DET HAR engang været en udbredt opfattelse herhjemme, at Danmark har et af de allerbedste sundhedssystemer i verden. Den opfattelse har i de senere år kunnet høres fra stadig færre. Flere lande, der organiserer sig anderledes, har overhalet os på flere områder. Senest har Spanien kunne fremvise imponerende tal for, hvor stor en andel af befolkningen, der er organdonorer.

For hver million spaniere er der i dag 35 organdonorer. For hver million europæer er der i gennemsnit 18, der donerer organer. Mens der for hver million dansker er sølle 12.

Det er en kedelig statistik for Danmark. For organdonorer forbedrer livskvaliteten for andre mennesker. De forlænger liv og de redder liv. Rafael Matesanz, der er direktør for den nationale spanske organisation for organtransplantationer, har ligefrem kunnet gøre op, at hver organdonor sammenlagt giver 30 års ekstra levetid til de forskellige patienter, der får gavn af organerne.

HOVEDFORKLARINGEN PÅ den spanske succes på dette sundhedsområde er efter alt at dømme netop oprettelsen af den nationale organisation for området tilbage i 1989, hvor andelen af organdonorer kun var halvt så stor som i dag. Organisationen opsamler viden og hjælper med at udføre de følsomme og etisk krævende samtaler med pårørende til døende om problemer og muligheder ved at donere organer.

Naturgivet er det ikke, at en tilsvarende organisation i Danmark vil få samme succes som den spanske. Men det er sikkert, at vi har et problem med hensyn til organdonation. Vi modtager flere organer fra internationale samarbejdspartnere, end vi giver. Og flere mennesker må vente i årevis på transplantationer, som oplagt ville kunne forlænge og forbedre deres tilværelse.