Jeg synes, det er et unødigt indgreb. Barnet kan hverken sige ja eller nej
I 2004 blev Naser Khader far til Hannibal. Partiformanden for Liberal Alliance er muslim, og Naser Khader overvejede derfor længe, om hans søn skulle omskæres. Da de syv dage efter fødslen var gået, skulle omskæringen efter traditionen ske, men Naser Khader og hans kone besluttede sig for, at deres dreng ikke skulle omskæres.
Hvorfor endte det med, at du ikke fik din søn omskåret?– Jeg synes, det er et unødigt indgreb. Barnet kan hverken sige ja eller nej, og forældrenes ønsker kommer derfor til at gå forud for barnets rettigheder. Jeg kan godt forstå, at nogen gør det, når det er lægeligt begrundet, men jeg kan ikke forstå det, når det er funderet i religion. Som muslim ved jeg, at det i islam bliver gjort af hygiejniske grunde. Det blev indført i en tid, hvor hygiejnen var af en anden standard, så nu kan jeg slet ikke se begrundelserne. Men det var da en svær overvejelse, fordi det er en del af min kultur.
Hvad overbeviste dig til sidst om ikke at vælge omskæring?
– Da han blev vaccineret for børnesygdomme, kunne jeg se, hvor meget han græd bare på grund af et stik med en nål. Der tænkte jeg, hvorfor skal han lide på grund af et unødigt indgreb?
Hvordan havde du det som muslim med at gå væk fra en så gammel tradition?
– Blot fordi det er gammelt, er det jo ikke nødvendigvis i orden. Jeg synes, det er vigtigt, at vi hele tiden overvejer, om tingene og traditionerne er tidssvarende. Der skal ikke være stilstand, blot fordi det er en tradition.
Går du ind for et generelt forbud mod omskæring af drenge under 15 år?
– Jeg hælder til et forbud. Det mest liberale vil være at tage udgangspunkt i barnets tarv, og jeg kan godt forstå argumenterne mod omskæring. Jeg synes, det vil være fint, hvis det først kan ske, når barnet er 15 år og selv kan bestemme. Men i første omgang vil jeg gerne vide, om det kan håndhæves, og hvordan man kan være sikker på, at det ikke fortsat sker. For det nytter ikke at have et symbolsk forbud. Men hvis det kan håndhæves, siger jeg ja.
Du er imod omskæring af piger, hvorfor skal der være forskel på kønnene?
– Der er enorm forskel på omskæring af drenge og piger. Det generelle hos pigerne er, at man fratager dem den seksuelle lyst, og det er meget værre. Men jeg hælder stadig til et forbud – også hos drengebørn.
barslev@kristeligt-dagblad.dk