Af Karin Dahl-Hansen |
8. august 2006
Meningsmålinger viser gang på gang, at befolkningen går ind for aktiv dødshjælp. Men hverken politikere, Det Etiske Råd eller lægerne støtter muligheden
Nyhedsanalyse
Tanken om, at ens kære eller en selv i den sidste levetid har ubærlige smerter, er svær for de fleste. Det er sandsynligvis først og fremmest det, meningsmålingerne viser, når danskerne med jævne mellemrum bliver spurgt om deres holdning til aktiv dødshjælp og massivt bakker muligheden op for, at man kan afslutte livet med en dødbringende sprøjte.
I foråret fik cirkusdronning Diana Benneweis stor folkelig opbakning, da hun i sin erindringsbog fortalte, at hun som en barmhjertighedsgerning havde slået sin kræftsyge far ihjel. Og i går præsenterede DR Nyheder en undersøgelse, som viste, at 86 procent af befolkningen siger ja til aktiv dødshjælp.
Men det er svært at forestille sig, at Danmark inden for en overskuelig årrække vil få en lov som i for eksempel Holland og Belgien, hvor uhelbredeligt syge og døende mennesker kan bede en læge om at afslutte livet. Det Etiske Råd har flere gange drøftet spørgsmålet, senest i 2003, hvor samtlige 17 medlemmer afviste aktiv dødshjælp, og der er endnu ikke et eneste parti i Folketinget, der har fremsat forslag om det, endsige har det på partiprogrammet. Heller ikke de læger, der i givet fald skal gøre en ende på lidelserne, er interesserede.
Lægeforeningens officielle holdning er, at den nuværende lov giver tilstrækkelig gode muligheder for at hjælpe i den sidste tid. I Danmark har det således været muligt siden 1992 at smertelindre uhelbredeligt syge og døende med morfin, også selvom denne smertelindring afkorter den døendes liv med timer eller måske ligefrem et par dage. Det er også helt legalt at stoppe for livsforlængende behandling, hvis det er udsigtsløst at blive ved. Det kan for eksempel være at slukke for respiratoren, og det afgørende er, at lægerne ikke gør dette for at slå patienten ihjel, men for at lindre.
Når hele det etablerede system vender sig mod aktiv dødshjælp, skyldes det flere ting. Først og fremmest frygter mange, at muligheden for aktiv dødshjælp vil ændre vores menneskesyn og føre til en forråelse. Og hvordan kan man vide sig sikker på, at den patient, der beder om aktiv dødshjælp, rent faktisk ønsker at dø og ikke bare vil undgå at lægge sine pårørende eller samfundet til last? Karakteristisk nok viser den seneste meningsmåling, at der er størst tilslutning til aktiv dødshjælp blandt de yngste, mens interessen for aktiv dødshjælp blandt danskere over 56 år er mindre. Med andre ord falder opbakningen, jo tættere vi aldersmæssigt kommer på, at spørgsmålet er aktuelt.
Naturligvis findes der en gråzone, hvor man kan diskutere, om der er tale om aktiv dødshjælp, som altså er forbudt, og så passiv dødshjælp, som er fuldt legitim. En undersøgelse sidste år viste, at knap hver 10. danske læge selv mente, at han eller hun havde ydet aktiv dødshjælp. Det fik nogle til at mene, at det så var bedst at legalisere aktiv dødshjælp og derved få det ud i det åbne. Alligevel mener et massivt flertal af politikere, eksperter og læger fortsat, at den nuværende lovgivning er at foretrække. For den giver først og fremmest lægen mulighed for at sige nej, hvis en patient beder om hjælp til at dø, og samtidig giver den altså også mulighed for at hjælpe den selvsamme patient med morfin og dermed mindske smerter og uro i den sidste tid.
dahl-hansen@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med etik.dk