Gadens kvinder har et hjem i Reden

I dag holder Reden til i lyse og imødekommende lokaler på Vesterbro i København og har søsterafdelinger i både Århus og Odense. De tre støttetilbud bemandes af et professionelt og uddannet personale, der alle er trænede til at tackle kvindernes forskellige problemer lige fra vold og overgreb til boligansøgninger og kærestesorg. Og det lader ikke til, at omgangstonen er blevet mindre personlig, bare fordi personalet i dag udgøres af professionelle. Her på stedet bestræber man sig på at have en relation til stedets brugere.

Det betyder ganske vist, at man som ansat må give noget af sig selv, fortæller Redens daglige leder, Anettet Rix.

– Til gengæld får man uendeligt meget tilbage, siger hun.

I Reden ankommer endnu tre kvinder. Tre østeuropæiske piger, der under det tykke pudderlag og de skarpt optegnede øjne ikke ser ud til at være meget mere end teenagere. Det er de næsten heller ikke. 22 år, men allerede hærdede gadeprostituerede. De andre gør plads ved bordet og hilser pænt, selvom de ikke kender pigerne så godt. I Reden er den rivalisering, der ofte bryder ud på gaden, sat ud af kraft.

De østeuropæiske kvinder begyndte at dukke op i miljøet efter Østblokkens fald, men blev først for alvor dominerende i gadebilledet, da EU åbnede sine grænser. Der gik ikke mere end en uge, før de stod på gadehjørnerne. Fragtet hertil i busser og strategisk placeret af bagmænd, der lynhurtigt havde set en god forretning. Siden har de sat det danske prostitutionsmarked på den anden ende. De har dumpet priserne og accepteret kundernes krav om sex uden kondom. Præcis som dengang i slutningen af 1970’erne. Med deres affarvede hår, knælange lakstøvler og nedringede kjoler er de desuden svære at hamle op med for de danske prostituerede, der ofte er betydeligt ældre og slidte efter flere års misbrug.

En af de danske kvinder ved bordet har helt droppet konkurrencen på gaden. På trods af sine 39 år kan hun ellers godt hamle op med de unge udenlandske piger. Hun er slank, velklædt og har fine regelmæssige træk. Men hun vil ikke gå ned i pris, så hun holder sig væk. I stedet har hun en enkelt fast kunde, der betaler hende 1000 kroner og giver hende for 500 kroner gaver om ugen. Det er nok til, at hun kan klare sig, men det er også kun, fordi hun ikke er afhængig af hårde stoffer.

Andre er ikke så heldige. De sælger deres kroppe for under 100 kroner pr. samleje i forsøget på at skrabe sammen til det daglige fix. Med så dårlige priser kan de hurtigt blive tvunget til at tage mellem 10 og 15 kunder om dagen. Mænd, der kun sjældent indvilliger i at bruge et kondom.

En række sirligt ophængte hvide sedler på opslagstavlen i Redens dagligstue vidner imidlertid om, at kønssygdomme ikke er det eneste, kvinderne risikerer at pådrage sig. De hvide sedler er voldtægtsopslag, der skal tjene som advarsler imod mænd, som udgiver sig for at være kunder, men i virkeligheden er voldtægtsforbrydere. På opslagene står der blandt andet et signalement af kunden, af bilen han kørte i, og hvor mødet fandt sted. Derudover står der en kort beskrivelse af selve overfaldet. Uhyggelige beskrivelser af gruppevoldtægter, vold, ydmygelser og kvælningsforsøg. Alligevel er det kun få af overfaldene, der er blevet anmeldt. Og det er ikke ualmindeligt. I det første halvår af 2008 er ikke færre end 33 af de kvinder, som kommer i Reden, blevet udsat for vold eller voldtægt. Kun fem har valgt at anmelde det til politiet. Der er alligevel ingen, der tror på, at en luder kan blive voldtaget, lyder forklaringen fra en af kvinderne.

Aftensmaden er så småt ved at være spist. Og nogle af kvinderne slår sig ned i de bløde sofaer foran fjernsynet, hvor TV-Avisen netop er begyndt. Andre går ind på badeværelset for at sætte håret og trække læbestregen op. De skal tilbage på gaden for at tjene de penge ind, de har brug for. For dem er døgnet først lige begyndt.

bech-jessen@kristeligt-dagblad.dk