Intermezzo mellem liv og død

– Forældrene var kede af det, men ville gerne holde ham. Han var lillebitte, og efter en stund bad de mig tage ham, husker Gitte Naundrup.

Så opstod dilemmaet for jordemoderen. Trods otte års erfaring havde hun aldrig tidligere oplevet at stå med et barn med livstegn, som forældrene ikke ville have hos sig, men hun vidste fra ældre jordemødre, at de i sådanne situationer havde lagt barnet i skyllerummet for at lade det dø. Det ville hun imidlertid under ingen omstændigheder, og i stedet tog hun barnet med sig over til chefjordemoderen, der bekræftede hende i, hvad hun allerede vidste. Jo, der var liv, og mon ikke hun skulle spørge forældrene, om de ønskede barnet døbt?

– Jeg skyndte mig tilbage til forældrene. Det ville de rigtig gerne, og hurtigt fandt jeg lys og blomster. Jeg døbte barnet på stuen, og forældrene var meget glade for, at barnet blev døbt. Efterfølgende har jeg tænkt på, at jeg gerne ville have haft hjælp af en præst, men det glemte jeg i forvirring og travlhed.

Efter dåben gik Gitte Naundrup igen med det lille liv. Hun sad med det i personalestuen og gik rundt med barnet, og rygtet om den levende abort bredte sig på afdelingen. Flere læger kom forbi, og Gitte Naundrup fik fornemmelsen af, at alle ønskede, at det snart var slut. At hun og den lille bylt var et forstyrrende element.

– Jeg ved godt, at han ikke skulle leve, og de livstegn, der var, ikke kunne forenes med liv. Men det vigtigste for mig som menneske, jordemor og mor til tre er, at der skal vises respekt for alt liv. Også det, der ikke skal være, af hensyn til det lille liv, forældrene og mig selv. Vi kan ikke være andet bekendt. Men det var mit indtryk, at flere læger på afdelingen opfattede det som noget rod, at jeg gik rundt med barnet.

Efter tre timer var der ifølge Gitte Naundrup fortsat livstegn, men en læge sagde til hende, at nu var det altså slut. Der var ikke mere liv, og Gitte Naundrup svøbte drengen, lagde ham i en lille kiste og puttede ham i afdelingens køleskab, beregnet til vævsprøver og lignende.

– Det var det eneste, jeg fortrød i det forløb. At jeg ikke stod fast og sad med ham, til jeg selv var helt sikker på, at han var død. Da jeg tog hjem, var der en lille tvivl i mig om, hvorvidt der fortsat var livstegn. Den tvivl har jeg den dag i dag.

Efterfølgende var der meget debat på fødeafdelingen på hospitalet om den måde, Gitte Naundrup havde tacklet situationen på, og det hele førte til, at der blev skrevet et sæt retningslinjer, som blandt andet slår fast, at en sen abort, der udviser livstegn, skal være i favn, til der ikke længere er livstegn.

– Efter min mening bør alle fødeafdelinger have en fast procedure og nogle nedskrevne retningslinjer for, hvad man gør i sådan en situation. Forældrene bør informeres om, at der er en mulighed for, at barnet lever, når det kommer ud, og der bør være en gruppe blandt personalet, der vil påtage sig at passe på barnet, hvis forældrene ikke selv kan eller vil. Og så skal der være plads og tid til, at de ansatte kan tage sig af det lille liv.

I dag er Gitte Naundrup ikke længere jordemoder. Hun har læst psykologi og er ansat i en kommune, men hun understreger, at afslutningen på jordemoderkarrieren ikke skyldes episoden med den sene abort. Hun ville bare noget andet med sit arbejdsliv.

Hun glæder sig dog over, at man i dag i stigende grad drøfter dilemmaet med sene aborter, der viser livstegn.

– Det er et tabuiseret dilemma, hvor vi har svært ved at finde de rette ord, og hvis ikke engang vi kan det, hvordan skal vi så handle? Ofte er der jo tale om en ønskegraviditet, som bliver afbrudt, fordi fosterdiagnostik viser, der er noget alvorligt galt. Jeg er helt på det rene med, at det er et liv, der ikke skal være, men indtil det ikke er længere, skal vi i det mindste anerkende det, vise det respekt og omsorg.

dahl-hansen@kristeligt-dagblad.dk