På grænsen mellem liv og død

Hospitalspræst Tom Kjær løber fem til syv timer om ugen. – For at lufte ud og få hold på tanker og følelser. Jeg bruger tid på at filosofere over det, jeg møder i min hverdag, og træde et skridt tilbage og give plads til en løsning, siger Tom Kjær. –

- Leif Tuxen.

Læs også

flexblock

Tema

Sjælesorg

flexblock

Fakta

Tom Andersen Kjær

Født 1959 i Rødovre. Cand. theol. fra Københavns Universitet 1986. Hjælpepræst i Benløse Sogn...
Læs mere

flexblock

Kommenter Hold mig opdateret Del

Dorte Remar | 4. juli 2008

Tom Kjær, der er præst ved Herlev Hospital, har en kæphest, når det gælder mennesker i sorg og krise, og det er, at de skal have nogen at dele det svære med

Tom Kjær besøgte for nylig en ung kvinde med børn. Hun havde kræft, og lægerne havde sagt, at nu var der ikke mere at gøre. De kunne ikke sige, hvor langt hun havde igen – måske 14 dage eller tre måneder.

– I den situation fylder det rigtig meget, at man føler sig snydt for livet, ikke er færdig med det og har et meget stort ønske om at bevare håbet, så længe man er her. Det kan være et håb om at blive rask, få en god tid eller bare en god dag og komme ud i haven en sidste gang.

– Det er et chok at få at vide, at man skal dø, og ofte er det ikke gået op for den pågældende. Jeg har intet mål om, at patienten skal acceptere og sige halleluja. Patienten går på to ben. Det ene forbereder sig på det værste, at det kan gå hurtigt og blive smertefuldt. Det andet, håbets ben, vil gerne have så meget ud af livet som muligt og gøre oprør mod døden. For mange patienter betyder det rigtig meget at tage livtag med døden hver dag, til de ikke kan mere. Jeg prøver at bygge et rum for begge dele, for det må være svært at forholde sig til døden, før man er færdig med livet, siger Tom Andersen Kjær.

Den 49-årige hospitalspræst er i T-shirt, cowboybukser og sorte gummisko. Præstekjolen hænger på en bøjle på hans kontor på 3. etage i det højhus, der er Herlev Hospital. Her har han arbejdet i 12 år og høstet mange erfaringer om, hvordan mennesker forholder sig, når det svære rammer, og vi står på kanten af tilværelsen.

Annonce

I de kommende syv uger, mens brevkassen ”Spørg om livet” holder ferie, vil han på denne plads skrive om emner som at miste et barn, empati, og hvad det vil sige at sætte sig i en andens sted, om sorg og krise, om at dø i dagens Danmark på 1., 2. og 3. klasse og om håb og livsmod.

– Et vigtigt led i håbets proces er at få lov til at være håbløs, siger Tom Kjær.

I sit arbejde møder han både syge og raske, men tilfælles har de et behov for en at tale med om livets store spørgsmål.

– I dag har jeg set patienter, der ligger på et sengeafsnit og kæmper for deres liv, og andre, der er et helt andet sted. Det kan være en ambulant patient efter et kompliceret forløb med kræft, der har været til kontrol og møder mig for at gøre status og tale om nogle ting. Det kan være svært for en, der har været alvorligt syg, at komme tilbage til ”de raskes kongerige”.

Tom Kjær bliver også tilkaldt af skadestuen til akutte situationer. Det kan være en ulykke, hvor det er børn, der er ofre eller nærmeste pårørende, et uventet hjertestop hos et yngre menneske eller et voldsomt selvmord. Blandt de akutte opgaver er også folk, der pludselig har fået at vide, at de har en kræftsygdom. Eller et forældrepar, der skal tage stilling til, om en graviditet skal fortsætte eller stoppes, fordi fostret er misdannet.

– Personalet vil gerne have mig med, fordi de har brug for en, der kan noget andet end det, de selv kan derude på grænsen mellem liv og død.

Hospitalspræsten har også kontakt med kronisk syge, deriblandt dialysepatienter, hvoraf nogle har en begrænset levetid, hvis ikke de får en nyretransplantation. Mange af disse patienter skal også udholde, at hele deres liv er skemalagt efter, at de skal i dialyse på hospitalet tre gange om ugen. Og nogle skal tage stilling til, om de skal have amputeret en arm eller en fod, fordi kredsløbet er blevet dårligt.

– Så kan de spørge: Har jeg ret til at sige nej til dialyse, eller er det det samme som at begå selvmord? Der er etiske dilemmaer, som mange gerne vil tale med præsten om. Patienterne kan også have svært ved at forstå, at der i behandlingssystemet er ubegrænset behandling, men i det øjeblik, man ikke kan behandle mere, bliver livet pludselig helligt. Jeg oplever faktisk patienter tage sig selv af dage, når behandlingsmulighederne er udtømt, og det palliative, der handler om smertelindring og omsorg, svigter, siger Tom Kjær.

Han har en kæphest, når det gælder sorg og krise.

– Mange mener at vide, og det er også en del af nogle sorg- og kriseteorier, at bare man erkender, man skal dø, og reagerer på det, bliver det godt. Jeg mener derimod, at man ikke bare kan erkende, man skal have nogen at dele det med. Jeg tror ikke, at man nødvendigvis skal erkende, at man skal give slip på livet, før det er færdigt. Jeg tror ikke, at mennesker altid kan holde til det. Hvis man skal skære ind til benet, så er livet ikke så simpelt.

– Mit arbejde er at møde folk dér, hvor de er, men jeg er ikke Vorherre. Jeg kan gå med mennesker, vi kan lave et pusterum, men jeg har ikke noget sted at føre hen, så det er lige så meget mig, der lærer noget i de situationer. Men det er her, at det kirkelige kommer ind. Det, jeg tror på, er, at Gud blev menneske, og alt, hvad jeg laver, er afhængigt af den bevægelse. Som præst er jeg nødt til at spille med, hvor folk er, og møde dem i det, de står og går i.

– Der må være en ydmyghed i det. Folk skal have lov til at være vrede og have lyst til at fyre Gud. Jeg tror ikke på Vorherre som en skæbnegud, men en Gud, der tager livtag sammen med folk. Så i min verden må man godt sige, at det er meningsløst at miste et barn eller at dø nu, siger Tom Kjær.

Han giver sig selv lov til at blive berørt af svære situationer, for ”den dag, jeg ikke bliver det mere, dur jeg ikke mere”.

– Det er ofte bevægende og nogle gange meget svært, fordi man selv kommer ud på det dybe vand, hvor der ingen manual er. Men efter de mange år her er jeg ikke længere bange for at være på det dybe vand. Jeg drukner ikke. Jeg kan hjælpe nogle mennesker og gøre en forskel, og det er meget, meget smukt at få lov til. Jeg lærer rigtig meget om at være menneske, om livet og allermest om, at jeg ikke ved så meget om fremtiden.

– Derfor er det vigtigt for mig at have et godt liv og en god hverdag med min familie, mit arbejde og min fritid, så hvis lyset lige pludselig bliver slukket, skal der ikke være en hel masse uopfyldte drømme, der skal give mit liv værdi. Jeg øver mig i at være dér, hvor jeg er.

remar@kristeligt-dagblad.dk

Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2 | 3 | 4

FACEBOOK: Bliv ven med etik.dk

Del Hold mig opdateret

flexblock

Annoncer

Ta’ naturens parti!

Bliv medlem af Danmarks Naturfredningsforening

Se mere her !

Den personlige gravsten

Æstetiske mindesten og Skulpturer, hugges i dialog med kunden, se dem på:

www.steenjensen.dk

ICEJ