Til november skulle der have ligget en lille dreng i børneværelset i lejligheden i København, men Julie har ingen gravid mave længere, og på værelset står i stedet parrets computere. Efter scanningen meddelte hun lægen, der allerede var i gang med at tale om håndkirurgi, at det var uaktuelt. I stedet ville hun have en abort. Aborter efter 12. uge skal man søge om tilladelse til, og for at få lov skal der være tale om en alvorlig legemlig eller sjælelig lidelse. Alternativt skal moderen være psykisk syg eller socialt sårbar.

– Lægerne sagde, at de ikke mente, at vi ville få tilladelse til abort, men vi søgte alligevel, siger Julie F. Rask Larsen.

Afslaget kom en uge senere. Handicappet var for lille til at berettige til en sen provokeret abort, og Julie var hverken psykisk syg eller i en socialt sårbar situation.

– Vi vidste godt, at vi ville få afslag, så mens vi ventede på det, gik vi i gang med at undersøge alternativer på nettet. En medarbejder på hospitalet havde fortalt os, at loven er mere liberal i Sverige, og derfor tog vi til Malmø. Samtidig bookede vi tid på en klinik i London, forklarer Julie F. Rask Larsen.

Også i Sverige blev det til et afslag. Det samme gjaldt i Abortankenævnet, hvortil Julie klagede efter afslaget fra det regionale abortsamråd.

To uger efter, at den manglende underarm var konstateret, fik Julie en provokeret abort i England, hvor der er fri abort til 24. uge. Hun lægger ikke skjul på, at det var et barsk forløb. I de to uger lå hun for det meste krøllet sammen på sofaen og prøvede at ignorere sparkene fra barnet i maven.

Aborten var også barsk. Først blev fosteret slået ihjel, og dagen efter skulle det ud – heldigvis var den unge kvinde lagt i narkose undervejs.

– Det var helt elendigt, men det var det, vi ville. Jeg føler mig dog svigtet af systemet i Danmark. Man tilbyder scanninger i uge 20, men når det så viser sig, at barnet er handicappet, vil man ikke respektere mit valg. 15.000 kvinder får hvert år før 12. uge foretaget aborter af raske fostre i Danmark, men jeg må ikke fravælge mit handicappede barn i uge 20. Det er ikke logisk, og jeg mener, der er et hul i loven, siger Julie F. Rask Larsen.

Det har hun delvis ret i, mener professor i sundhedsret ved Københavns Universitet Mette Hartlev.

– Der har hele tiden ligget et latent problem i samspillet mellem fosterdiagnostikken og abortsamrådene. Der mangler en systematisk refleksion af, hvorfor man tilbyder fosterdiagnostik, og jeg kan godt forstå, at nogle kvinder forventer, at de har ret til en sen abort, når der nu er tilbud om misdannelsesscanning. Der er brug for, at politikerne forholder sig til, hvilke normer og værdier der skal ligge til grund. Abortloven er fra 1972 og havde jo slet ikke forudset den udvikling, der er kommet med fosterdiagnostik, siger Mette Hartlev.

Julie F. Rask Larsen understreger, at hun fortsat synes, vi bør have en abortgrænse i Danmark ved 12. uge, men viser det sig efter det tidspunkt, at barnet er abnormt, må det være op til kvinden alene at beslutte, om hun vil beholde barnet eller ej. Denne ret skal hun have frem til uge 24, hvor barnet er levedygtigt uden for livmoderen.

– Jeg føler mig utroligt krænket som kvinde. Det er Mikael og jeg, der skal leve med et handicappet barn, og så må det også være min beslutning, hvad der er det rette for mig, siger Julie F. Rask Larsen.

En af dem, der tager stilling til de sene aborter, er overlæge Lisa Bang fra Herlev Hospital. Hun er suppleant i Abortankenævnet og understreger, at hun ikke har været involveret i den konkrete sag. Men generelt siger hun:

– Ifølge dansk lovgivning slutter selvbestemmelsen ved 12. uge. Efter det tidspunkt er loven også klar, idet den siger, at der så skal være tale om alvorlige lidelser. Hvad der er alvorligt, er Abortankenævnets fortolkning. Der er ingen garanti for at få det perfekte barn, og når det er ude af mors liv, kan der også opstå ting, som man er nødt til at håndtere som forældre, siger Lisa Bang, der dog godt forstår kvindernes forventning.

– Sundhedsvæsenet har selv været med til at stille i udsigt, at vi kan lave designerbørn med de mange tilbud om undersøgelser. Men sådan er virkeligheden ikke, og vi må informere om, at en scanning ikke er en garanti for alt muligt, og at man heller ikke har ret til alting, siger hun.

Det er nu seks uger siden, at Julie M. Rask Larsen fik en sen abort i England. Hun mener, det er vigtigt at få en debat om, hvad vi skal med de sene misdannelsesscanninger, når kvinderne i sidste ende ikke selv kan træffe en beslutning.

Hun skal dog ikke vente gehør fra formanden for Folketingets sundhedsudvalg, Preben Rudiengaard (V), når hun til efteråret får foretræde for udvalget.

– Vi lever i perfektionens højborg, og folk vil have det perfekte barn. Men jeg synes ikke, man skal have lov til en sen abort på grund af et mindre fysisk handicap. Vi har jo også en fantastisk teknologi i dag og gode proteser, og man kan sagtens få et godt liv med bare en arm, siger han.

Parret i København håber snart at blive gravide igen – med et rask lille barn. Til den tid vil de få tilbudt flere scanninger tidligere i forløbet, og så håber Julie F. Rask Larsen, at eventuelle handicap vil blive opdaget tidsnok til en abort i Norden.

– Som udgangspunkt ville jeg gøre det her igen, men jeg ved det først, hvis jeg står i situationen. Næste gang vil jeg under alle omstændigheder blive scannet i uge 14, og så kan jeg få en abort i Sverige, siger Julie F. Rask Larsen.

dahl-hansen@kristeligt-dagblad.dk