Biskop Elisabeth Dons Christensen får lov til at beholde pladsen i Etisk Råd, men politikerne vil holde øje med, om der er for mange præster i rådet
Der bliver ingen udskiftning på biskop Elisabeth Dons Christensens plads i Det Etiske Råd i denne omgang.
Folketingets udvalg vedrørende Det Etiske Råd besluttede tirsdag at indstille til sundhedsministeren, at Elisabeth Dons Christensen får lov til at fortsætte som medlem af Det Etiske Råd.
Det oplyser formand for udvalget, Lene Hansen, til kristeligt-dagblad.dk.
- Det var et enigt udvalg, der besluttede det, siger Lene Hansen.
Ammitzbøll imod præster i rådet
Simon Emil Ammitzbøll fra Borgerligt Centrum havde ellers foreslået, at hjerneforsker Peter Lund Madsen skulle overtage Ribe-biskoppens plads. Han mener ikke, at der skal sidde præster og biskopper i Det Etiske Råd.
Men Lene Hansen afviser at udelukke præster og biskopper.
- Jeg mener ikke, at man skal formene nogle grupper adgang til at sidde i Det Etiske Råd. Det, vil jeg mene, er dybt mærkværdigt og en form for sindelagskontrol eller censur, siger Lene Hansen.
Balancen skal undersøges
Politikerne har dog også besluttet, at de på et tidspunkt vil se nærmere på, om balancen mellem medlemmerne af Det Etisk Råd er rigtig.
- Vi vil på et senere tidspunkt tage en mere principiel drøftelse, om vi nu husker alle - både med hensyn til baggrund, køn - og det gør vi, for det står i loven - og geografi, siger Lene Hansen.
Medlem af udvalget for Venstre, Preben Rudiengaard, har tidligere sagt, at man skal passe på, at rådet ikke bliver en teologisk diskussionsklub.
Og selvom han bakker op om Elisabeth Dons Christensen, ser han frem til den principielle diskussion.
- Jeg kan også som læge mene, at der er for mange læger i rådet. Det Etiske Råd skal afspejle befolkningen som helhed. Det er en debat, vi har lovet hinanden at tage op, siger Preben Rudiengaard.