På campus holder de en vis kjolelængde

At bevæge sig ind på Makerere-universitetet er at træde ind i et religiøst minefelt. Overalt på campus er der bedegrupper – flest tilhører forskellige udgaver af det, vi i Danmark kender som pinsekirken. I Afrika kalder de sig genfødte kristne – born agains – der foruden at praktisere en bogstavtro læsning af Bibelen tror på omvendelsen som vejen til frelse og åndelige genfødelse, og at hver enkelt troende har pligt til at udbrede det evangeliske budskab.

På træerne hænger der opslag med ”The endless love event”, som løber af stablen i en af universitetskirkerne, og et såkaldt bede-refugium, som lokker førsteårsstuderende med muligheden for ”at tage magten over deres egen skæbne”.

Veninden på græsset, der er muslim, synes også, at kjoleforbuddet er en god idé:

– Det er ikke meningen, at du viser din krop frem offentligt, så alle kan se den. Derfor synes jeg, det vil være en god idé at gøre det ulovligt for kvinder at bære korte kjoler og shorts. Det vil også gavne moralen i samfundet, siger 20-årige Ziaba Katusabe, der er bachelor i socialvidenskab.

På Makerere-universitetet har der i en årrække været forbud mod, at de kvindelige studerende går med g-streng på campus, fordi det angiveligt distraherede mændene for meget. Og på linje med andre læreanstalter samles tusindvis af studerende i weekenden til ”afholdenhedsaftener”.

I 1999 vedtog Ugandas parlament en lov, der kriminaliserer sex for unge under 18 år. Først med mulighed for dødsstraf – i dag går straffen op til livstid. Størstedelen af straffesager mod drenge under 18 år sker på baggrund af denne lov.

Og i de senere år har præsidentfruen, Janet Museveni, jævnligt afholdt massemøder for jomfruer rundt om i landet. Hun har endda forsøgt sig med en landsdækkende såkaldt jomfrutælling, der kunne sætte præcise tal på nationens dyd.

Nu er etik- og integritetsministeren klar til at flytte kyskhedens hegnspæle endnu nogle alen.

Kan de to studerende genkende billedet af en bølge af fromhed og puritanisme, der skyller henover landet?

– Ja, de fleste af os har gået på kostskoler, der enten er meget katolske, meget muslimske, protestantiske eller born again. Så de er ret strenge, og vi har lært at gå til gudstjeneste og al den slags. Det bærer vi med os, når vi vokser op. Selv når vi kommer på universitetet, ved vi dybt nede, hvad vores moral er, siger Diana Nabbumba og tilføjer med et smil:

– Jeg føler mig skyldig, når jeg ikke er anstændigt påklædt. Hvis mine venner ser mig sådan, føles det bare ikke godt.

Interviewet bliver med mellemrum afbrudt af hujen og klappen fra en gruppe på 30-40 studerende, der sidder på græsset lige bag pigerne. Det ligner en studiegruppe, indtil flokken rejser sig, tager hinanden i hænderne og begynder at synge. Journalisten sniger sig hen og lytter med.

En ældre studerende i cowboyjakke, bukser med svaj og blå Converse All Star-sko leder mødet:

– Jeg har fået så mange venner. Ikke fordi jeg er specielt god, eller fordi jeg har nemt ved sociale relationer, men fordi jeg har åbnet mig og stillet mig til rådighed for folk. Vi skal elske hinanden.

Til slut omfavner alle hinanden.

Puritanismebølgen udspringer af et miks af ny kristen vækkelse og værdier fra kolonitidens missionærer. Men den skal også ses i lyset af den aids-epidemi, der har hærget landet i over 25 år, påpeger Catrine Christiansen, der er ved at afslutte en ph.d.-afhandling om kirkens rolle i udvikling af det ugandiske samfund.

– Der er en klar sammenhæng med hiv/aids-epidemien, for det handler om, at man skal passe på sig selv, fordi der er en usynlig fare, der lurer i andre mennesker.

– Samtidig knytter det an til de tidlige missionærers lære om, at man skal gå i pænt, nystrøget tøj, der dækker dine kropsdele, og være ren og nybarberet, hvis man vil gøre sig håb om at være et moderne, civiliseret, kristent menneske, siger Catrine Christiansen.

Puritanismen står dog ikke uimodsagt, men bliver udfordret af vestlig-inspireret ungdomskultur, MTV, kønskamp, ngo’er med videre. Og på det seneste er de, der prædiker fromhed, kommet under beskydning af deres egne tilhængerne for ikke at efterleve deres ord.

– Nogle steder er der kommet en stemning af, at pinsekirkerne er fulde af korruption, og at præsterne bare er der for at tjene penge. Der er ikke den fromhed, man havde troet på.

Skuffelsen hænger sammen med, at medierne er blevet gode til at bringe skandaler i kirkesamfundene frem.

– Det er nået til et punkt nu, hvor der er en enorm skepsis over for folk, der stiller sig op og siger, at de er frelste og har særlige kræfter. Så måske er tilslutningen ved at have toppet, siger Catrine Christiansen.

På et populært takeaway-sted på hovedgaden i Kampala er Carol og Linda inde for at købe kyllingelår og sodavand. Carol, 25 år, har en mørkegrå kjole på, der stopper lige over knæet, og en smart rød top. Hendes sko har plateauhæle af kork.

– Det er ikke noget mini-skørt! siger hun med et grin som forsvar for sin kjole. Derfor mener hun heller ikke, at den ville blive ramt af den kjolelov, hun er lodret uenig i.

– Næste gang er det bukser, jeg ikke kan få lov til at gå i. Det fratager en hel nation vores frihed til at udtrykke os. Vi kommer alle sammen i uniform.

Veninden Linda på 24 år er mere konservativt klædt med skjorte, jakke og lange bukser. Hun er advokat, uddannet fra Makerere University.

– Jeg ser det ikke som puritanisme, men mere som et udtryk for et kulturelt chok. Folk er ikke vant til for eksempel bøsser og lesbiske, druk og seksuelle udtryk – alt det er nyt for os i Uganda, så der er nogle, der på en meget højlydt måde forsøger at trænge det væk.

Da homoseksuelle fra foreningen Seksuelle Minoritetsgrupper i Uganda, SMUG, sidste år holdt deres første pressekonference, hvor de gjorde opmærksom på de mange overgreb, som homoseksuelle er udsat for, afviste etik- og integritets-minister Buturo enhver anklage. Han fastslog, at homoseksualitet er unaturligt og ikke vil blive legaliseret.

– Der er stadig virkelig meget homofobi i befolkningen, siger Carol.

– Præsterne tordner mod dem i kirkerne. Men de homoseksuelle er også meget højlydte i deres kampagner for at gøre opmærksom på sig selv. Spændingerne vokser i befolkningen, siger hun.

– Men det er nok lettere for os kvinder at være åbne over for det nye. Fyrene hænger mere fast i vanetænkning.

Føler I jer selv begrænset i Jeres måde at udtrykke jer på?

– Af staten, nej. Af samfundet, ja. Bare at tage på stranden i en bikini eller shorts er noget, folk lægger mærke til. Det går ikke. Vores kultur er stadig meget from og fasttømret i traditionerne, siger Linda.

villadsen@kristeligt-dagblad.dk