Vi kan ikke gå til lægen eller på biblioteket uden at blive mødt af en folder, der opfordrer til at krydse ens holdning til organdonation af, og når vi modtager nyt sygesikringsbevis, kørekort eller pas, bliver vi også bedt om at forholde os til, hvad der skal ske med vores organer, når vi dør.

Alligevel er det kun hver 10. dansker, der har tilmeldt sig Donorregisteret, til trods for at meningsmåling efter meningsmåling dokumenterer solid støtte til organdonation. Senest i 2008 bad man i stor offentlig kampagne danskerne om at tage stilling, og denne var blot den seneste af en række ja-nej-kampagner.

Men når ikke flere har meldt sig til Donorregisteret, skyldes det måske, at hjernedød, organdonation og egen dødelighed forekommer både kompleks og angstprovokerende, og meget tyder da også på, at danskerne er usikre på, hvad hjernedød og organdonation reelt indebærer.

Som omtalt i Kristeligt Dagblad i går forstår en tredjedel af befolkningen ikke begrebet hjernedød korrekt, og knap 20 procent mener, der er eksempler på, at hjernedøde er vågnet op igen. Dertil kommer forestillingen om, hvordan organerne barbarisk tages ud af ens legeme – blot få timer efter, at man måske cyklede glad på arbejde.

Hjernedødskriteriet er ikke nemt at fatte og er dybest set en konstruktion, der blev indført, fordi muligheden for transplantation opstod. Det tog 20 års debat, før vi som et af de sidste lande i EU fik hjernedødskriteret i Danmark i 1990, og det har aldrig vundet folkeligt fodfæste. For det er mærkeligt, at man kan erklæres død, når hjertet fortsat slår, og der er farve i kinderne.