Helt frelst er jeg ikke blevet

Noget måtte gøres. Fedtprocenten skulle ned. Kondien op. De sidste rester af lungerne reddes. I seks måneder spekulerede Hans Kornø Rasmussen over, hvordan projektet skulle gribes an. Burde han vælge maraton, cykelløb eller opslidende vandreture? Ville det være for farligt? Adskillige mænd på hans alder drattede om i forsøget på at indhente det forsømte, og han blev derfor tjekket på kryds og tværs af lunge- og hjertelæger. Samtidig nagede bekymringen for, hvorvidt han nu ville blive en af disse ulidelige sundhedsfanatikere, som han hele livet havde foragtet. En type, der var mere krop end ånd, og som han og alle andre i det intellektuelle miljø rynkede på næsen af på grund af den ekstreme selvdyrkelse.

- Men jeg syntes ikke rigtig, jeg havde noget valg. Det ville ikke vare ret længe, på den måde jeg levede.

Kort før julen 2007 adviserede Hans Kornø Rasmussen sin hustru om, at han den 30. juni - godt et halvt år efter - ville tage turen op ad Mont Ventoux. På cykel. Bjerget mellem Alperne og Pyrenæerne er et af de mest berygtede blandt cykelryttere. Stigningsprocenten er nogenlunde den samme som Alpe d'huez. Der er bare dobbelt så langt op. Det var her, cykelrytteren Tim Simpson døde i 1967 af sine anstrengelser, og legenden Eddy Merckx besvimede på toppen. Beskeden udløste da også et smil fra hustruen. Sikke en god ide, så kunne de også få den tur til Sydfrankrig, hun længe havde drømt om.

I virkeligheden troede hun ikke rigtig på det. Jeg havde jo prøvet så tit. Spise lidt mindre, drikke lidt mindre, droppe smøgerne, være sødere ved børnene. Den slags øvelser, alle mennesker bruger et helt liv på. Men jeg vidste, at hvis jeg virkelig skulle ændre mit liv, måtte det være radikalt. Ikke alt det, som de siger i radioen med at skære lidt ned på alting og bevæge sig 30 minutter. Det skulle være brutalt, smertefuldt og også gerne en lille smule farligt.

"Dagbog den 8. januar: Hold da op, jeg kan mærke træningen, jeg er dødtræt."

I januar cyklede Hans Kornø Rasmussen, hvad der svarer til 300 kilometer. I sit arbejdsværelse. Foran fladskærmen trampede han i pedalerne på motionscyklen. En tingest, der hidtil havde forekommet ham latterlig, men nu var en del af træningen. Samtidig begyndte han at trave lange ture i sine nyindkøbte løbesko, han droppede de gode middage og tabte hurtigt adskillige kilo.

- Det har været en åbenbaring for mig, hvor hurtigt man kan forandre sin krop. Jeg har hele tiden troet, at det var et langt sejt træk, som ville tage flere år, men i løbet af kort tid kunne jeg se en fantastisk udvikling.

"Dagbog den 27. februar: Jeg skal simpelthen videre. Jeg har chancen, men jeg synes, det er svært. Meget svært. Måske er jeg bare fanget i det liv, jeg har levet så længe."

Tidligt i forløbet indså den forandringslystne Kornø, at han måtte involvere nogle kompetente mennesker i sit projekt. Ud over konen, naturligvis, der blev udnævnt til sportsdirektør, kontaktede han afspændingspædagogen Torben Bremann, der på egen og andres krop havde lavet utrolige forandringer, samt et par entusiastiske cykelbekendte, som indvilgede i at køre med op. Venner, læger og naboer støttede forsøget, og alle var fantastisk positive og nysgerrige efter, om det overhovedet kunne lade sig gøre.

- Hvis jeg skal være imponeret over noget ved mit projekt, så er det, at det lykkedes mig at samle så mange folk omkring det. Uden dem var det ikke lykkedes.

Det træningscenter, hvor han hidtil havde gjort lidt stræk og bøj for sin dårlige ryg, blev nu et fast opholdssted. Fuldtidsjobbet som skribent blev sat ned til halv tid, og motionen blev erstattet af træning.

Dagbog den 6. april: Mit humør? Aldrig dårligt. Det med at have et mål og det med at styrke sig er altså ikke bare noget opreklameret noget."

Bevidsthedsudvidende kalder Hans Kornø Rasmussen de seks måneder, hvor han trænede intensivt.

- Først og fremmest fordi jeg lærte noget om, hvordan det fysiske og mentale hænger sammen. Noget jeg aldrig har anerkendt før. Jeg følte mig simpelthen som en på 30 år. Om jeg blev et lykkeligere menneske? Narh, det vil jeg ikke sige, men jeg havde det meget bedre, bevægede mig lettere. Jeg oplevede også - til min egen overraskelse - glæden ved at se ordentlig ud.

Han kalder sig med et stort smil og endnu et stykke tyggegummi for "lægernes drøm".

- Jeg repræsenterer jo alt det, de gerne vil have, vi gør. Jeg holdt op med at ryge - stort set - jeg drikker mindre, spiser sindssvagt sundt og træner. På mange måder er jeg jo også politikernes darling. Tænk, hvis de kunne få alle os 60-årige til at lette røven, så ville de spare mange penge.

Det lyder næsten, som om du selv er gået hen og er blevet en af disse sundhedsfanatikere, du selv foragtede før i tiden?

- Næh! Fnyser han vredt.

- Jeg falder stadig i. Ryger en smøg, drikker et glas vin og spiser en god bøf. Jeg er ikke blevet helt frelst.

Overvejede du nogle gange, når du sad med din broccoli, kylling og kosttilskud til morgenmad, om det virkelig var det hele værd?

- Overhovedet ikke. Hele min verden var bygget op omkring min fysik. Det er det skønne ved at have et mål. Livet bliver så dejligt simpelt. Alt var lagt til rette; træning, kostplaner. Ind i mellem kunne jeg da også gå fuldstændig i panik ved tanken om, hvad jeg skulle lave bagefter.

"Alder er primært en mental tilstand. Mail fra coachen Torben Bremann på 60-års-dagen."

Ægteskabet var med Hans Kornø Rasmussens egne ord "bestemt ikke nogen kærlighedsroman" i den periode, hvor træningen fyldte alt.

- På et tidspunkt gad min søn heller ikke at høre på mig mere, fordi jeg hele tiden snakkede om det bjerg.

Bliver man egoistisk af sådan et projekt?

- Ja, ganske givet. Folk, der har hørt om det halve år, har sagt "stakkels Karin, tænk alt det, hun har skullet stå model til", men for mine nære var det bedre at have en mand, der passede på sig selv, end at se på, at jeg langsomt var på vej ned i dybet. Min kone oplevede også lige pludselig, at der skete noget i vores forhold, efter vi havde været gift i 25 år.

Førhen var du typen, der havde dit navn indgraveret på et personligt glas på det lokale værtshus. Hvad skete der med dit sociale liv?

- Det var ikke-eksisterende i det halve år. Jeg gik aldrig på værtshus og sagde nej tak, når vi blev inviteret ud til middag. Eller også kom jeg først efter maden. En enkelt gang faldt jeg i og drak store fadøl og røg mere end 10 smøger, men det smarte ved en sygdom som rygerlunger er, at man kan mærke lige med det samme, at man ikke kan tåle det.

Fedtprocenten var i bund, blodtrykket som hos en 14-årig. Tilbage var blot den endelige prøve.

"Tillykke. Jeg er stolt". Sms fra Hans Kornø Rasmussens søn efter turen til toppen.

Fra turen op husker han ikke meget. Stejl stigning. Et styrt og en flænset albue. Varme og tanken om, at han gerne ville have ofret hele sin pensionsformue på blot én ekstra tand på det bageste tandhjul. Makkeren, cykelkommentator Henrik Jul Hansen, gispede: "Klarer du den" ved synet af den svedige mand i den sorte nylondragt, og selvom Hans Kornø Rasmussen havde sine tvivl, var han mere nervøs for sin cykel end sit helbred.

På vej ned susede adrenalinen i kroppen.

- Jeg forstår pludselig de sportsfolk, der bliver afhængige af det kick. Det er meget svært at erstatte. Humøret tager også nogle større udsving, når man træner så heftigt. Man veksler mellem at være ekstremt glad for sig selv og være kørt helt ned i knæ, og de dæmoner, man før har drukket væk med en flaske rødvin, kan forsvinde ved hård træning.

"Dagbog den 3. august: Sikke en nedtur. Det havde jeg ikke forestillet mig. Jeg tager nu til en psykolog."

Hjemme i Danmark vendte hverdagen tilbage.

- Jeg var helt rundt på gulvet, og jeg røg ind i en depression. Det er ikke så svært at have et mål. Det svære er at holde fast efterfølgende. Efter sådan en voldsom fysisk belastning bliver man påvirket mentalt, og jeg blev ekstremt træt bagefter. På vores sølvbryllupsrejse festede jeg som en afsindig, og det rystede mig bagefter, at jeg grundlæggende ikke havde forandret mig en skid.

I dag bliver der kun trænet hver anden dag. Smerterne i ryg og knæ er væk. Lungerne er stabiliseret, og vægten holder. Næsten.

- Bagefter kan jeg se, hvor nemt jeg falder i - både at ryge og drikke og feste. Det ligger sådan et stykke under overfladen, siger Hans Kornø Rasmussen og skræver minimalt med to fingre.

- Det betyder, at jeg skal leve resten af mit liv i evig kamp. Men det er det værd.

terkelsen@kristeligt-dagblad.dk