Tv-udsendelsen om den 59-årige Craig Ewert, der dør for åben skærm, har genstartet debatten om aktiv dødshjælp. Programmet blev sendt på DR 1 søndag aften og har fuldt forståeligt bragt stærke reaktioner. To spørgsmål rejser sig: Skulle DR vise udsendelsen, og skal aktiv dødshjælp tillades? Svaret på det første spørgsmål er ja. Svaret på det andet er nej.

I kølvandet på tv-udsendelsen har programdirektør Mette Bock meldt sig ud af det programetiske udvalg i DR i protest. Som det fremgår af dagens avis, kan hun ikke stå inde for, at man viser en dødsscene på tv. Deri er hun enig med både kirkelige repræsentanter og journalister i Storbritannien og Tyskland, hvor der udspiller sig en heftig debat om filmen.

Der er ingen tvivl om, at det er en kontroversiel dokumentarudsendelse. Inspirerer man tv-seere til at gøre det samme ved at vise et menneske, der dør på tv (hvilket ikke er normal praksis)? Og er tv-udsendelsen udtryk for en beklagelig tendens til at fylde sendefladen med mere og mere bizarre programmer om mennesker med aparte tilbøjeligheder? Handler det hele om sensationslyst?

Hertil må man svare, at programmet er produceret efter hovedpersonens eget ønske, og at programmet ikke ved effekter eller lignende går efter maksimal sensationseffekt. Det er formmæssigt set et sobert program.

Der er heller ikke tale om et enkeltstående tilfælde. Utallige mennesker deler Craig Ewerts overvejelser. Når debatten om aktiv dødshjælp bliver ved med at vende tilbage, er det, fordi den handler om et stort etisk dilemma, som mange mennesker har inde på livet. Tv-programmet har derfor et principielt sigte, og også derfor er det godt, at det blev vist.

Snarere end at opfordre andre til at gøre ligeså virker programmet præventivt. Den kliniske måde, hvorpå hovedpersonen opfatter sin skæbne, er uhyggelig. Han bliver udtryk for den beklagelige tendens, at det moderne menneske forstår sin frihed som grænseløs. Man vil selv bestemme alt i levende live, og døden vil man også have fuld kontrol over.

Når tanken om aktiv dødshjælp overhovedet virker appellerende på nogle, er det blandt andet, fordi de efterladte undgår et langt og måske uhyggeligt sygdomsforløb. Men det er ikke de efterladte, der er i centrum, og alle døende har ret til at være til besvær, som Ole Hartling har udtrykt det. Læger skal være livgivende og ikke komme med dødssprøjter. Denne grænse må ikke overskrides, og man må håbe, at tv-udsendelsen om Craig Ewert får flere mennesker til at afvise aktiv dødshjælp. mbh