Hos hans kollega på Respirationscenter Vest i Århus er meldingen den samme. Overlæge Mogens Skadborg siger således:

– Dokumentaren viste, hvorfor vi ikke skal have aktiv dødshjælp. Manden sagde jo udtrykkeligt, at han ønskede at leve, men frygtede den dag, han ikke kunne noget mere selv. Og ingen hjalp ham med at tage ansvar, så han kunne leve uden frygten, siger Mogens Skadborg.

Han vurderer, at manden i udsendelsen måske kunne have fået seks til otte leveår mere, hvor han kunne have læst bøger og lyttet til musik, og det ville være sket i Danmark.

– Patienterne har krav på, at vi stopper behandlingen, når de ikke længere ønsker den, siger Mogens Skadborg.

Ifølge professor i sundhedsret ved Københavns Universitet Mette Hartlev er der dog tale om en uhensigtsmæssig gråzone, hvor skismaet mellem patientens selvbestemmelse på den ene side og forbuddet mod aktiv dødshjælp på den anden gør, at etikken kan variere fra afdeling til afdeling.

– Hvad med den person, der ligger lam og hjerneskadet på et plejehjem, som så får lungebetændelse. Skal man behandle den eller ej? Og der findes mange forskellige procedurer for, om man skal genoplive syge patienter ved hjertestop eller ej, siger Mette Hartlev.

Hun mener politikerne bør tage stilling til, hvor den yderste grænse går for patientens selvbestemmelse og lægernes handlemuligheder.

– Politikerne bør sikre lægerne nogle klarere retningslinjer. Det kan man godt gøre uden at lave firkantede regler og uden at fratage lægerne det faglige og menneskelige skøn. I praksis er der en modstand mod regler, men det betyder så bare, at personalet agerer efter egen etik, som kan variere fra afdeling til afdeling, siger Mette Hartlev.

dahl-hansen@kristeligt-dagblad.dk