Den nuværende lovgivning, der hindrer danske kvinder i at blive rugemødre og danske læger i at medvirke til rugemoderskab, bør fastholdes, mener et flertal i Det Etiske Råd
Kvinder, der ikke selv kan blive gravide, og som heller ikke kan adoptere på grund af alder eller sygdom, må forblive barnløse.
Det mener 16 ud af 17 medlemmer af Det Etiske Råd, der i går kom med sit bidrag til debatten om rugemødre, der blussede op i januar, da DR 1 bragte nogle udsendelser om rugemødre, hvor blandt andre danske par rejste til Den Tredje Verden og betalte fattige kvinder for at bære deres barn.
Det Etiske Råd har mange argumenter mod rugemoderskab, men fremhæver blandt andet, at det er en ”brugsorienteret betragtning”, man lægger på såvel rugemor som barn – og dette er ikke ønskeligt.
– I rugemoderskab er der et element af dominans og underkastelse, hvor den stærke udnytter den svage part. Selv hvis rugemoderskabet sker altruistisk mellem familiemedlemmer eller venner her i Danmark, er der risiko for, at familiemønstre udvikler sig på en kompliceret måde, siger formand for Det Etiske Råd, professor Peder Agger.
Han peger også på, at det at være gravid, selv i et land som Danmark, er en belastning både fysisk og psykisk, og det samme gælder fødslen, som man derfor ikke bør udsættes for, med mindre det er ens eget barn, man føder.
Anderledes ser seniorforsker Rikke Bagger på det. Hun mener, som det eneste medlem af rådet, at rugemoderskab bør være tilladt, hvis det sker af altruistiske årsager – for eksempel mellem søstre.
– Normalt er det en samfundsmæssig dyd at ofre sig for andre, og hvis en kvinde ønsker at producere et barn til sin søster, mener jeg ikke, at samfundet bør forhindre den gode handling, siger Rikke Bagger.
Hun understreger, at rugemoderen til enhver tid skal kunne fortryde, og at der efterfølgende skal foretages en helt almindelig adoption.
– Jeg kan ikke forestille mig, det vil dreje sig om ret mange om året, og i forvejen har vi så mange forskellige familiære konstellationer i Europa i dag, så om man har to, tre eller fire mødre og fædre på grund af skilsmisse, eller om der er nogle få børn skabt ved hjælp af rugemødre, mener jeg ikke er et problem, siger hun.
dahl-hansen@kristeligt-dagblad.dk