Kristeligt Dagblads artikler om sene aborter i serien ”Etiske dilemmaer” har skabt en livlig debat blandt avisens læsere. Vi bringer i dag et udsnit af de mange tilsendte debatindlæg

DER FINDES provokerede aborter og spontane aborter, men en abort er aldrig en fødsel. En abort er til død, mens en fødsel er til liv.

At postulere noget andet – som medlem af Det Etiske Råd Cappelørn og chefredaktør Bjerager gjorde i sidste uge her i Kristeligt Dagblad – er at lege med begreberne på en uhensigtsmæssig og virkelighedsfjern måde, i vore øjne endda: en uetisk måde.

Vi mener i stedet, at når samfundet har tilladt abort, og vi opfatter dette som det mindste onde, så må vi også fælles tage ansvaret for, at den sker så smertefrit som muligt for både mor og barn. Alternativet – at dø på en metalhylde i et koldt hospitalsrum – er vel ikke spor bedre.

Apropos artiklen om den unge jordemoder sidste tirsdag, kan man sagtens forestille sig, at vagten er slut, og den unge jordemoder går hjem efter at have bragt bylten til vaskerummet, og at de øvrige i personalegruppen har set det for ofte til at foretage sig yderligere.

VI MENER IKKE, man kan eller skal tale om liv for enhver pris, når døden er valgt, villet, lovlig og efter svære overvejelser tilrådet og tilskyndet fra lægeligt hold.

Hensynet til personalet er vigtigt, når vi som samfund pålægger dem at udføre et arbejde i vores sted. I 1972, mens debatten om fri abort var på sit højeste, kunne man opleve, at sygehuspersonalet havde det meget svært med de provokerede aborter, og i nogen grad viste det i mindre omsorg over for de kvinder, der havde valgt abort i forhold til den omsorg, de viste dem, der var indlagt med spontane aborter.

Derfor er det rigtigt godt, at stemningen i dag er en anden på afdelingerne, og vi kan ikke forstå, at personalet ikke skal have lov til at hjælpe den kvinde, der uanset grund skal have en abort, med at gøre den så smertefri som mulig for hende og hendes barn. Den barske sandhed er, at en abort er aktiv dødshjælp, hvis det er sådan, det skal siges.

FOR OS AT SE er der ikke tale om forkælelse eller beskyttelse af en forkælet generation.

Det er rigtigt, at der er problemer i (at tænke) sprøjten med saltvand, men ligesom hospitalspræsten på Herlev Sygehus tror vi, at det er en nødvendig og en brugbar vej for barnets skyld og forældrenes.

Det lukker både Cappelørn og Bjerager øjnene for, ligesom de ikke står ved, hvilket pinefuldt – også psykisk pinefuldt – spil deres idealisme driver med forældrene.

”Gråzonen” og de etiske problemer om sene aborter bliver næppe løst ved at postulere fødsel.

Og hvorfor er det, at kvinder altid skal ofres på livets hellige alter, når kirkens mænd skal bestemme?

Lisbet Kjær Müller er sognepræst ved Lindevang Kirke på Frederiksberg, og Helle Theill er sognepræst i Rødovre Sogn