En ni måneder gammel baby er død, efter en britisk domstol sidste uge besluttede, at lægerne gerne måtte slukke for respiratoren
Endnu en sag om dødshjælp er dukket op i Storbritannien.
Senest har der været heftig debat i Italien, hvor Eluana Englaro fik fred efter 27 år i koma. Her var det familien, som ønskede at lade Eluana Englaro dø.
Nu er en kun ni måneder gammel baby død i Storbritannien. I denne sag ønskede forældrene at holde den hjerneskadede dreng i live, og de kæmpede længe for at tvinge lægerne til fortsat at behandle babyen.
Men torsdag besluttede en domstol, at lægerne skulle have lov til at slukke for respiratoren, skriver
The Independent.
Tragisk sag
En læge forklarede i retten, at det ikke var sandsynligt, at drengen ville overleve fem år.
- Vi kigger på hans livskvalitet. Ja, jeg kan godt forstå, at forældrene måske får stor glæde ved at være sammen med ham. Men hvor meget smerte og lidelse skal han tvinges til at gå igennem, når den glæde, han får fra livet, er meget lille, og der er langt mellem den?, sagde lægen.
Generalsekretæren for den kristne forening 'Christian Medical Fellowship', Peter Saunders, beskriver det som en tragisk sag.
- Beslutninger om at standse behandlinger kan være smertefuldt svære og kræve stor visdom. Desværre, kan uenigheder mellem parterne nogle gange kun løses af domstolene. Vores sympati er både ved forældrenes tab af et højt elsket barn og hos lægerne, der skulle træffe denne svære beslutning, siger Peter Saunders.