Når gravide bliver tilbudt en scanning af deres foster, kan det ikke undgås, at det giver mindelser om mellemkrigstidens tanker om socialdarwinisme og racehygiejne. Det mener den tidligere formand for Det Etiske Råd, overlæge Ole J. Hartling, der i sin klumme i dagens avis beskæftiger sig med fosterdiagnostik.

– Samfundet giver den gravide et tilbud, som det er meget vanskeligt at sige nej til. På den måde har man skubbet beslutningen over på den enkelte og privatiseret etikken, og jeg spekulerer på, om det er, fordi samfundet ikke vil stå ved den nyttetankegang, der ligger bag. Hovedstadens Sygehusfællesskab gjorde for nogle år siden op i kroner og ører, at det var billigere at tilbyde fosterdiagnostik, end at de handicappede bliver født. Teknologien er kommet, og den bliver, men selvom det er ”politisk ukorrekt” at nævne det, er man vist nødt til at se i øjnene, at det ikke er så meget forskelligt fra de idéer, som forfægtedes i 1920’erne og 1930’erne, siger Ole J. Hartling.

I 2004 anbefalede Sundhedsstyrelsen, at alle gravide skulle tilbydes fosterdiagnostik i form af blodprøver og scanninger, således de selv kan træffe en beslutning om, hvorvidt de vil gennemføre svangerskabet eller ej, hvis fosteret viser sig at være misdannet. De fleste gravide siger ja, og det har resulteret i færre nyfødte med eksempelvis Downs syndrom og flere sene aborter begrundet i misdannelser.

En af de læger, der møder de gravide til daglig, er overlæge på Skejby Sygehus Niels Uldbjerg, og han afviser, at der er tale om racehygiejne, som vi kender det fra før i tiden.