Hvis vi orker det, kan vi stort set deltage i hvilken som helst debat hvor som helst, skriver domprovst Poul Henning Bartholin. -
- Foto: sxc.hu
Poul Henning Bartholin |
2. juni 2009
Gå efter bolden og ikke manden, opfordrer domprovst Poul Henning Bartholin, der skriver om debatkulturen i de nye medier
IT har skabt en meget stor ændring i vores kultur. Ændringen er mindst lige så betydningsfuld som Gutenbergs opfindelse af bogtrykker-kunsten.
Bogtrykkerkunsten førte med sig, at viden blev tilgængelig for mange flere end før. Bøger blev trykt i mange eksemplarer frem for det møjsommelige arbejde med at skrive dem af, som det bl.a. skete i mange klostre.
Bogtrykkerkunsten betød også, at mange breve blev trykt. F.eks. blev mange af Luthers og Erasmus af Rotterdams breve trykt i samtiden, så man kunne følge med i deres meget intense debat. Her har vi altså en af kilderne til den offentlige debat med læserbreve, debatindlæg i aviser og magasiner, kronikker og så videre.
Denne debat har udviklet sig meget i de seneste 15-20 år, hvor internettet og radio- og tv-medierne har udviklet sig med stor hast. Hvis vi orker det, kan vi stort set deltage i hvilken som helst debat hvor som helst. Trænede net-brugere har let ved at finde et sted, hvor en debat føres på Facebook eller som her på en af Kristeligt-Dagblads websites.
Plads til alle på nettet
Alt dette kan hilses velkomment, ikke mindst fordi der er sket en demokratisering af debatten. Der er plads til, at mange kan komme til udtryk. Dagbladenes plads til debat er trods alt begrænset, mange af os har oplevet mere end én gang, at få en venlig afvisning af et debatindlæg, fordi der ikke var plads. Men på nettet kan alle finde en plads, hvis de vil.
Dette har flere følger. For det første betyder det, at debatten er blevet uoverskuelig. Der skal bruges virkelig megen tid på at følge med i forskellige debatter. Det er ikke længere nok at holde en avis og læse debatsiderne dér. Nej, vi skal vælge i et uendeligt hav af muligheder for debat-sites.
For det andet betyder det, at der ikke er nogen styring af debatten. Det har både en positiv og en negativ side. Visse sites foretager en redaktion af indlæggene af hensyn til injurielovgivningen, hvor sites ejer kan komme på den forkerte side af loven og blive gjort ansvarlig. På trods heraf kommer mange, rigtig mange til orde. Det er positivt.
Det etiske niveau forfærder
Der er dog også en negativ side, som jeg er blevet mere og mere opmærksom på. Det er debattens etiske niveau. Hvad mener jeg nu med det? Etik kan defineres som en kritisk eftertænkning af holdninger og værdier i en kultur, et samfund hos det enkelte individ.
Det medfører, at en bare overfladisk undersøgelse af debatkulturen hurtigt viser, at der er skred i vores opfattelse af hinanden som nogen, vi skal have respekt for og behandle som vi selv ønsker at blive behandlet. (Dette sidste er en omskrivning af Immanuel Kants berømte kategoriske imperativ, at man skal handle sådan, at ens handling skal kunne gøres til en almen lov).
Skulle jeg uddrage en etik af debatten på bare nogle få blogs, ja så vil det betyde, at vi nærmest alle skulle have lov til i det mindste at slå og mishandle dem, vi er uenige med. Selv om der er foretaget en redaktion af mange indlæg, er de stadig så nedgørende og hadefulde og tværer andre ud, at man forfærdes. Kan det virkelig være rigtigt, at vi har den holdning til hinanden i dette samfund?
Lad os få en ordentlig debatkultur
Det er overvejet, hvad en del vil svare på dette indlæg: At jeg er sart, at hvis man tager del i en debat, må man være klar til at tage de slag, man får, etc.
Alt det kan jeg kun erklære mig enig i; dog på én betingelse, at der er tale om en saglig uenighed, der bygger på argumenter, og at der tales om en sag og ikke om debattørernes motiver, intelligens, udseende, erhverv, tro, tilhørsforhold af etnisk eller anden art etc., for det er argumenter af denne slags, der florerer især på nettet og i debatter på TV. De går på debattøren og ikke på sagen.
Lad os sætte alt til diskussion, men lad os gøre det på en måde, så vi respekterer hinanden og alene forholder os til hinandens udtrykte synspunkter og ikke de motiver, som vi tillægger andre. Med andre ord, lad os få en ordentlig debatkultur og –etik i disse nye medier.
Poul Henning Bartholin er domprovst ved Århus Domkirke
FACEBOOK: Bliv ven med etik.dk