Dødens retorik

Meningsmålinger har vist, at to tredjedele af danskerne går ind for ”aktiv dødshjælp”. Men ville de have svaret det samme, hvis spørgsmålet havde refereret til ”assisteret selvmord” eller måske ”medicinsk aflivning af mennesker”?

Det er af allerstørste betydning, hvilke betegnelser man anvender, når man debatterer. Ikke mindst følsomme emner som døden. Derfor er dødens retorik genstand for heftige kampe. Og det er problematisk, mener Christian Kock, professor i retorik ved Københavns Universitet.

– Selve betegnelsen bruges til at sætte begrebet i en enten positiv eller negativ ramme. Dermed er man med til at styre folks opfattelse uden direkte at argumentere, og det er altid uheldigt, siger han.

– I den engelsksprogede forskning bruger man betegnelsen ”framing”, indramning, om fænomenet. I USA er der mange eksempler, også hvor døden indgår. For nogen tid siden fandt ultraliberalistiske skatte-modstandere således på at omdøbe begrebet arveafgift til ”death tax”, altså dødsskat, fortæller Christian Kock.

I øjeblikket er ”dødshjælp” den betegnelse, medierne bruger, når lægen medvirker til, at patientens liv ophører. Men sprogbrugen har ifølge Christian Kock den svaghed, at ordet ”hjælp” har en stærk positiv ladning. Dermed bliver det let til, at hvis man siger nej, nægter man mennesker hjælp. Men ligesom da regeringen opfandt betegnelsen ”starthjælp” om en ekstra lav offentlig ydelse, kan graden af hjælp naturligvis diskuteres.

Det Etiske Råd afholder sig som regel fra at bruge betegnelsen ”dødshjælp” og vælger i stedet den oldgræske medicinske betegnelse ”eutanasi”. Dermed undgår man også betegnelserne aktiv og passiv dødshjælp, som rådet finder vildledende. Passiv dødshjælp har ifølge Det Etiske Råd intet med dødshjælp at gøre, men hvad man også kunne kalde smertelindrende medicinering.