Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger

Det mindst vigtige i et menneskes liv er, hvordan det dør. Det vigtigste er, at det har levet. Noget i den stil sagde den norske forfatter Per Petterson, da han for nogle år siden blev interviewet om sin roman ”I kølvandet” i Kristeligt Dagblad. Romanen har delvis selvbiografiske træk; Per Petterson mistede sine forældre, en bror og en kusine, da færgen Scandinavian Star brød i brand, og han må skrive - om deres liv. ”Det ville være uværdigt for mig at dvæle ved det mindst vigtige i deres liv. Teknisk ville det være lettere for mig at skrive en bog om ”de sidste timer”, men det ville være uærligt og bare en undskyldning for at komme uden om deres liv,” som han udtrykte det.

Han har jo ret, Per Petterson. Det vigtigste er ikke, hvordan vi dør, men hvordan vi lever. Ikke desto mindre fylder døden – både hos den enkelte og i det kulturelle billede. Det vil nemlig være forkert at sige, at døden er tabu; sådan var det måske for 20, 30 eller 40 år siden, hvor der var tavst om døden i kølvandet på Anden Verdenskrig. Nu er døden måske snarere blevet snakket i stumper og stykker i terapeutisk sorgbearbejdelse og skemalagt i oversigter over dødens faser, så man næsten kan have en fornemmelse af, at der ikke er mere at sige.

Men det er der selvfølgelig.

Annonce

”Memento mori” hedder den omfangsrige antologi om døden, som udkommer i dag, og hvor en række forskere forholder sig til døden i snart sagt ethvert perspektiv. Allermest spændende er de meget konkrete studier af, hvordan folk lever med døden. Det er her, adskillelsen af sjæl og legeme viser sig som en umulighed, måske endda en løgn. Et menneske har ikke bare en krop, det er krop, og kroppen er ikke en ting som andre. Kroppen er, som en af skribenterne udtrykker det, dødens ikon. Man kan tage et kig på sin egen navle, fødsel og død er forbundet, og navlen peger på den inkarnerede død. Selv sociologerne har, som en anden skribent bemærker, fundet ud af, at den fysiske krop sætter nogle uomgængelige betingelser.

Men denne kombination af almindelige erfaringer og en teoridannelse, der hjælper til at tolke disse helt konkrete erfaringer, er øjenåbnende. Det gælder for eksempel Helle Ploug Hansen og Nina Henriksens studie af, hvordan kræftramte kvinder undersøger deres krop systematisk. Det er mere end en medicinsk nødvendighed, fordi kropsundersøgelsen perspektiveres eksistentielt og antropologisk – kropsundersøgelsen bliver en del af den måde, kvinderne kan være i verden med døden.

Samme perspektiv er der i Helle Timms artikel, når hun påpeger, at der er et stort dilemma mellem at blive reduceret til fysisk/biologisk krop, når man bliver indlagt på hospice samtidig med i stadig stigende omfang at være et menneske underlagt kroppens betingelser. Det er der ingen, der rigtig forholder sig til, og det giver afstand mellem den døende og andre - og stor ensomhed. Det er noget, der tales hen over og uden om – for eksempel, når det i slogans på kræftområdet hedder, at man skal ”leve som før”, eller når der inden for det palliative felt tales om, at man skal ”leve, til man dør”.

På samme måde er der tankevækkende perspektiver på omgangen med det døde menneske, som er et lig, men ikke kun. Hvorfor skulle pårørende ellers blive urolige over, at bedemanden har glemt at tage strømper med til den afdøde i kisten?

Og meget meget mere. Hospitalspræsten Christian Juul Busch har en fin teologisk betragtning om gamle og moderne myter i relation til døden, og psykologen Niels Peter Agger bevæger sig ud i noget, han kalder ”dødsnavigering”, ligesom der – selvfølgelig – er betragtninger om ”social død i den senmoderne verden”. Eleanor Rigby-syndromet kalder sociologen Michael Hviid Jacobsen denne tendens til usynliggørelse af de døende og døde. Et helt særskilt afsnit er helliget ”repræsentation”, altså fremstilling af den døde i dødslejefotografier, anatomiske samlinger og litteratur, ligesom det samme gælder mindekulturer – på kirkegården, internettet og i nekrologen. Ja, sågar i Mexico og Kina. Alt godt om døden, altså.

Men vigtigt: memento mori, husk du skal dø. Død og liv hænger sammen, og vi dør – de fleste af os – som vi lever. Og pauvert bliver begge dele, hvis vi nedskriver tilværelsen alene til biologiske eller økonomiske termer. Så er det, afstumpningen sætter ind, som når man i går på Ekstra Bladets spiseseddel om flykatastrofen i Madrid fik ”Ligene var kogende” klasket i hovedet . Over for en sådan aktuel nedskrivning er det opløftende – skulle vi kalde det livsbekræftende? – med det overbevisende humanistiske perspektiv på døden, der leveres i mange af bogens artikler. De pårørende til ofrene for flykatastrofen når forhåbentlig til, som Per Petterson, at det mindst vigtige i et menneskeliv er, hvordan det dør. Men derfor er det ikke ligegyldigt, hvordan vi omgås døden og den døende – hverken i den stille stue eller i den buldrende katastrofe.

larsen@kristeligt-dagblad.dk

Memento mori. Døden i Danmark i tværfagligt lys. Red. Michael Hviid Jacobsen og Mette Haakonson. 420 sider. 398 kroner. Syddansk Universitetsforlag. Udkommer i dag.

Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2 | 3

FACEBOOK: Bliv ven med etik.dk

Del Hold mig opdateret

flexblock

Annoncer

Billig Overnatning i Kbh

Midt i byen lige ved Tivoli & Hovedbanegården med priser fra kr. 410,-

Missionshotellet NEBO

Familiehøjskole

Hold ferie med børn og børnebørn på Mellerup Højskole 8.-14. juli 2012

Læs mere her

Åndelig sommerlæsning