En dansk hjemmeside har siden fredag tilbudt at hjælpe færøske kvinder med at få abort. Men det er der nu sat en stopper for
Ulykkelige, gravide, færøske kvinder må vente forgæves på at modtage en abortpille med posten.
Siden fredag har en dansk hjemmeside ellers hjulpet færøske kvinder med at få abortpiller tilsendt fra en hollandsk læge, hvis kvinderne ønskede en abort, men ikke kunne få det på grund af den stramme færøske lovgivning.
Men nu har politiet sat en stopper for postpakker med abortpiller fra en hollandsk læge, skriver
Politiken.dk. Abortpillerne vil blive stoppet af toldvæsnet.
- Det kommer bag på mig, hvor gammeldags det samfund er. og det overrasker mig, at de vil isolere deres befolkning i den grad. Når man sidder på Færøerne, kan man jo ikke bare bede en veninde i Tyskland eller Sverige om at modtage pillerne for sig, siger overlæge i gynækologi på Roskilde Sygehus, Charlotte Wilken, som er lægelig garant for den danske aborthjemmeside.
Hun understreger, at hun medicinsk kan stå 100 procent inden for behandlingen med abortpillen.