Dermed åbnes der et intellektuelt og politisk spillerum for at sige, at videnskaben bare er én teori blandt mange. Det benyttes ifølge Mauron til at skabe revner i fundamentet under den traditionelle videnskab, der giver plads til tvivl. En tvivl, der udmøntes i, at alternativer til videnskaben vinder større indpas i skoler, politik og andre dele af den offentlige sfære.

– Videnskaben er under beskydning fra religiøse og ureligiøse dogmatiske systemer på en måde, der adskiller sig fra fortidens opgør mellem religionen og videnskaben. Disse dogmatiske retninger er meget mere aggressive end før i tiden, fordi de prøver at vende op og ned på forholdene ved på overfladen at imitere videnskabens diskurs og institutioner, siger han og nævner kreationisme som et eksempel, hvor Darwins udviklingslære blandes sammen med idéen om en guddommelig skaberkraft.

– I praksis omdefinerer de dele af videnskaben for at gøre den mere teologisk spiselig, siger Mauron, der påpeger, at en række kreationistiske institutioner prøver at efterligne udseendet og følelsen af rigtig forskning ved for eksempel at smykke sig med titlen ”universitet”.

Han nævner, hvordan religiøse overhoveder både i den katolske kirke og blandt amerikanske baptister bevidst skaber tvivl om ægtheden af forskning, som ikke passer dem.

– Der er konspirationsteorier, der går ud på, at forskere bare finder på deres teorier for at skjule, at de teologiske regler har noget på sig. På den måde får de vendt op og ned på tingene, så de materielle forskere bliver udstillet som fupmagere, og den ægte videnskab og fornuft ender på religionens side, siger Mauron, der påpeger, at trossamfundene her går hånd i hånd med andre grupper i samfundet, der tager afstand fra forskningen som for eksempel anti-vaccinationsgrupper, der nægter at lade deres børn vaccinere, eller dem der ikke tror på, at hiv forårsager aids.

– Argumentet bliver kogt ned til, at det handler om trosfrihed. Og hvis videnskab bare er en trosretning, så bliver det jo til et spørgsmål om tro, hvilket selvfølgelig underminerer enhver form for almen enighed for eksempel på sundhedsområdet og på uddannelsesområdet, siger han.

Pervez Hoodbhoy er leder af Fysik-instituttet ved Quaid-e-Azam-universitetet i Islamabad, hvor han er kernefysiker. Han mener, at den religiøse indflydelse på den frie forskning i de muslimske lande har gjort, at den videnskabelige udvikling nærmest er gået i stå siden den muslimske videnskabs guldalder, der sluttede i 1400-tallet.

– Under to procent af omkring 13,3 millioner videnskabelige publikationer kommer fra muslimske lande. Og må jeg minde om, at vi udgør mellem 1,2 og 1,5 milliarder mennesker – en femtedel af hele menneskeheden, siger Hoodbhoy og understreger, at på en liste over de 28 lande, der udgav færrest videnskabelige artikler i 2003, var over halvdelen medlemmer af OIC, de islamiske landes sammenslutning.

Han mener ikke, at det nuværende intellektuelle klima i de muslimske lande kan skabe grobund for god forskning.

– Det er et indiskutabelt faktum, at den akademiske og kulturelle troværdighed på universiteterne i de muslimske lande er meget begrænset, siger professoren.

Han ærgrer sig over, at der for eksempel på hans universitet er tre moskéer og en fjerde på vej, men ikke nogen boghandel.

– Newtons lov kan ikke blive kaldt for Newtons lov. For det er Gud, der laver lovene, og ikke Newton, siger fysikprofessoren, der også forklarer, at det bliver anset som problematisk at antage, at der findes en sammenhæng mellem årsag og virkning, fordi det udelukker et spillerum for guddommelig indblanding.

Til gengæld findes der en hel forskningsgren, der hedder islamisk videnskab.

– Og hvad gør de? De sidder og udregner temperaturen i helvede. Lederen af min afdeling har siddet og regnet ud med hvilken fart, himlen fjerner sig fra os, siger Pervez Hoodbhoy og forklarer, at det er gjort ved at tage et koranvers og sammenholde det med Einsteins relativitetsteori.

I hans øjne er en af grundene til forskningens ringe vilkår i de muslimske lande, at Vesten i løbet af de seneste 60 år har været med til at omstyrte de sekulære styrer i lande som Iran, Indonesien og Egypten. Og han mener, at konfrontationen mellem øst og vest den dag i dag har betydet et alvorligt tilbageskridt for mange progressive forskerstemmer i de muslimske lande.

Samtidig påpeger Pervez Hoodbhoy, at der skal ske et opgør med den traditionelle levemåde. Han vil af med den muslimske familiestruktur, der bygger på absolut lydighed, ligesom han vil gøre op med det hierarkiske skolesystem, hvor folk ikke stiller spørgsmål. Han vil endda have folk til at bruge mindre tid på bøn.

– Du kan ikke bede fem gange om dagen og stadig være effektiv i et konkurrencepræget miljø, siger han.

– En humanistisk sekularisme er den eneste fornuftige løsning, understreger professoren.

Lederen af kongressen, den italienske parlamentariker Marco Cappato, udtrykker dog håb for forskningens fremtid. Især mener han, at præsidentskiftet i Det Hvide Hus varsler nye tider, efter man har bebudet, at religiøst betingede begrænsninger på forskningen vil blive ophævet for eksempel på stamcelleforskning.

– Med Obama forventer vi, at USA snart bevæger sig væk fra den tidligere administrations obskurantisme og går sammen med Europa ind i et transatlantisk partnerskab for forskningsfrihed, siger Marco Cappato.

albrechtsen@kristeligt-dagblad.dk