Det er en illusion, at mennesker kan magte alt

Ønsket om at leve eller ikke leve vil altid være individuelt. -

- Foto: Arkiv

flexblock

Tema

Aktiv dødshjælp

flexblock

Kommenter Hold mig opdateret Del

Birgit Petersson | 26. januar 2009

Der er naturligvis mange paradokser i et samfund, men at det skulle føre til forråelse af samfundet, at vi indfører aktiv dødshjælp, er da ikke nødvendigvis sandt

”AT GIVE AKTIV DØDSHJÆLP er at tage magt over mere, end man kan magte,” siger Ole J. Hartling i et interview i Kristeligt Dagblad den 19. december i kølvandet på tv-udsendelsen ”Hjælp – jeg vil dø”. Han siger videre: ”... at give et menneske, der er trængt, omsorg og at turde være hos det menneske, det er en magtudøvelse, der om jeg så må sige kan magtes.” Men de to ting har jo ikke noget med hinanden at gøre. Det sammen gælder, når Birgitte Josefsen i sit indlæg den 23. december anfører, at hun har set mange mennesker, der var ved at dø, kæmpe for livet.

De mennesker, der ønsker aktiv dødshjælp, har jo netop ikke et ønske om at leve videre. Ønsket om at leve eller ikke leve vil altid være individuelt. Hvor nogle med svære sygdomme som amyotrofisk lateral sclerose vil vælge at leve og være produktive til det sidste trods svær invaliditet, vil andre gerne udfries fra langsomt at skulle opleve alle musklernes funktion stoppe og blive totalt afhængige og hjælpeløse.

Der er mange grunde til, at vi hver især gør os etiske overvejelser. Ofte er de fremprovokeret af oplevelser, som vi selv har haft, selvom disse oplevelser naturligvis skal sættes ind i en større sammenhæng, når vi drager etiske slutninger.

Annonce

Et af de første mennesker, der satte gang i mine overvejelser om dødshjælp, var en midaldrende mand, som var indlagt på en hospitalsafdeling med kræft i halsen. Han var operasanger, selvom man på dette tidspunkt hellere skulle sige havde været, for blandt de mange ting, der forsvinder, når et menneske bliver alvorligt sygt, er arbejdsidentiteten, som hos ham var meget tæt forbundet med den personlige identitet.

I dag ville han have været indlagt på et hospice, men selvom der disse steder ydes en kærlig og fremragende hjælp, er jeg helt sikker på, at problemstillingen der ville være det samme som på hospitalsafdelingen. For vævet omkring hans kræft lugtede så fælt, at ingen af os kunne holde det ud. Vi skulle magte det, som Ole J. Hartling siger, men også dette har sine begrænsninger.

For samtidig var der tale om et menneske, der ikke ønskede at leve videre. Han bad om lov til at slippe for sine lidelser i små breve, som var hans eneste mulighed for kommunikation. Jeg tror ikke, selvom vi gjorde os store anstrengelser, at det kunne skjules for ham, hvor svært personalet havde ved at være hos ham. For man nærmest flygtede fra stuen. Når patienten var på hospitalet, var det, fordi familien heller ikke kunne holde stanken ud. Ligesom patienten måtte ligge på enestue af hensyn til de øvrige patienter.

HELDIGVIS ER SÅDANNE tilfælde sjældne, men de findes. Og jeg finder det dobbeltmoralsk, at vi benægter, at der er lidelser, hvor vi faktisk ikke kan magte at være der. Det gælder både personale og pårørende. Og slet ikke hos et menneske, der som denne mand samtidig udtrykker et alvorligt dødsønske, men som var i en sådan situation, at han ikke havde mulighed for selv at tage livet af sig.

Den dag i dag, mange år efter, vil jeg ønske, at der var nogle barmhjertige mennesker, der havde lov til at give aktiv dødshjælp, som han havde kunnet henvises til. Ikke for vores skyld, men for hans og ikke mindst for den familie, som må have følt en ufattelig skyld ved ikke at kunne magte at være der.

Der er naturligvis mange paradokser i et samfund, men at det skulle føre til forråelse af samfundet, at vi indfører aktiv dødshjælp, har jeg svært ved at se. Jeg vil bruge nogle eksempler fra debatten om sene aborter som en parallel til at belyse dette.

Vi har samfundsmæssigt valgt, at lade det fødte liv vægte vigtigere end det ufødte, men debatten om de sene aborter viser jo klart, at der er et ønske om, at grænserne for, hvad vi kalder et uønsket liv, sættes meget snævert. Personligt ville jeg ønske, at de blev sat endnu snævrere, men det er jo netop ikke mit personlige valg, der afgør om et andet liv er ønskeligt eller ej, men resultatet af en bred samfundsdebat.

I DAGENS SAMFUND har vi valgt, at nogle liv ikke er værdige, således at der gives tilladelse til abort inden for en fastsat grænse, ligesom det gøres i nogle tilfælde, når det er for voldsomt for en gravid kvinde at gå gennem et helt svangerskab med en viden om, at det ventede barn vil dø, når navlestrengen klippes. Andre kvinder vil tage en anden beslutning og vælge at føde barnet, selvom de er vidende om, at det vil dø. Og de dilemmaer skal vi lære at rumme og forvalte.

Personligt finder jeg det samlet behæftet med alt for mange ulemper, at vi leder efter misdannelser ved at screene alle gravide kvinder med nakkefoldsscanninger, som er udtryk for en risikotænkning. Men undersøgelserne er indført, så vidt jeg ved uden protester, hvilket må betyde, at myndighederne må mene, at vi i samfundet er modne nok til at forvalte sådanne undersøgelser og de deraf afledede problemer.

Når man affærdiger problemstillingen med, at børnene blot kan bortadopteres, er denne diskussion heller ikke tilstrækkelig nuanceret. Det er rigtigt, at adoptioner kan gå godt, men vi ved også, at mange adoptivbørn betaler en stor pris. Den danske forfatter Elsebeth Egholm beskriver dette i bogen ”Liv og legeme”. Det sker med krimigenrens brede pensel, men på en måde, så man forstår den pris, som både mødrene, der af en eller anden grund er tvunget til at bortadoptere, og børnene betaler. For der er et stadigt åbent sår hos moderen, og mange af børnene føler sig forkastet på trods af, at bortadoptionen i sidste ende var en kærlighedshandling.

Så når jeg samlet ser tilbage på de år, hvor vi har haft disse love, er der intet, der tyder på en forråelse af samfundet.

I DEBATTEN MOD aktiv dødshjælp henvises ofte til de tanker, mange i vores samfund havde i 1920’erne og 1930’erne, og som blev ført ud i livet i nazitiden i Tyskland. Jeg er helt enig i, at man ofte er nødt til at pege på de tanker om herremennesket, der var i samfundet dengang. For det er rystende at læse om tidens menneskeforagt.

Men vi har lært af disse epoker. Mange samfund, ikke mindst det tyske, har sat snævre grænser for, hvad der tillades i forbindelse med abort og sterilisation, og der er mange beskyttende instanser, der skal hindre magtmisbrug. Der henvises også tit til, hvad der finder sted, når mennesker bekriger hinanden, og hvor alle love tilsyneladende ophæves som for eksempel i det tidligere Jugoslavien.

Men det siger alene noget om den alvor, der skal være i forhold til en samfundsdebat om disse emner til alle tider. Og så selvfølgelig et stort arbejde mellem befolkninger og stater, så der ikke kommer nye krige. Det siger ikke noget om, hvordan man skal behandle hinanden inden for et velfungerende samfund.

Det er derfor alt for let at gå imod aktiv dødshjælp med disse begrundelser. Indfører man aktiv dødshjælp i de sjældne tilfælde, der vil være tale om, er det for mig en menneskekærlig handling. Men det kræver naturligvis, at den, der ønsker at modtage denne, har et liv, der er smertefuldt på en måde, hvor det ikke er i nogens magt at lindre smerten.

For ud over det eksempel, jeg er kommet med, findes der enkelte mennesker, der har så mange fysiske smerter, at de ikke kan udholde det, og hvor ingen medicin hjælper. Det er forkert, når vi fremstiller det, som om alt kan afhjælpes med menneskelig omsorg, for det er ikke tilfældet.

Lige så forkert er det at tro, at alle vil vælge aktiv dødshjælp ved samme slags problemer. Mennesker har forskellig robusthed, og erfaringen viser jo netop, at de fleste søger at vælge livet, også selvom de er døende. Men at nægte hjælp under kontrollerede og respektfulde former til de få mennesker, der er tale om, det er uværdigt. Måske er det derfor, det er nødvendigt at bruge skræmmebilleder i stedet for at diskutere, hvordan disse svært ramte mennesker bedst hjælpes.

Birgit Petersson er speciallæge i psykiatri og lektor ved Københavns Universitet

Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2 | 3 | 4 | 5

FACEBOOK: Bliv ven med etik.dk

Del Hold mig opdateret

flexblock

Annoncer

Sommerrejse til England

13. - 20.7. Højskolerejse til Nordengland: natur, kultur og gode historier.

www.granada.dk

Smag på Madskolen

støt de unge i Bolivia

Se hvordan her!

Billig Overnatning i Kbh