Han er vokset op i et indremissionsk hjem i Skjern i Vestjylland og hørte allerede bibelhistorier som fireårig, hvor han gik i Luthersk Missions søndagsskole. Senere bandt han råbåndsknob og lavede snobrød som spejder i KFUM og gik i børneklub i KFUM og KFUK, hvor hans mor var leder.

Selvom han som 19-årig var overbevist om sin homoseksualitet, fortalte han det ikke til familie og venner. For han ville jo ikke leve som bøsse. Han havde tænkt sig at leve i cølibat. For han vidste godt, hvad der stod i Bibelen.

Og sådan har flere andre homoseksuelle kristne det også. De oplever en splittelse mellem det at være kristen på den ene side og homoseksuel på den anden side. For i Bibelen kan man finde adskillige citater, som beskriver den homoseksuelle seksualitet som syndig og vederstyggelig. I Det Nye Testamente står der, at ”mænd, der ligger i med mænd” er syndigt, og at homoseksuel adfærd hindrer folk i at blive frelst. I dag er der, ifølge teologiprofessor Theodor Jørgensen, kun en lille og meget konservativ gruppe, særligt i Indre Mission og Luthersk Mission, der tolker Bibelen bogstaveligt og derfor mener, at det er forkert at være til mænd, hvis man er mand, eller til kvinder, hvis man er kvinde. Han mener, at det er forkert at tolke de nytestamentlige tekster så bogstavnært.

– Man bliver nødt til at læse det i lyset af vores samfund i dag, hvor vi ved hjælp af erfaring, psykologer og læger er blevet meget klogere på, hvad det vil sige at være homoseksuel. At det er en seksualitet, man kan være født med. Og er man født homoseksuel, må dette jo også være omfattet af at være skabt i Guds billede. Det vidste man jo intet om på Paulus’ tid. Der forholdt man sig bare til, at det var problematisk, når mænd fra 14-15-års-alderen var sammen med andre mænd. Det var ikke så problematisk, når det gjaldt kvinder, for her har man altid anerkendt venindeforholdet, siger Theodor Jørgensen, der flere gange har været med til at tage debatten om homoseksuelles rettigheder i kirken op.

Han peger på, at diskussionen om homoseksualitet er så ømtålelig, fordi sex stadig er et tabu i kirken.

– Der er en homofobi i visse kristne kredse, hvor der er en generel seksualangst, som bliver intensiveret af noget så ”unormalt” som homoseksualiteten. Og så kan man heller ikke komme uden om, at vi lever i en tid, hvor ægteskabet som et fast, livsvarigt forhold anfægtes af andre, mere flydende samlivsformer. Her kommer homoseksualiteten under pres, fordi det registrerede partnerskab i visse kristne kredse opfattes som en trussel imod ægteskabet som institution, siger han.

Ifølge Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske er fem procent af jordens befolkning homoseksuelle. Det svarer til, at der i Danmark skulle være 275.000. Hvis man har in mente, at 83 procent af danskerne er medlemmer af folkekirken, er der således omkring 228.000 danskere, der både er homoseksuelle og medlemmer af folkekirken, mens langt færre homoseksuelle er praktiserende kristne, ligesom de færreste medlemmer af folkekirken er det.

Jeppe Tanderup Kristensen praktiserer sin tro. Han kommer som regel i Matthæuskirken i København hver søndag. Da han flyttede fra forældrene i Vestjylland til København for at tage sin uddannelse, fandt han ud af, at han ikke længere kunne leve med at skjule sin egentlige seksualitet.

– Jeg blev lidt skør i hovedet. Det kræver meget energi at løbe fra noget, der er til stede i én. Det gjorde mig følelsesmæssigt forkrøblet. Det er svært, når man sidder i bussen, og der er en mand, man reagerer på følelsesmæssigt, men det rationelle i én siger, at man ikke må. Den splittelse mellem mit hjerte og min fornuft var meget svær. I min forståelse af det gode og rigtige liv kunne jeg ikke udleve at være homoseksuel, siger han.

Men han havde svært ved entydigt at se i Bibelen, at homoseksualitet var forkert – for Gud elsker jo alle, står der. Det var mere måden, han forvaltede sin seksualitet på over for andre, der var afgørende for ham. Samtidig blev han meget optaget af nogle Søren Kierke­gaard-tekster, som fokuserede på, at man som menneske kan vælge sig selv. Er man givet som homoseksuel, skal man være det og tage ansvar for det. Det var, hvad Jeppe Tanderup Kristensen tog med sig, efter at han i en periode fordybede sig i Kierkegaard. Og det blev startskuddet til, at han fortalte det til venner fra sit kollegiekøkken og senere til sine kristne venner og sin familie.

De reagerede stort set alle positivt, og ingen slog hånden af ham. Men der var venner, som ud fra et bibelsk synspunkt forsøgte at forklare ham, at vi mennesker ikke er skabt til at være sammen med en af samme køn – venner, som bad og stadig beder for, at det må blive bedre for ham. Men Jeppe Tanderup Kristensen oplevede det ikke som et problem at være homoseksuel. Han holdt sig bare væk fra de steder, som synes, det er forkert og syndigt. Og det gør han stadig.

– Man opsøger ikke steder, hvor man ved, man ikke kan være – Indre Missions Ungdom eller Luthersk Mission, eksempelvis. Men det gør ikke noget, for kirkeligt og teologisk er det ikke der, jeg hører hjemme, siger han.

I Luthersk Mission er bøsser og lesbiske ellers mere end velkomne. I hvert fald hvis man spørger generalsekretær Jens Ole Christensen.

– Vi har et klassisk kirkesyn, og det er, at seksuelt samliv hører hjemme i et livslangt ægteskab. Det er vores pejlemærke for vurderingen af seksualetiske spørgsmål. Vi vil meget gerne have mennesker med homoseksuelle driftsretning i vores kristne fællesskaber, menigheder og foreninger. Men vi vil udfordre dem til at leve afholdende i forhold til homoseksuelt samliv – til at leve i cølibat. For vi mener, det er forkert at leve i homoseksuelt samliv, siger Jens Ole Christensen.

Men samtidig er Luthersk Mission klar over, at de mennesker får noget at slås med – for det er svært at leve i cølibat, erkender han. Derfor understreger han, at Gud også elsker det homoseksuelle menneske.

– Det vil vi gerne vise ved at være sammen med dem, tale med dem og vise dem respekt – ved ikke at tale ned til dem og gøre nar ad dem. Jeg har indtryk af, at flere i Luthersk Mission har fået en forståelse for, at homoseksuelle mennesker har brug for vores hjælp, støtte og solidaritet. I dag er der, i modsætning til tidligere, en imødekommenhed over for de konkrete mennesker, der slås med det her. Men ikke over for, om det er en synd eller ej, siger generalsekretæren.

Han er godt klar over, at det synspunkt er i offentlig modvind i dag. Derfor er Luthersk Mission i højere grad nødt til at gå ud og forklare og begrunde deres synspunkt om homoseksuelle. Sådan var det ikke tidligere.

I dag har meget også ændret sig, når det kommer til kirkens syn på homoseksuelle. I den danske folkekirke er der flere homoseksuelle præster, og det er helt normalt, at homoseksuelle får deres parforhold velsignet i kirken. Cirka halvdelen af de 435 par, der sidste år indgik i et registreret partnerskab, var en tur forbi kirken for at få en velsignelse, har Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske tidligere udtalt til Kristeligt Dagblad. Dette blev muligt for tre og et halvt år siden, da seks af landets biskopper gik sammen om en ordning for gudstjenestelig velsignelse af homoseksuelle par. Tidligere var det kun muligt at få en ”gudstjenestelig markering” af partnerskabet.

Men selvom flere får Guds velsignelse, er de færreste præster parate til gøre dem ægteskabeligt ligestillede med heteroseksuelle. For snart et år siden svarede 62 procent af landets præster således nej til at vie homoseksuelle, og indtil videre har der heller ikke været politisk flertal for en ændring af loven.

Den manglende ligestilling og de konservative kristnes syn på homoseksualiteten gør det ikke nemt at være troende og homoseksuel. Det fortæller journalist og forfatter Marianne Søndergaard, der til november udgiver bogen ” De vederstyggelige” på Unitas Forlag. Hun har interviewet syv personer fra 25 til 75 år om deres udfordringer med at være homoseksuel og kristen.

– For nogle er det meget svært at forene troen med den homoseksuelle identitet. Selvom det verdslige samfund er begyndt at acceptere homoseksuelle, er der en gruppe i samfundet, der har svært ved at være her, fordi de ikke kun er homoseksuelle, men også kristne. I flere kristne miljøer er man ikke særlig tolerante – særligt missionsmiljøerne. Men der er også flere, der har oplevet denne mangel på rummelighed i folkekirken, i kristne foreninger som KFUM og KFUK eller i andre miljøer. Her er de blevet præsenteret for bibelcitater, der siger, at en mand ikke må ligge i med en mand, og at homoseksualitet er vederstyggeligt, siger Marianne Søndergaard.

Flere har levet et dobbeltliv. Og det har ført til store psykiske kvaler ikke at kunne leve som den, man er, af frygt for reaktionen fra omgivelserne og for ikke at leve op til samfundets normer, forklarer hun.

Derfor er der i den seneste tid opstået flere foreninger, netværk og mere rådgivning, hvor det er i orden at være kristen og homoseksuel. Blandt andet rådgiver 17 korshærspræster, hvoraf 14 også er præster i folkekirken, kristne homoseksuelle. Det er hovedsageligt unge fra missionske miljøer, men også fra KFUM og KFUK, der benytter sig af de nye tiltag.

Ifølge Marie Vejrup Nielsen, cand.theol. og forsker i kristen syndslære og moderne kristendom ved Aarhus Universitet, er det udtryk for, at man tager uligheden alvorligt og gerne vil ændre på den.

– Sognepræsternes rådgivning er et tegn på, at den danske folkekirke ser det som sin opgave at forholde sig til den form for ulighed. At det er kirkens opgave at byde alle velkommen og hjælpe de mennesker, der føler, de ikke kan være kristne på grund af deres seksualitet, siger hun.

Jeppe Tanderup Kristensen ville også have benyttet præsternes rådgivning, hvis den havde eksisteret, da han som teenager og i årene efter havde problemer med at forene sin seksualitet og tro.

– For man går meget for sig selv. Man ved ikke, om man bare bilder sig selv noget ind. Jeg kunne ikke helt se, at der i Bibelen skulle være noget i vejen med min homoseksuelle identitet. Men det kunne have været rart at vende det med nogen, der havde forstand på det. Det ville have givet mig et rygstød til at springe ud over for andre kristne, fordi jeg så havde et sprog til at forklare, hvem jeg var, hvad jeg følte, og hvorfor det er okay ud fra et bibelsk synspunkt, siger Jeppe Tanderup Kristensen.

Han var dengang nervøs for forældrenes reaktion. For han vidste, at det ville være en hård oplevelse for dem. Men til trods for deres indremissionske baggrund var det ikke et problem.

– Den aften, jeg sagde det til mine forældre, sagde de, at uanset hvad elsker de mig. De har ikke engang spurgt til, om jeg nu også er helt sikker på, at jeg er homo. Til gengæld spørger de til, om jeg har fået en kæreste. Men det har jeg ikke – ikke endnu.

schnabel@kristeligt-dagblad.dk