anden velment invitation. Det var et dilemma fra dagligdagen. Men når jeg valgte fødselsdagen, var det måske alligevel mest for min egen skyld.
Hvad er den største etiske udfordring, du har været i?
- Der er i hvert fald to typer af etiske udfordringer. Den ene type er de dilemmaer, alle mennesker oplever på det personlige eller ligefrem eksistentielle plan. Det er nok der, det enkelte menneske oplever de største udfordringer. Den anden type er de mere upersonlige og ofte mere teoretiske dilemmaer, som for eksempel de udfordringer Det Etiske Råd beskæftiger sig med. I Det Etiske Råd har der været mange store udfordringer, hvor vi har sat os grundigt ind i dilemmaerne og truffet vore valg - en af dem, jeg husker bedst, er vores anbefaling om ikke at indføre en lov, der tillader aktiv dødshjælp. Udfordringen bestod også i at formidle, hvorfor det ville være unødvendigt og dertil en ulykke for læger og patienter, hvis vi fik sådan en lov.
schnabel@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med etik.dk