Den 59-årige Craig Ewert rejste til Schweiz og fik hjælp til at begå selvmord. Et filmhold fulgte ham, og nu viser DR dokumentaren. -
- SHAUN CURRY/Scanpix Denmark
Julie Jo Boding |
11. december 2008
En dokumentarfilm om en mand, der får hjælp til at begå selvmord, har skabt debat i Storbritannien. Nu bliver den vist på dansk tv
Den 59-årige Craig Ewert besluttede, at han på grund af en lammende sygdom ikke længere ville leve. Han rejste til klinikken Dignitas i Schweiz og fik hjælp til at begå selvmord.
Dokumentarprogrammet 'Selvmordsturisten', der følger Craig Ewerts beslutning og død, blev onsdag aften vist på britisk tv. Og nu får danskerne også muligheden for at se udsendelsen, da DR har købt dokumentaren og besluttet at vise den, formentlig søndag.
Det oplyser chef for DR's dokumentarprogrammer, Mette Hoffmann Meyer, til kristeligt-dagblad.dk.
- Jeg synes, den er utroligt velegnet til debat om aktiv dødshjælp, som vi løbende har en etisk diskussion af. Det er en meget velargumenteret og velproduceret film, forklarer Mette Hoffmann Meyer.
Tidspunktet for udsendelsen er endnu ikke fastlagt, men Mette Hoffmann Meyer fortæller, at hun forsøger at få den vist efter '21 Søndag.'
- Det er en mand, som virkelig har tænkt sig godt om, inden han tager beslutningen. Vi følger ham og hans kone, og det er også en smuk kærlighedsfilm, siger hun.
Skal ses i helhed
Den britiske Craig Ewert led af den sjældne nervesygdom, amyotrofisk lateral sklerose. Sygdommen nedbryder de celler, som styrer musklerne, der kramper og bliver lammet.
I dokumentarfilmen ser man, hvordan Craig Ewert begår selvmord på den schweiziske klinik ved at drikke en blanding af beroligende midler og derefter sover ind.
Gruppen 'Care Not Killing' beskylder visningen af dokumentaren i Storbritannien for at være et 'kynisk forsøg på at øge seertallene'.
Mette Hoffmann Meyer fra DR understreger dog, at dokumentaren skal ses i sin helhed i stedet for kun at fokusere på det øjeblik, hvor Craig Ewert begår selvmord.
- Dødsscenen er overrumplende, men det skal ses i en sammenhæng. Det er et forløb, hvor man lærer et menneske at kende og følger hans intellektuelle og følelsesmæssige overvejelser. Aktiv dødshjælp er et tema, vi kender fra spillefilm, og vi må løbende tage stilling til det, siger Mette Hoffmann Meyer.
På en ærlig måde
Dokumentar- og filmindkøber i TV 2's programafdeling, Anders Leifer, har ikke set 'Selvmordsturisten'. Men han er i udgangspunktet klar til at vise assisteret selvmord på tv, hvis udsendelsen er velafbalanceret.
- Når vi køber dokumentarprogrammer, ser vi, om de konkrete programmer har nærvær og relevans, som gør det værd at vise. Hvis programmet fremstod som et kynisk forsøg på at lokke seere, ville jeg ikke vælge det. Men en historie kan fortælles på mange måder, siger han.
Kritikere har blandt andet peget på, at dokumentaren viser noget, der er meget privat - samt noget, der er ulovligt i Storbritannien. Men i Schweiz er assisteret selvmord tilladt i visse tilfælde, og Craig Ewerts kone, Mary, forsvarer udsendelsen og siger, at den viser det at stå over for 'livet slutning på en ærlig måde'.
Dokumentaren skulle efter planen først vises på DR til januar, men på grund af debatten efter visningen i Storbritannien, arbejder DR nu på at vise den allerede søndag.
FACEBOOK: Bliv ven med etik.dk