Organdonation – vejen til hinduistisk frelse?

Han hører til den gruppe af hinduer, der tror på, at sjælen genfødes eller reinkarneres i en ny og tilfældig krop, som intet har med tidligere opsamlet karma at gøre. Men ikke alle hinduer har samme opfattelse.

Ifølge Ib Gaarde-Nissen, formand for Transplantationsgruppen, kan man groft sagt dele hinduer i to grupper i forhold til deres religiøse holdning til organdonation. Han har tidligere studeret religion og etik i forhold til spørgsmålet om organdonation og peger på, at organdonation stort set er accepteret i alle religioner.

– Men særligt i hinduismen kan der være nogle begrænsninger, fordi man tror på reinkarnation. Man kan dele hinduer op i to grupper. Den ene gruppe mener, at man godt kan donere sine organer, da det er sjælen, der reinkarneres. De betragter kroppen som et hylster, man har på jorden. Den anden gruppe vil ikke donere deres organer, for i deres forståelse af reinkarnation er det hele legemet, der går videre. Det betyder, at man skal være meget forsigtig, når man som sundhedspersonale spørger til brug af organer, siger Ib Gaarde-Nissen.

Han har mødt hinduer i Danmark, som har haft betænkeligheder ved at donere organer. Men han har aldrig hørt om nogen, som ikke ville modtage et organ, hvis de havde hårdt brug for det.

Hospitalspræst på Rigshospitalet Henning Nabe-Nielsen er enig i, at man som sundhedspersonale skal tage visse forholdsregler, når man møder forskellige religiøse mennesker. Derfor har han skrevet bogen ”religionsvejviser for sundhedspersonale”.

– Nogle siger, at alle organer helst skal være der, når man bliver brændt. Det kan være et argument for, at nogle hinduer ikke selv vil være donor. Men der er også ”folkekirkehinduer”, der har hinduismen som kulturel baggrund, men som er pragmatikere på alle områder, siger Henning Nabe-Nielsen.

Han har oplevet, at der kan opstå kommunikationsproblemer mellem personale og patienter på grund af kultur- og religionsforskelle – og på grund af fordomme og misforståede hensyn over for andre religioner.

– Jeg kender til et eksempel, hvor lægerne og sygeplejerskerne ikke havde fået spurgt en muslimsk familie om organdonation, da deres barn skulle dø. For de vidste, at familien var muslimer, og gik derfor ud fra, at de af religiøse grunde ikke ville acceptere organdonation. Men familien sagde til mig, at det kunne have været godt, hvis barnets organer kunne redde et andet liv, siger Henning Nabe-Nielsen.

Mange islamiske autoriteter tillader både organtransplantation og blodtransfusion. For Koranen rummer ikke tekster, der taler imod det, og derfor kan der argumenteres for at lade hensynet for at redde liv gå forud for andre hensyn.

Både i islam, hinduismen og andre religioner er det vigtigt at være opmærksom på, at svar på holdningen til etiske spørgsmål eksempelvis vedrørende organdonation afhænger af, hvem man spørger, hvor i verden de befinder sig, og hvordan de tolker klassiske skrifter.

Det understreger Tim Jensen, religionshistoriker ved Syddansk Universitet og medforfatter til bogen ”Etikken & religionerne”. Han peger også på, at der principielt set kan være to måder at opfatte organdonation på inden for hinduismen: Hvis mennesket ses som en ud af mange mulige inkarnationsformer, og vægten ligger på forestillingen om den evige sjæl, atman, mens kroppen snarere ses som et hylster, kan organtransplantation måske accepteres.

– Men alligevel kan også det være problematisk. For mange tror ikke på hjernedødskriteriet. For dem er personen stadig i live, når hjertet slår, selvom love og retningslinjer siger, at man er død. Så i praksis skal organet tages ud, mens donor stadig lever. Og dermed redder man sit eget liv ved at tage liv. Og det er problematisk. For man kan tænke sig, at hinduer hermed frygter at pådrage sig dårlig karma, siger Tim Jensen.

Han påpeger, at der også kan være problemer, hvis man derimod lægger større vægt på kroppen. For her opfatter man den krop, man genfødes i, og de lidelser og sygdomme, man har, som et produkt af den karma, man har opsamlet i tidligere liv.

– Ved at indoperere organer ændrer man på det karmabestemte og griber ind i den universelle lov, som karma er en del af. Det kan altså være en krænkelse af dharma, som er den kosmiske orden. Og den må man ikke sætte sig imod, siger Tim Jensen.

Han understreger, at mange formentlig vil handle i forhold til andet end religiøse principper og overvejelser. Man kan modtage organer, fordi man sætter livet over alt andet. Og man kan drives til at donere organer af næstekærlighed, men også hvis man er fattig og har behov for penge.

Flertallet af verdens 730 millioner hinduer bor i Indien, hvor der grundet udbredt fattigdom er en stor handel med organer på det illegale marked. Siden 1994 har det været forbudt at sælge sine organer, men lovligt at donere nyrer til familie og ikke-beslægtede, hvis det sker som følge af en tilknytning eller hengivenhed til modtageren. Disse donationer skal godkendes af de lokale myndigheder, som skal sikre, at der ikke er tale om salg af organer, oplyser Det Etiske Råd.

Men ofte virker kontrollen ikke, og selvom loven generelt forbyder organhandel, sker der en livlig og omfattende donation af organer mod betaling. De fattige indere får i gennemsnit 7000 kroner for en nyre, hvilket svarer til mere end to gennemsnitlige årsindkomster. Det er mellemmændene, der tjener. Hos størstedelen af de fattige donorer bliver helbredet svækket så meget af donationen, at de ikke kan opretholde samme indkomst som før og derfor ender med at tabe økonomisk på det.

Der er ingen tal for, hvor stor organhandlen er, men i delstaten Punjab i det nordlige Indien blev der eksempelvis solgt organer for 221 milioner kroner i perioden fra 1997 til 2002. Organerne blev doneret fra fattige immigrantarbejdere, som tjente mellem 2000 og 4500 kroner, selvom prisen for en nyre dengang lå på 45.000-90.000 kroner. Flere af inderne døde efter indgrebene.

Det er en kendsgerning, at rige vesterlændinge rejser ud til fattige lande for at få en ny nyre eller et andet organ. De første større tilfælde af organiseret organturisme kom frem i 1980’erne. Der blev det blandt andet afsløret, at mindst 130 patienter fra De Forenede Arabiske Emirater havde købt nyrer fra levende donorer i Indien for omkring 3000 dollar pr. nyre.

Blandt andet denne sag fik Verdenssundhedsorganisationen, WHO, til i 1991 at vedtage retningslinjer for organdonationer, der fortsat gælder i dag. Her tages afstand fra handel med organer og kommercialisering af området, og det fastslås, at organer skal komme fra afdøde eller familiemedlemmer. Men til trods for retningslinjerne er organturismen stadig et udbredt fænomen. I Danmark anslår Nyreforeningen, at 30 mennesker går rundt med en nyre fra et menneske i Indien, Filippinerne, Pakistan eller fra et af de andre populære rejsemål for organturister– en nyre, de har fået, fordi der er mangel på organer herhjemme. Men det er ikke kun den illegale organhandel, der har kronede dage i Indien. Ifølge Parag Deepak Dabir, indisk læge ved patologisk afdeling på Randers regionssygehus, er der kommet flere nationale kampagner med fokus på organdonation. Han peger på, at moderne indere ikke længere tænker så religiøst, når det handler om sundhed.

– I dag donerer rigtig mange hinduer i Indien blod, øjne og andre kropsdele, men også hele kroppe til videnskabelig forskning. Jeg tror, det er ved at ændre sig, så man ikke længere siger nej til organdonation af religiøse grunde. For mange har indset, hvor stor betydning donation har for dem, der mangler blod og organer, og at det kan redde liv. Derfor vil hinduer i dag gerne gøre en god gerning, siger Paraq Deepak Dabir.

Det er også derfor, at Koushihan Radhakrishnan har valgt at blive organdonor. Han forklarer, at der i hinduismen er flere måder at opnå frelse på. En af vejene er karmavejen, hvor man ved at gøre gode gerninger nærmer sig frelsen.

– Den dag, jeg dør, er det kun min sjæl, der hæver sig væk. Derfor kan et andet menneske lige så godt leve videre, i stedet for at det også går til grunde. Kroppen er ingenting i sig selv. Hvis jeg på den måde gør en god gerning og dermed opnår positiv karma, nærmer jeg mig også vejen til frelse. Derfor skriver jeg under på donorpapirene, siger han.

schnabel@kristeligt-dagblad.dk