Opsangen til de naive danskere

Heroppe ved Cheminovas vestjyske domicil på Harboøre Tange bliver øjnene hurtigt betagede af den næsten postkort-polerede udsigt, hvor hav og himmel møder hinanden. Fuglene fløjter, himlen er fin dueblå og engblomsterne står i fuldt flor. En skønhed, der står i skærende kontrast til det lidet flatterende sammensurium af rør, der udgør kemiproducentens fabrik. Inde i det sparsomt indrettede mødelokale begynder vi ved koncernchefens første erkendelse: som ung vestjyde var han ikke vant til at argumentere ud fra følelser. Men da han ankom til Cheminova i 1978, landede han midt i den famøse sag om høfde 42, hvor myndighederne opdagede, at affaldsprodukter gennem en årrække var sivet ud fra høfdedepotet direkte ud i havet. Det blev en af Danmarks største miljøskandaler. Og Bjørn Albinus lærte følelserne at kende.

–Vi havde mediernes opmærksomhed med sagen høfde 42, og jeg kunne slet ikke følge med i, hvad der foregik. Jeg kunne se, at ledelsen ikke kunne kommunikere med omverdenen. Vi regnede med, at hvis vi bare fremlagde fakta, så var det tilstrækkeligt. Men vi kunne slet ikke komme igennem med budskabet. Vi undervurderede, hvor mange følelser der var på spil. Det var jo en ikke en rationel problemstilling, men en emotionel. Det magtede vi ikke at gøre godt nok, siger han.

Før i tiden bekymrede den brede offentlighed sig om måden Cheminova producerede sin kemi på. I dag går kritikken på selve virksomhedens eksistens. Miljøorganisationer ser helst, at Cheminova lukkede og slukkede i morgen. Et ønske, der i 2006 blev yderligere forstærket, da virksomheden igen kom ud i en mediestorm efter, at en dokumentarfilm satte spørgsmålstegn ved produktionen af sprøjtemidler i Indien. Men i koncernchefens egen optik nytter det ikke at trække kemiprodukterne ud af markedet i eksempelvis Indien. Dels fordi produkterne er nødvendige for det indiske landbrug, dels fordi han mener, at Cheminova er med til at gøre en forskel i den globale fødevarekrise. Lige så hård og stædig den vestjyske vind kan være, lige så hårdt og stædigt står han på sine standpunkter. Når diskussionerne omkring Cheminovas produkter har fyldt mediefladen, har Bjørn Albinus aldrig været i tvivl om, at han har haft ret i sit forsvar.

– Jeg har selvfølgelig altid tænkt på, om det var mig eller offentligheden, der var noget i vejen med. Men jeg har valgt at stole på min egen intuitive fornemmelse. Jeg kan ikke tillade mig at hævde, at offentligheden har været galt på den i sagen om sprøjtemidler i Indien. Langt hen ad vejen er jeg jo enig med den offentlige debat omkring produkterne, men jeg ser også tingene fra indernes perspektiv, siger han.

Etik har været et begreb, der med sin abstrakte størrelse ikke har passet ind i økonomernes og erhvervsmændenes numeriske verden. Men når erhvervslivet pludselig bruger ordet etik på deres hjemmesider, i deres salgsmateriale og i avisernes debatindlæg, skyldes det ikke en pludselig forkærlighed for Kierkegaard. Det skyldes den vidtrækkende globalisering, der som en forhammer har ramt Danmark lige midt i panden.

–Det er en naturlig følge af, at vi åbner os. Vi har været et meget homogent samfund, hvor vi er vokset op med de samme basale forhold i en protestantisk etik. Men nu møder vi gang på gang folk, der tænker anderledes end vi. Derfor bliver det naturligt at diskutere etik og moral på en anden måde end hidtil, siger Bjørn Albinus.

Da medarbejderne i Cheminovas indiske datterselskab for første gang skulle krydse af i et skema, om de overholdt virksomhedens etiske retningslinjer, synes de, at det var en vanvittig ide. De kunne ikke se, hvorfor man skulle have regler i Indien, der gjaldt for en dansk virksomhed. Men efter en hård offentlig kritik fra både aktionærerne og medierne er social ansvarlighed i dag blevet et kodeord for Cheminova ligesom for så mange andre virksomheder verden over. Et ord, som Bjørn Albinus ville have haft langt sværere ved at tage i sin mund for 30 år siden, da han første gang trådte ind på kontoret i Harboøre Tange.

– Vi er en global virksomhed, og det stiller nogle særlige krav til os. Vi er nødt til have styr på, at tingene bliver overholdt. Men det tager tid, og det er heller ikke let. Vi skal leve op til lovgivningen, og vi skal leve op til det moralske kodeks, som vi har defineret som dansk virksomhed. I dag har vi hundreder af leverandører over hele verden, og det er bestemt ikke en selvfølge, at de gør, som vi gør i Danmark, siger han.

Mange af hans vågne timer er blevet brugt i fly på vej til Cheminovas datterselskaber i udlandet. Og i mødet med udlandet har Bjørn Albinus opdaget, at danskerne har en særlig moralsk opfattelse af tingenes tilstand.

–Vi har i international sammenhæng et enestående og privilegeret samfund. Det er så velfungerende på alle måder. Men hvordan skal en inder, der skal aflevere ti rupees til en embedsmand for at få kørekort, forholde sig til det. Fordi vi har det så godt, mener vi også, at resten af verden skal være ligesom os selv. Der er noget herligt naivt over os, men det har også det modsatte af det herlige i sig. Nemlig det usunde og moraliserende. Derfor er det ofte vanskeligt at diskutere komplekse problemstillinger i Danmark, fordi vi har så absolutte holdninger. Det er svært for nuancerne at komme frem i debatten, siger han.

Når danskerne ikke kender til de faktiske forhold ude i verden, bliver det letkøbt for dem at indtage et synspunkt om, hvordan verden er indrettet. Det er det, Bjørn Albinus med rynkede øjenbryn kalder for danskernes bekvemmelighedsmoral. Naturligvis ville verden være bedre, hvis den kunne klare sig uden sprøjtemidler. Naturligvis ville verden være bedre uden våben og med velfungerende demokratier. Men siden vi blev smidt ud af Paradisets have, har verden ikke været perfekt. Derfor bærer vi selv et ansvar for at forbedre tingenes tilstand.

–Et lille land som Danmark har altid været åbent, og vi har altid rejst rundt i verden. Men vi er alligevel så lukkede, og tillader os at have absolutte meninger om eksempelvis, hvad Tyrkiet bør gøre her og nu for at komme med i EU. Vi har det så godt, men vi har svært ved at perspektivere holdningerne i forhold til den store verden, siger han.

Social ansvarlighed er blevet et fænomen, der har fundet vej ind i danskernes liv. Vi køber økologisk mad, vi sparer på benzinen, og på de fleste virksomheders hjemmesider kan man læse lange passager om, hvordan produktionen foregår på et højt etisk niveau. I sidste ende er det en fordel for Danmark at have så stort fokus på social ansvarlighed. Men bekvemmelighedsmoralen skal først og fremmest bekæmpes.

– Den skal overvindes, ellers er det en ulempe for både os og verden. Vi skal lære at perspektivere vores moral i den globale vækst. Det var det, der skete under Muhammed-krisen. Man skal ikke træde på et folk, der ligger ned. Et svagt folk reagerer altid stærkt, hvis de bliver trådt på. Hvis du er stærk, er du i stand til at vende den anden kind til. Men det var helt forkert at træde på dem uden et reelt formål, siger han.

Han er ikke bange for, at den danske folkekirke bliver løbet over ende af muslimerne. Han er heller ikke bange for, at danskerne forbliver i deres tillukkede puppe. For vi er ude på en rejse, hvor vi langsomt lærer at forstå den omgivende verden.

–Vi er nødt til at forstå kompleksiteten. Vi skal selvfølgelig bevare vores moralske værdier og grundlag. Men vi skal have en ydmyg holdning til den transformation, visse dele af verden er i gang med. Vi er jo et lille land med fem millioner mennesker, der reelt set har en betydning på størrelse med Hamborgs. Derfor kan verden sådan set være ligeglade med os. Hvis man gerne vil byde ind på noget og påvirke tingenes gang, skal man komme med en ydmyghed og tage en rummelig diskussion. Vi skal være parate til at bøje af til tider, siger han.

I Bjørn Albinus' verdensbillede anno 2008 ser danskerne ser sig selv som et tolerant og frit folkefærd, der giver plads til hinanden. Men der er stor kontrast mellem den selvopfattelse og virkelighedens verden, hvor frygten for islam har formørket det danske land.

– Vi er hunderæde for muslimerne, fordi vi er et lukket samfund, der opdager, at verden ser helt anderledes ud, end vi troede den gjorde. Derfor føler vi os lidt frem i mørke. Jeg synes, det er en mulig relevant diskussion at debattere tørklæder i forhold til dommere. Men jeg synes, at det er fuldstændig utidigt at skulle bestemme over folks påklædning i det offentlige rum. I de moralske offentlige diskussioner er vi ofte for hurtige på aftrækkeren. Vi er bange for at favne det anderledes. Det mener jeg virkelig, siger han.

ostrynski@kristeligt-dagblad.dk